Forældelse - passivitet - udlån, hæftelse.
| Sagsnummer: | 592/1994 |
| Dato: | 15-02-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
Forældelse - udlån Passivitet - hæftelse |
| Ledetekst: | Forældelse - passivitet - udlån, hæftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved Københavns byrets dom af 16. marts 1978 blev klageren dømt til at betale 2.190,21 kr. til indklagede.
Da klageren ikke betalte beløbet, blev fordringen taget til inkasso hos indklagedes advokat. Den 17. januar 1979 modtog indklagede meddelelse fra advokaten om, at sagen blev afsluttet, da det ikke var muligt at få oplyst klagerens adresse gennem folkeregisteret. Sagen blev herefter henlagt i indklagedes inkassoafdeling.
I forlængelse af en gennemgang af tidligere afsluttede inkassosager fremsendte indklagede den 31. december 1993 en kontooversigt til klageren, hvoraf det fremgik, at hans gæld til indklagede udgjorde 2.226,13 kr. ekskl. renter.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at slette gældsforholdet.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har fremlagt dokumentation for, at han har været tilmeldt Københavns folkeregister siden 1970.
Klageren har anført, at indklagede på intet tidspunkt siden 1977 har fremsat påkrav overfor ham, hvorfor han havde fået den opfattelse, at kravet var enten opgivet eller bortfaldet som følge af indklagedes passivitet.
Indklagede har anført, at der først indtræder forældelse 20 år efter dommens afsigelse, jf. DL 5-14-4. Da klagerens adresse ifølge advokatens oplysninger var ukendt i januar 1979, valgte man bl.a. ud fra et omkostningssynspunkt at henlægge sagen i en periode. Der er ikke udvist en passivitet, der kan bevirke, at kravet er bortfaldet.
Ankenævnets bemærkninger:
Fordringen mod klageren er undergivet den 20-årige forældelse efter DL's 5-14-4, hvorfor der ikke er indtrådt forældelse. På baggrund af denne forældelsesregel findes der ikke at være grundlag for at anse fordringen for bortfaldet som følge af passivitet. Den omstændighed, at indklagede ikke har rettet henvendelse til klageren om gælden siden 1978 findes ikke at indebære, at indklagede har opgivet kravet, eller at klageren er bibragt en berettiget opfattelse af, at dette skulle være tilfældet. For så vidt angår renter af indklagedes krav bemærkes, at disse er omfattet af forældelsesloven af 1908 § 1, stk. 1, nr. 2, hvorefter forældelsesfristen er 5 år.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.