Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Påtegning vedrørende anvendelse af provenue.

Sagsnummer: 322 /1992
Dato: 08-12-1992
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne: Udlån - stiftelse
Ledetekst: Påtegning vedrørende anvendelse af provenue.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 19. juli 1990 underskrev klageren lånedokument, hvorefter indklagedes Hunderup afdeling ydede klageren et lån på 50.000 kr. Det originale lånedokument bærer følgende påtegning:

"Af lånets provenu skal udlån nr. ...... indfries samt omkostninger kr. 5.585,50 afregnes til advokat [.....]."

Påtegningen fremgår ikke af klagerens genpart af lånedokumentet.

Af sagen fremgår, at af lånets provenu anvendtes 42.884,56 kr. til indfrielse af et af T tidligere i 1990 optaget lån på 44.600 kr., medens 5.585,50 kr. den 19. juli 1990 fremsendtes til den i påtegningen nævnte advokat. Beløbet vedrørte advokatomkostninger i forbindelse med overdragelse af klagerens anpart af en ejendom til medejeren T. I denne forbindelse skulle klageren overtage T's lån hos indklagede.

Klageren rettede ved skrivelse af 25. marts 1992 gennem Odense Retshjælp henvendelse til indklagede og anførte, at hun alene overfor den nævnte advokat alene hæftede for halvdelen af beløbet på 5.585,50 kr. og ikke havde tiltrådt, at hele omkostningsbeløbet skulle afholdes af lånet. Ved skrivelse af 2. april 1992 oplyste indklagede, at den citerede påtegning på lånedokumentet var påført inden underskrift af klageren, og at lånet iøvrigt senere var blevet forhøjet efter klagerens anmodning. I en supplerende skrivelse af 21. april 1992 oplyste indklagede, at man antog, at den omhandlede påtegning på lånedokumentet ikke var påført klagerens kopi som følge af, at karbonpapir ikke havde været indlagt mellem dokumentet og kopien.

Den nævnte forhøjelse af lånet fandt sted den 15. august 1990 ved klagerens underskrift af et nyt lånedokument.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 5.585,50 kr. med renter fra den 19. juli 1990.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun overfor pågældende advokat hæftede for halvdelen af advokatomkostningerne, men at der mellem klageren og T var indgået aftale om, at T skulle afholde hele udgiften til advokaten. Låneoptagelsen skete for at overtage T's lån hos indklagede. Klageren finder, at indklagede må være nærmest til at sikre sig, at originaldokument og genpart stemmer overens, og indklagede må bære risikoen for, at klageren har fået en mangelfuld genpart.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det var afdelingens klare opfattelse, at det mellem klageren og T var aftalt, at klageren skulle afholde advokatomkostningerne. I forbindelse med klargøring af lånedokumentet til underskrift er den øverste del af dokumentsættet fjernet, hvorved karbonpapiret ligeledes blev fjernet. Dokumentet har herefter ligget klar til underskrift, og i denne forbindelse har man påført hoveddokumentet den omhandlede påtegning, hvorefter klageren underskrev dokumentet. Finder Ankenævnet ikke at kunne lægge denne ekspedition af sagen til grund, bør sagen afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, idet en afgørelse af sagen vil kræve bevisførelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at den omhandlede påtegning, hvorefter 5.585,50 kr. af låneprovenuet skulle afregnes til advokaten, var påført det originale lånedokument, inden klageren underskrev dette. Når endvidere henses til påtegningens karakter og til det forhold, at klageren ikke i forbindelse med den efterfølgende forhøjelse af lånet rejste indsigelse mod anvendelsen af provenuet af det oprindelige lån, finder Ankenævnet at måtte lægge til grund, at betalingen af det nævnte beløb til advokaten var tiltrådt af klageren. At påtegningen ikke blev påført klagerens genpart, kan herefter ikke medføre et andet resultat.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.