Solidarisk hæftende debitorer, afskrivning af provenu.
| Sagsnummer: | 105/1991 |
| Dato: | 30-12-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - indfrielse
Pantebreve - øvrige spørgsmål Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Solidarisk hæftende debitorer, afskrivning af provenu. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 10. marts 1988 ydede indklagedes Glostrup afdeling klageren og hendes ægtefælle et lån på 604.379,88 kr. Lånet var en sammenlægning af 4 lån tilhørende ægtefællen samt en forhøjelse på 100.000 kr. og skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse 19.000 kr. Af gældsbrevet fremgik, at der af debitorerne til sikkerhed for ethvert krav, som indklagede måtte få på debitorerne i henhold til gældsbrevet var håndpantsat effekter i to angivne sikkerhedsdepoter. Ved allonger af samme dag til håndpantsætningserklæringer håndpantsatte såvel klageren som klagerens ægtefælle deres respektive depoter indeholdende pantebreve til sikkerhed for lånet. Allongerne er enslydende med følgende indhold:
"Effekter, der pr. dags dato beror i ovennævnte debitors sikkerhedsdepot, tjener fremtidig tillige banken til sikkerhed for nyt lån kr. 604.379,88 (inkl. omkostninger) bogført under kontonr. [....] reg.nr. [...].
Har ovennævnte sikkerhedsdepot og tilhørende håndpantsætningsaftale/-r eventuelt været ophævet som følge af indfrielse af tidligere gældsforhold, tiltræder debitor herved, at håndpantsætningsaftalen/-erne på ny skal være gældende for så vidt angår de i sikkerhedsdepotet indlagte effekter.
Håndpantsætningsaftalen/-erne skal iøvrigt være gældende på uændrede betingelser".
Indklagede har ikke kunnet fremlægge de oprindelige håndpantsætningserklæringer. Ud over lånet på 604.379,88 kr. udgjorde ægtefællens engagement med indklagede lån for ialt ca. 1 mill. kr., der delvis var optaget som finanslån og delvis placeret i et personligt firma drevet af ægtefællen.
Ved håndpantsætningserklæring af 9. oktober 1989 håndpantsatte ægtefællen sit depot til sikkerhed for fem nærmere specificerede udlånsengagementer, herunder lånet optaget 10. marts 1988. I håndpantsætningserklæringen var endvidere anført, at depotet håndpantsattes til opfyldelse af enhver forpligtelse, som ægtefællen havde med eller måtte få over for indklagede.
Pantebrevsydelserne vedrørende ægtefællens depot indgik oprindeligt på ægtefællens indlånskonto, men dette ændredes seneresåledes, at afkastet krediteredes ægtefællens kassekredit.
Ved skrivelse af 25. marts 1990 anmodede klagerens ægtefælle om, at kassekredittens maksimum blev nedskrevet fra 1.000.000 kr. til 750.000 kr.
Ved påtegning af udskrift over kassekreditten af 8. juni 1990 anmodede ægtefællen indklagede om at nedskrive kredittens maksimum til 650.000 kr.
Ved skrivelse af 8. november 1990 til indklagede anførte ægtefællen, at det fremgik af udskrift over afhændede pantebreve fra hans depot, at der ialt var afhændet for 621.732,16 kr. Dette beløb var tilstrækkeligt til at indfri klagerens og ægtefællens fælleslån, hvorfor han anmodede, at fælleslånet, hvis restgæld udgjorde 414.294,88 kr., indfriedes via hans kassekredit. Ved skrivelse af 20. december 1990 til afdelingen anmodede ægtefællen endvidere om, at de pr. 11. december 1990 indgåede terminsydelser, ialt 47.478,85 kr. overførtes fra kassekreditten til fælleslånet, idet beløbene vedrørte fælleslånet.
Efter at have brevvekslet herom med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at indfri fælleslånet ved overførsel fra ægtefællens kassekredit.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede i indkomståret 1990 fra ægtefællens depot har afhændet for 621.732,16 kr., og at der endvidere ved december termin 1990 er indbetalt 47.478,83 kr., hvilke beløb skulle dække restgælden på fælleslånet på 414.294,88 kr. Indklagede har imidlertid i stedet ladet beløbet indsætte på ægtefællens kassekredit, hvilket klageren ikke har været vidende om. Klageren har flere gange forgæves søgt at få overført beløbet til fuld indfrielse, hvilket indklagede har afslået under henvisning til, at man ønskede at fastholde klageren som debitor. Klageren har i forbindelse med optagelsen af lånet forudsat, at afkastet af ægtefællens depot skulle afskrives på lånet. Klageren har endvidere bestridt, at der skulle eksistere et fuldmagtsforhold, således at ægtefællen har haft fuldmagt til at fordre pantebrevsprovenuerne afskrevet på sit eget engagement.
Indklagede har anført, at der ikke har været etableret sammenhæng mellem afvikling af pantebrevene beroende i ægtefællens sikkerhedsdepot og afvikling af fælleslånet. Pantebrevsydelserne indgik tidligere på ægtefællens indlånskonto, men for at få en mere hensigtsmæssig likviditetsgang med deraf følgende rentebesparelse blev afkastet fra depotet i stedet placeret på ægtefællens kassekredit. I takt med at pantebrevsprovenuerne indgik på kassekreditten, anmodede klageren indklagede om at nedskrive kredittens maksimum. Klageren, der har underskrevet som meddebitor på gældsbrevet, hæfter overfor indklagede for lånet, indtil dette er fuldt indfriet. Det er ikke i gældsbrevet anført, at klageren ved påtagelsen af forpligtelsen har haft særlige forudsætninger, f.eks. om at sikkerhederne alene skulle tjene til sikkerhed for fælleslånet. Ægtefællen har ved håndpantsætningserklæring af 9. oktober 1989 bekræftet, at sikkerhedsdepotet tillige tjener til sikkerhed for ægtefællens særskilte engagement. Klageren er ved underskrivelsen af det oprindelige sikkerhedsstillelsesdokument og senere allonge hertil blevet bekendt med, at sikkerhederne tillige kan tjene indklagede til sikkerhed for andet engagement. Klageren, der har underskrevet allongen samtidig med ægtefællen, må have været klar over, at ægtefællen underskrev en tilsvarende allonge, ligesom hun må have været klar over, at han kunne have eller havde andet engagement med indklagede. Indklagede har derfor været berettiget til uden klagerens samtykke at afskrive pantebrevsafkast og pantebrevsprovenuer på ægtefællens andre udlån, som alle har været sikret ved sikkerhedsdepotet enten udtrykkeligt eller via alskyldserklæringen. Afskrivningen af pantebrevsafkastet og provenuerne er oprindeligt sket efter aftale eller i hvert fald i fuld forståelse med ægtefællen, hvorfor ægtefællen ikke efterfølgende kan kræve dette ændret. Klageren må endvidere have haft fuldt kendskab til og oprindelig ligesom ægtefællen været indforstået med afskrivningen af pantebrevsprovenuerne. Indklagede har ud fra fuldmagtsbetragtninger været berettiget til at gå ud fra, at klageren havde kendskab til og var indforstået med handlingsforløbet, idet klageren altid i forretninger med indklagede har ladet sig repræsentere ved sin ægtefælle undtagen ved dokumentunderskrivelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter indholdet af de enslydende allonger til tidligere sikkerhedsstillelsesdokumenter, som klageren og dennes ægtgefælle underskrev i forbindelse med optagelsen af fælleslånet den 10. marts 1988, findes klageren ikke at kunne have haft nogen berettiget forventning om, at ægtefællens depot alene eller primært var stillet til sikkerhed for fælleslånet. Indklagede har derfor i forhold til klageren været berettiget til at indsætte de omhandlede beløb på klagerens ægtefælles kassekredit, hvilket i hvert fald for så vidt angår beløbet på 621.732,16 kr. hidrørende fra salg af pantebrev også må antages at være sket med ægtefællens accept.
Ankenævnet kan ikke under denne klagesag tage stilling til, hvorvidt indklagede i forhold til klagerens ægtefælle har været berettiget til at afvise at overføre nogen del af de på kassekreditten indbetalte beløb til fælleslånet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.