Ikke forringet regreskrav. Ikke tidsbegrænset kaution.
| Sagsnummer: | 550/1992 |
| Dato: | 27-07-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Kaution - tidsbegrænsning |
| Ledetekst: | Ikke forringet regreskrav. Ikke tidsbegrænset kaution. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 9. maj 1988 underskrev klageren kautionsdokument vedrørende et af indklagede ydet engagement til et interessentskab ved to interessenter. Af kautionsdokumentet fremgik, at kautionen var begrænset til 150.000 kr., og at den vedrørte:
"Kassekredit nr. ... [udfyldt med et nummer] Billån nr. ... [udfyldt med et nummer] Finanslån nr. [uudfyldt] - DEM 621.000,00"
Kautionsdokumentet indeholdt bl.a. følgende bestemmelser:
"III Forudsætninger hos kautionisten.
12. Hovedfordringens bevarelse.
Banken skal på enhver måde handle på forretningsmæssig forsvarlig måde i relation til de sikrede fordringer, således at unødigt tab forebygges hos kautionisten. (...)
...
Kautionistens forudsætning om anden sikkerhedsstillelse.
Som forudsætning for nærværende sikkerhedsstillelse har kautionisten lagt vægt på følgende andre effekter, kautioner (debitor/tredjemand), idet kopi af de tilgrundliggende sikkerhedsdokumenter er udleveret til kautionisten:
INGEN
Ved eventuel anden sikkerhedsstillelse end udtrykkeligt nævnt i ovenstående afsnit, det være sig pant eller kaution, vil frigivelse eller i øvrigt enhver anden disposition i forbindelse hermed ikke berøre kautionistens forpligtelse. For de nævnte sikkerheders vedkommende kræves kautionistens forudgående skriftlige samtykke."
Umiddelbart inden klagerens underskrift var med mindre typer fortrykt:
"Selvskyldnerkautionistens underskrift samt kvittering for modtagelse af kopi af ovennævnte lånedokumenter og evt. sikkerhedsdokumenter."
Det fremgår af sagen, at den omhandlede kassekredit var blevet etableret den 28. april 1988 med et maksimum på 100.000 kr., som årligt ultimo marts måned skulle tages op til vurdering. Ligeledes den 28. april 1988 blev etableret et billån med en hovedstol på 48.144 kr.; lånet skulle afvikles med 1.200 kr. månedligt.
Indklagedes långivning til interessentskabet blev etableret i forbindelse med interessentskabets overførsel af et engagement fra andet pengeinstitut til indklagede. Ved overførslen blev ud over de nævnte lån etableret et udlandslån på DEM 621.000. Der blev stillet sikkerheder i form af løsøreejerpantebrev i bil samt løsøreejerpantebrev i den af interessentskabet drevne restaurant. I forbindelse med overførslen tilbød interessenterne yderligere sikkerhed i form af seks kautionister.
Klageren har anført, at han af den ene af interessenterne var blevet oplyst om, at kautionen skulle være tidsbegrænset i to år, og at det drejede sig om et lån, som skulle optages i forbindelse med køb af en restaurant. Klagerens underskrift blev afgivet i et andet pengeinstitut end indklagede. Forud for underskriften blev han opmærksom på, at tidsbegrænsningen ikke fremgik af kautionserklæringen, hvorfor han kontaktede indklagede telefonisk. Han fik da oplyst, at det af lånedokumenterne, som han ikke modtog kopi af ved underskrivelsen, fremgik, at de bevilgede kreditter var tidsbegrænsede. Efterfølgende er klageren blevet bekendt med, at andre kautionister har fået tilsvarende oplysning af indklagede, som har oplyst, at finanslånet havde en løbetid på et år.
Indklagede har bestridt, at klagerens kaution var tidsbegrænset.
Den 7. februar 1989 blev kassekreditten forhøjet med 300.000 kr. Af kontoudskrifter fremgår, at kassekreditten indtil da i perioder var overtrukket.
Ved skrivelse af 16. august 1989 orienterede indklagede klageren om, at det kautionssikrede engagement havde været genforhandlet; i denne forbindelse var aftalt, at interessentskabets restaurant skulle sættes til salg, og at engagementet blev forlænget indtil videre, således at klagerens kautionsforpligtelse stadig var gældende.
Ved skrivelse af 24. maj 1991 til klageren meddelte indklagede, at restauranten var kommet i økonomiske vanskeligheder, og at mulighederne af en videreførelse blev undersøgt. Indklagede gjorde samtidig opmærksom på, at der var stor sandsynlighed for, at klageren ville blive afkrævet sin kautionsforpligtelse. Saldoen på kassekreditten var pr. denne dato 480.470,78 kr. (negativ).
Ved skrivelse af 13. juni 1991 meddelte indklagede, at engagementet med interessentskabet var misligholdt, hvorfor klageren anmodedes om at indbetale sin kautionsforpligtelse inden 14 dage.
Indklagede har oplyst, at der derpå i august 1991 blev indledt forhandlinger om en frivillig akkord for debitor, som resulterede i en aftale den 13. september 1991.
Den 13. februar 1992 blev begge interessentskabets interessenter erklæret konkurs, hvorved akkordaftalen bortfaldt.
Indklagede har oplyst, at udlandslånets restgæld på konkursdagen udgjorde 556.000 DEM, omregnet til 2.244.486,32 kr. Kassekredittens saldo var efter indbetaling af 400.000 kr. fra en kautionist i oktober 1991 200.986,61 kr., hvortil kom 7.708,84 kr. vedrørende billånet. Ifølge indklagede androg den del af engagementet, som klageren havde påtaget sig kaution for, ialt ca. 2.350.000 kr. pr. konkursdagen efter indbetaling af de nævnte 400.000 kr. fra en anden kautionist.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedbringe sit krav i henhold til kautionsforpligtelsen helt eller delvist.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at udlandslånet på 621.000 DEM er indfriet. Der er senere optaget nyt udlandslån, men dette kan klageren ikke hæfte for. Indklagedes tiltræden af den frivillige akkordordning må som udgangspunkt medføre, at klagerens kautionsforpligtelse bortfalder, da han ikke har tiltrådt akkordaftalen. Indklagede har tilsidesat sine forpligtelser overfor klageren ved på trods af indklagedes kendskab til restaurantens dårlige driftsresultater at have undladt at give klageren meddelelse om gentagne betydelige overtræk samt ved at bevilge forhøjelse af kassekreditten. Der er desuden sket en række tilbageførsler på kontoen. Klageren fik ikke forud for kautionserklæringens afgivelse oplysning om de øvrige kautionister og de stillede sikkerheder.
Indklagede har anført, at kautionserklæringen efter klagerens ønske blev underskrevet i et andet pengeinstitut, således at indklagede ikke havde mulighed for at rådgive klageren i forbindelse med afgivelsen af kautionserklæringen. Af kautionsdokumentet fremgår tydeligt, at klageren ikke lagde vægt på anden sikkerhedsstillelse, og indklagede har derfor været berettiget til at yde yderligere lån til debitorerne mod sikkerhed i det tidligere deponerede. Indklagede har hverken haft ret eller pligt til at informere klageren om debitorernes øvrige forpligtelser overfor indklagede, idet dette ville være i strid med indklagedes tavshedspligt. Indklagede gør ikke gældende, at klageren hæfter for overtræk eller forhøjelse af kreditten. Den indgåede akkordaftale blev indgået efter, at indklagede havde gjort kautionen gældende, og klageren kunne ved henvendelse til indklagede have opnået indflydelse på akkordaftalen. Med hensyn til udlandslånet var der ikke aftalt løbetid eller afvikling ved etableringen, men internt blev forfaldsdagen fastsat til 9. december 1989, men lånet blev senere gentagne gange forlænget. Lånet har ændret lånenummer begrundet i skift af EDB-system vedrørende udlandslån. Hertil kommer, at kautionsdokumentet ikke henviser til et bestemt lånenummer, men blot omfatter et finanslån på 621.000 DEM. Indklagede bestrider, at engagementet i 1990 var misligholdt; indklagede betragtede ikke engagementet som misligholdt, trods overtræk. Indklagede forventede, at engagementet helt eller delvist kunne indfries ved bortsalg af restauranten. Indklagede afviser, at de af klageren nævnte tilbageførsler har belastet de kautionssikrede mellemværender med indklagede i forbindelse med en samtidig lempelse af hovedmandens forpligtelser ifølge andre engagementer.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke godtgjort, at den kautionsforpligtelse, som klageren påtog sig ved sin underskrift af 9. maj 1988, var tidsbegrænset. Der findes ikke grundlag for at antage, at det kautionssikrede udlandslån skulle være indfriet. Det findes endvidere ikke sandsynliggjort, at klagerens udsigt til at få dækket et eventuelt regreskrav over for debitorerne skulle være blevet forringet på grund af indklagedes fortsatte kreditgivning til debitorerne eller akkordaftalen af 13. september 1991 eller på grund af manglende underretning om lempelser i engagementet fra indklagedes side, hvorved bemærkes, at klageren som af indklagede erkendt ikke hæfter for forhøjelsen eller overtræk af kassekreditten.
Som følge af det anførte findes der ikke grundlag for at anse klageren som frigjort fra kautionsaftalen, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.