Kaution, stiftelse.
| Sagsnummer: | 600/1993 |
| Dato: | 12-07-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Kaution, stiftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan fritages for en kautionsforpligtelse på en kassekredit ydet af indklagede til klagerens datter og svigersøn.
Den 20. december 1988 underskrev klageren særskilt kautionsdokument, hvorefter hun indestod som selvskyldnerkautionist for en kassekredit på 198.000 kr. ydet til klagerens datter og svigersøn. Klagerens kautionsforpligtelse var begrænset til 100.000 kr.
Klagerens datter og svigersøn ejede en landbrugsejendom, og den kautionssikrede kredit blev ydet i forbindelse med en omprioritering af landbrugsejendommen. Indklagede har oplyst, at denne omprioritering skete efter, at man på baggrund af utilfredsstillende drift havde stillet krav om salg af ejendommen.
Den 24. november 1992 døde svigersønnen; dødsboet blev i januar 1993 taget under offentlig skiftebehandling som gældsfragåelsesbo. I den anledning anmodede indklagede i skrivelse af 17. februar 1993 klageren om at fremkomme med forslag til indfrielse eller afvikling af sin kautionsforpligtelse.
Den 19. april 1993 solgtes dødsboets ejendom på tvangsauktion. Ejendommen blev overtaget af Nykredit. Forinden auktionens afholdelse var der blevet rejst spørgsmål, om indklagede kunne beholde en forpagtningsafgift vedrørende ejendommen, modtaget af indklagede i december 1992. Svigersønnen havde i 1988 meddelt indklagede transport i forpagtningsafgift vedrørende ejendommen, og transporten var noteret af forpagteren. Forpagtningskontrakten var blevet genforhandlet i 1990, og ifølge indklagede var der enighed mellem indklagede og svigersønnen om, at indklagede fortsat skulle have transport i forpagtningsafgiften. Imidlertid nægtede forpagteren at notere den fortsatte transport, men han fortsatte dog betalingen til indklagede. Efter auktionens afholdelse stillede Nykredit krav om betaling af dels forpagtningsafgift for 1992, i alt 40.277,99 kr., samt forpagtningsafgift for perioden fra svigersønnens død indtil tvangsauktionen, 48.284,99 kr. Sidstnævnte beløb er deponeret i andet pengeinstitut.
I september 1993 indfriede klageren med forbehold sin kautionsforpligtelse. Den 22. oktober 1993 indfriede klagerens datter kassekredittens restsaldo med ca. 8.000 kr.
Ved skrivelse af 22. november 1993 til klageren orienterede indklagede om tvisten vedrørende det deponerede beløb. Henvendelsen førte til, at indklagede i december 1993 transporterede indklagedes eventuelle krav på det omstridte beløb til klageren. Tvisten mellem Nykredit og klageren har ikke fundet sin løsning.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 100.000 kr., subsidiært et mindre beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun, der nu er 87 år, i forbindelse med at hun kautionerede ikke fik tilstrækkelige oplysninger om konsekvenserne heraf. Det er hendes og hendes families opfattelse, at dette ikke er tilfældet. Det skyldes indklagedes mangelfulde sagsbehandling, at forpagtningsbeløbet ikke er inddrevet, inden man gjorde kautionsforpligtelsen gældende, idet man ikke sikrede sig, at transporten blev noteret, således at gælden til indklagede kunne være væsentligt reduceret. Selvom indklagede var bekendt med tvisten, orienterede indklagede hende først efter kautionens indfrielse.
Indklagede har anført, at man i 1988 som et vilkår for kassekreditten stillede krav om kaution på 100.000 kr. Det blev oplyst, at dette krav var genstand for indgående drøftelse i familien, og på et møde i december 1988, hvor klageren og dennes datter deltog, underskrev klageren kautionsdokumentet. Klageren blev orienteret om konsekvenserne af at påtage sig forpligtelsen og intet tydede på, at hun ikke forstod dette. Den medarbejder, som behandlede sagen har oplyst, at det er pågældendes opfattelse, at klageren fuldt ud var vidende om, hvilken forpligtelse hun påtog sig. Uanset klagerens høje alder anser de pågældende medarbejdere hende for fuldstændig åndsfrisk og aktiv. Da indklagede på tidspunktet for opgørelse af svigersønnens engagement ikke havde en sikker fordring i forpagtningsbeløbet, var det naturligt og retmæssigt, at kautionen blev gjort gældende overfor klageren, jvf. herved også underretningspligten i Bank- og sparekasselovens § 41. Når klageren ikke på et tidligere tidspunkt blev orienteret om tvisten vedrørende forpagtningsafgiften, skyldes det, at denne sag først på et senere tidspunkt blev relateret til sagen vedrørende kautionsforpligtelsen, men klageren blev i februar/ marts 1993 anmodet om at varetage sine interesser i henholdsvis dødsboet og i forbindelse med auktionen. Hertil kommer, at transporten i forpagtningsafgiften er givet for at sikre indklagede og ikke kautionisten, ligesom forpagtningsaftalen ved kautionsforpligtelsens indtræden kun var gældende til den 1. marts 1991.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at antage, at klageren ikke skulle være blevet tilstrækkeligt orienteret om risikoen ved at underskrive en kautionserklæring, eller at hun ikke skulle have forstået rækkevidden af den kautionsforpligtelse, som hun påtog sig. Herefter er der ikke holdepunkter for, at hun skulle være fritaget for sin hæftelse ifølge kautionsdokumentet af 20. december 1988.
Indklagede ses endvidere ikke at have udsat klageren for noget tab i forbindelse med tvisten med Nykredit om forpagtningsafgiften.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.