Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kaution oprindelig for yderligere trækningsret på kassekredit, senere ændret til at vedrøre hele kassekreditten.

Sagsnummer: 88/2004
Dato: 09-07-2004
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Niels Bolt Jørgensen, Poul Erik Tobiasen, Morten Westergaard
Klageemne: Kaution - omfang
Kaution - stiftelse
Ledetekst: Kaution oprindelig for yderligere trækningsret på kassekredit, senere ændret til at vedrøre hele kassekreditten.
Indklagede: Nordjyske Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager



Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelser for en kautionsforpligtelse for klagerens svigerdatters kassekredit hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

Den 9. maj 2000 underskrev klageren, der er født i 1915, en kautionserklæring, hvorefter hun kautionerede som selvskyldnerkautionist til sikkerhed for en forhøjelse på 70.000 kr. af en kassekredit, som indklagede havde ydet hendes svigerdatter, D. Af kautionserklæringen, der er udfærdiget den 5. maj 2000, fremgår, at gælden på kassekreditten var 454.192,34 kr. Klagerens underskrift blev indhentet ved indklagedes fremsendelse af kautionserklæringen til underskrift i klagerens eget pengeinstitut. Kassekredittens saldo var den 9. maj 2000 506.076,34 kr. (negativ).

Af sagen fremgår, at der var tale om en midlertidig forhøjelse af kreditten gældende til den 1. november 2000. Kassekredittens maksimum på var 300.000 kr. (ekskl. den midlertidige forhøjelse).

Ved skrivelse af 29. september 2000 til klageren oplyste indklagede, at D havde anmodet om en forlængelse af forhøjelsen på 70.000 kr., og at D havde oplyst, at klageren ville være indforstået med at tiltræde forlængelsen. Indklagede anmodede klageren om at henvende sig i sit eget pengeinstitut med henblik på at underskrive dokumenter; forlængelsen var gældende til den 1. november 2001.

Den 4. oktober 2000 underskrev klageren i sit eget pengeinstitut en kautionserklæring af tilsvarende indhold som erklæringen underskrevet i maj 2000. Af erklæringen fremgår, at gælden på kassekreditten p.t. var 566.574,08 kr. Af kontoudtog fremgår, at saldoen den 4. oktober 2000 var 566.441,40 kr. (negativ).

Af skrivelse af 2. november 2000 fra indklagede til D fremgår, at kassekredittens maksimum på nu 200.000 kr. var forlænget uændret i et år til den 1. august 2001. Overtrækket på 70.000 kr. var forlænget til samme dato. Et bevilget overtræk på 165.000 kr. var gældende, "indtil hektarstøtten indgår".

Den 1. november 2001 var saldoen på D's kassekredit 840.507,02 (negativ).

Ved skrivelse af 19. december 2001, på hvilket tidspunkt trækket på kassekreditten udgjorde 581.947,02 kr., rettede indklagede henvendelse til klageren. Af skrivelsen fremgår:

"I henhold til tidligere aftale har De til fordel for [klagerens søn] afgivet kautionserklæring f.s.v. angår trækket på dennes driftskredit. Kautionstilsvaret er begrænset til kr. 70.000.00.

Tidligere aftale udløb pr. den 1. november 2001, men [klagerens søn] har forespurgt banken om muligheden for at kautionen vil kunne forlænges frem til den 1. januar 2004. Dette har banken accepteret.

Vi går ud fra at du er blevet orienteret af [klagerens søn] og vi har derfor til [klagerens pengeinstitut] fremsendt nyt kautionsdokument.

Vi skal anmode dig om at underskrive der snarest belejligt."

Den 21. december 2001 underskrev klageren i sit eget pengeinstitut kautionserklæring. Af erklæringen fremgår:

Kassekredittens saldo var den 21. december 2001 605.365,80 kr. (negativ).

Den 15. februar 2002 underskrev D kassekreditkontrakt, hvorefter kassekredittens kreditramme var på 70.000 kr. Kredittens saldo var denne dag 322.677,23 kr. (negativ).

Ved skrivelse af 11. februar 2003 til D opsagde indklagede engagementet med D. Saldoen på kassekreditten var denne dag 240.906,68 kr. (negativ).

Ved skrivelse af 5. marts 2003 anmodede indklagede klageren om at indfri kautionsforpligtelsen med 70.000 kr. Ved skrivelse af 17. s.m. anmodede indklagede klageren om at indfri kautionen inden 8 dage.

Klageren rettede henvendelse til sin advokat, som ved skrivelse af 27. maj 2003 protesterede mod, at indklagede gjorde kautionen gældende, da han ikke anså kautionserklæringen for juridisk bindende. Indklagede fastholdt kravet mod klageren.

Parternes påstande

Klageren har den 9. marts 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal anerkende, at indklagede ikke kan gøre krav gældende mod hende i anledning af de afgivne kautionserklæringer.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indholdet og konsekvenserne af kautionserklæringen ikke blev gennemgået med hende i forbindelse med underskrift af erklæringerne. Hun er ikke på noget tidspunkt blevet orienteret om kassekredittens maksimum.

På tidspunktet for etableringen af den første kautionserklæring omfattede kautionen ikke den eksisterende gæld. Kautionen kunne således kun gøres gældende for gæld, der oversteg ca. 454.000 kr. Hun hæftede kun for en midlertidig yderligere trækningsret på 70.000 kr. Havde indklagede ønsket, at hun skulle hæfte for hele gælden, burde man have præciseret dette. Det er udgangspunktet for hende, at det beløb, som hun skulle hæfte for, skulle stilles til rådighed for debitor.

Ved den seneste kautionserklæring skete der en ændring, idet kautionen nu vedrørte den til enhver tid værende restgæld på kassekreditten, hvorved der blev stillet kaution for tidligere stiftet gæld (gammel gæld). De to tidligere erklæringer vedrørte en midlertidig udvidelse af trækningsretten med 70.000 kr. Hun modtog ikke nogen pjece med generel information om kaution eller information om låntagers økonomiske forhold i form af relevant materiale, som for eksempel regnskab, jf. herved Finansrådets og Forbrugerrådets fælles holdning fra september 2001.

Indklagede ændrede ensidigt den seneste kautionserklærings udformning uden at orientere hende herom. Der var tale om væsentlig ændring af kautionserklæringen og hendes forudsætninger for at påtage sig kautionen. Af denne grund har ændringen ikke virkning for hende.

Det fremgår af kontoudskrift for kassekreditten, at gælden på tidspunktet, hvor kautionen blev gjort gældende, udgjorde ca. 240.000 kr. Da saldoen siden da ikke er oversteget beløbet på tidspunktet for den første kautionserklærings afgivelse, er der ikke grundlag for at kræve indfrielse af kautionen.

Indklagede informerede hende ikke om konsekvenserne og indholdet af kautionserklæringerne, jf. herved god skik-reglerne. Hun har ikke forstået den rette sammenhæng af kautionsforpligtelsen.

Hendes alder på tidspunktet for kautionens etablering (84 år) er en skærpende omstændighed.

Indklagede burde ved fremsendelsen af kautionserklæringerne til hendes pengeinstitut have sikret sig, at det foretog en gennemgang af kautionserklæringens indhold og eventuelle konsekvenser, forinden hun underskrev. Dette skete ikke.

Det er hendes opfattelse, at det er urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre kautionsforpligtelsen gældende over for hende.

Indklagede har anført, at D primo år 2000 ønskede engagementet udvidet med 70.000 kr. i form af yderligere trækningsret på kassekreditten. Anmodningen blev ikke imødekommet i første omgang, men D insisterede på at få engagementet udvidet og tilbød, at dette kunne ske ved kaution fra klageren.

Man afslog med henvisning til, at indklagede havde en generel modvilje mod en sådan kaution henset til klagerens alder. Man foreslog, at D lånte pengene direkte af klageren. Klagerens søn gav i den forbindelse udtryk for, at klageren var en gammel dame, men i øvrigt var særdeles åndsfrisk og i fysisk fin form.

Indklagede revurderede sagen og indhentede en soliditetsoplysning hos klagerens pengeinstitut. Endvidere rettede man telefonisk henvendelse til pengeinstituttet, og direkte adspurgt oplyste kunderådgiveren, at en eventuel indfrielse af kautionsforpligtelsen ikke ville være velfærdstruende for klageren.

Indklagede besluttede herefter at acceptere kaution fra klageren. Klagerens søn oplyste, at han havde orienteret klageren om sagens sammenhæng.

Klagerens pengeinstitut har i forbindelse med klagesagens behandling bekræftet, at det er normal procedure ved indhentelse af underskrift fra en kautionist at gennemgå dokumentet og de med kautionen forbundne risici.

Klagerens søn og svigerdatter anmodede to gange om bevarelse af den midlertidige trækningsret. Dette blev bevilget under forudsætning af, at klagerens søn og datter orienterede klageren.

Det bestrides, at klageren alene hæfter for gæld ud over gælden anført i kautionserklæringen af 5. maj 2000 på 454.192,34 kr.

Det er den seneste kautionserklæring af 21. december 2001, som er gældende for kautionsforholdet. Af den fremgår, at kautionen kan gøres gældende for hele debitors mellemværende vedrørende kassekreditten - dog beløbsbegrænset til 70.000 kr. med tillæg af påløbne renter.

På tidspunktet, hvor kautionen blev gjort gældende, var trækket på kassekreditten 240.315,03 kr. Hertil skal lægges 454.968,12 kr., som i december 2002 var blevet omlagt til et lån for at forlænge afviklingsperioden for engagementet. Siden den oprindelige kautions etablering var debitors gæld således forøget fra ca. 454.000 kr. til 686.000 kr. Indklagede har derfor ikke beriget sig på kautionistens bekostning.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Klageren påtog sig ved kautionserklæringen underskrevet den 9. maj 2002 at kautionere for en forhøjelse af trækningsretten på sin svigerdatter D's kassekredit hos indklagede. Forhøjelsen af kreditten var gældende til 1. november 2000. Inden da underskrev klageren den 4. oktober 2000 en ny kautionserklæring om forlængelse af forhøjelsen på 70.000 kr., som herefter var gældende til den 1. november 2001.

Ved skrivelse af 19. december 2001 rettede indklagede henvendelse til klageren vedrørende kautionsforpligtelsen, som indklagede angav vedrørte "trækket på [debitors] driftskredit", idet det samtidig anførtes, at klagerens kautionstilsvar var begrænset til 70.000 kr.

Ankenævnet bemærker, at indklagedes beskrivelse i skrivelsen af 19. december 2001 af klagerens forpligtelse var upræcis, idet klagerens kaution angik den i maj 2000 etablerede - midlertidige - forhøjelse af kassekredittens trækningsret på 70.000 kr. og således ikke var en kaution for hele kassekreditten. Ved sin anmodning til klageren om dennes fortsatte kaution undlod indklagede at gøre opmærksom på, at den kautionserklæring, som man oplyste ville blive fremsendt til klagerens pengeinstitut til underskrift, adskilte sig fra kautionserklæringerne fra maj 2000 og oktober 2000, idet kautionen nu blev ændret således, at den vedrørte den til enhver tid værende restgæld på kassekreditten mod tidligere alene forhøjelsen på 70.000 kr.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at klageren ikke er bundet af kautionserklæringen af 21. december 2001.

Da kassekredittens saldo i marts 2003, hvor indklagede afkrævede klageren kautionen, var nedbragt til under saldoen på tidspunktet for klagerens oprindelige kau­tionserklæring fra maj 2000, kan indklagede ikke gøre denne kautionsforpligtelse gældende over for klageren. Herved bemærkes, at klagerens kaution alene angik kassekredittens forhøjede trækningsret på 70.000 kr. og ikke andre af debitors forpligtelser over for indklagede og således ikke det ifølge indklagede oplyste senere etablerede omlægningslån.

Som følge heraf

Indklagede skal anerkende, at indklagede ikke kan gøre krav gældende mod klageren på grundlag af kautionserklæringerne af 9. maj 2000, 4. oktober 2000 samt 21. december 2001. Klagegebyret tilbagebetales klageren.