Valutaveksling, kursfastsættelse.
| Sagsnummer: | 187/1997 |
| Dato: | 16-09-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Valuta - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Valutaveksling, kursfastsættelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Søndag den 23. marts 1997 vekslede klageren i indklagedes Kastrup Lufthavn afdeling 22.000 JPY og 6.000 USD til danske kroner.
Ved omvekslingen anvendte indklagede kurs 5,0265 for så vidt angår de 22.000 JPY og kurs 635,05 for så vidt angår de 6.000 USD.
Ved skrivelse af 26. marts 1997 rettede klageren henvendelse til indklagede og anførte, at han fandt indklagedes købskurser urimelige, idet indklagede set i forhold til de officielle valutakurser opnåede et gebyr på omkring 600 kr. Ved skrivelse af 11. april 1997 redegjorde indklagede over for klageren for baggrunden for fastsættelsen af købskurserne. Indklagede henviste navnlig til, at man ved omsætning af kontant valuta påføres en række omkostninger, f.eks. optælling, pakning og værdiforsendelser til og fra afdelinger og de banker, indklagede handler med i udlandet.
Ifølge indklagede var Nationalbankens middelkurser fredag den 21. marts 1997:
JPY: 5,2265 USD: 645,05
Indklagede har oplyst, at indklagedes købskurs for kontanter fremkommer ved fra Nationalbankens middelkurser at fradrage 10,00 for så vidt angår USD og 0,2 for så vidt angår JPY.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede "ved sin markedsføring af tjenesteydelsen valutahandel overfor privatkunder gør forsøg på at vildlede kunden ved at holde en væsentlig del af bankens "omkostningsdækning" i forbindelse med handelen skjult for kunden indtil denne klager", samt at "banken tilpligtes at tilbagebetale den del af sin samlede omkostningsdækning i den konkrete sag, som overstiger det, der er oplyst som "kommission" på afregningsbilaget, d.v.s. minimum 550 kr.".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det hverken i forbindelse med købet af valutaen eller på afregningsbilagene er blevet oplyst over for ham, at indklagede dækker sine omkostninger på anden måde end gennem et ekspeditionsgebyr. Den omkostningsdækning, som opnås ved at afregne til en lavere kurs end Nationalbankens middelkurs, holdes skjult for kunden, indtil der klages til indklagede. Der er tale om vildledende markedsføring med det formål at forhøje indklagedes omsætning. Havde han kendt den fulde baggrund for omkostningsdækningen, ville han have forsøgt at afsætte valutaen til f.eks. en valutahandler. Indklagedes reelle gebyr har i det konkrete tilfælde været i størrelsesordenen 600 kr. Han finder, at gebyret er urimeligt stort, hvorfor indklagede bør refundere en del af dette.
Indklagede har anført, at handel med valuta sker med udgangspunkt i de noterede spotkurser for køb og salg. Disse kurser anvendes overvejende i forbindelse med kommercielle transaktioner, eksempelvis virksomheders betalinger til og fra udlandet. Sådanne transaktioner foretages i det væsentlige via elektroniske systemer. Ved handel med rejsevaluta, herunder kontant valuta, påføres indklagede en række ekstra transaktionsomkostninger, hvorfor købs- og salgspriserne for valuta afviger fra de noterede spotkurser. For at kunne modtage og levere kontante midler i udenlandsk valuta har indklagede til stadighed en betydelig beholdning af sedler og mønt i fremmed valuta. Beholdningen kan indklagede ikke afvikle via Danmarks Nationalbank, hvorfor indklagede må afvikle sådanne kontante beløb direkte med en udenlandsk korrespondentbank. Dette medfører omkostninger til optælling, pakning og værdiforsendelse samt omkostninger ved distribution mellem indklagedes afdelinger. Hertil kommer, at indklagede binder midler i fysiske beholdninger, der er uforrentede. Forskellen mellem Nationalbankens middelkurser og indklagedes købskurser i det konkrete tilfælde er beregnet til 644 kr. eller til ca. 1,6% af det omvekslede beløb. Indklagede finder, at dette beløb er særdeles rimeligt. Indklagede bestrider, at man i sin markedsføring forsøger at vildlede kunder og skjule oplysninger. Indklagede opfylder bekendtgørelse nr. 237 af 30. marts 1994 om skiltning med gebyrer og valutakurser, idet oplysning om købs- og salgskurser og ekspeditionsgebyrer i den omhandlede afdeling fremgår af fjernsynsskærme med rullende tekster.
Ankenævnets bemærkninger:
Således som første led i klagerens påstand er formuleret, angår denne ikke en formueretlig tvist. Det falder derfor uden for Ankenævnets kompetence at tage stilling til denne del af påstanden.
Efter indklagedes oplysninger finder Ankenævnet ikke, at de af indklagede anvendte kurser er urimelige.
Som følge af det anførte
Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår første led af klagerens påstand. Klagen tages i øvrigt ikke til følge.