Afgørelse

Spørgsmål om der kan pålægges en bank et erstatningsansvar som følge af udviklingen i klagernes pensionsordninger i banken

Indledning

Denne sag vedrører, hvorvidt der kan pålægges Nordea Bank et erstatningsansvar som følge af udviklingen i klagernes pensionsordninger i banken.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og K, er kunder i Nordea Bank, hvor de i år 2000 begge havde en kapitalpensionsordning, der ifølge det oplyste hver havde en værdi på 425.000 kr.

Den 16. juni 2000 var klagerne til møde i banken, hvor det blev aftalt, at klagerne skulle have tilknyttet et kapitalpensionsdepot til deres kapitalpensionsordninger i banken.

Den 7. juli 2000 fremsendte banken blandt andet ”udvidet aftale om pensionsdepotpleje” samt ”tillæg til aftale om kapitalpension” til underskrift hos klagerne.

Af den udvidede aftale om pensionsdepotpleje fremgik, at investeringshorisonten var fem år. Klagernes risikoprofil var angivet til mellem med accept af moderate kursudsving i investeringsperioden. Klagernes midler skulle investeres med følgende fordeling:

Videre fremgik det af aftalen, at banken ville efterse klagernes depoter hvert halvår. Klagerne ville i den forbindelse modtage en oversigt over porteføljens værdi, en afkastrapport samt bankens porteføljeanbefaling.

Herudover fremgik det blandt andet af aftalen, at køb eller salg af aktiver kun ville ske med klagernes forudgående godkendelse, samt at banken ikke garanterede for et bestemt afkast af investeringerne.

Af ”Tillæg til aftale om kapitalpension” fremgik, at klagernes kapitalpensionsordninger overgik fra puljeordninger til depotordninger og udbetalingstidspunktet blev samtidig fastsat til den 30. juni 2010 for M og den 6. oktober 2016 for K.

Af bankens følgebrev fremgik, at der på mødet den 16. juni 2000 var indgået aftale om investering i ”Uni-Invest”. Den 7. juli 2000 sendte banken derfor desuden en handelsbekræftelse til hver af klagerne på investering i 1.335 stk. Uni-Invest Aktier til kurs 167,70, som blev indlagt i deres respektive kapitalpensionsdepoter.

I juli 2002 blev klagernes udvidede aftale om depotpleje afløst af ”Investering – Grundaftale”. Det fremgik blandt andet, at aftalen gav klagerne mulighed for at kontakte en investeringsrådgiver, når de ønskede det samt at banken havde ret, men ikke pligt til at kontakte klagerne vedrørende investeringsforslag.

Sammen med den nye aftale fremsendte banken den 3. juli 2002 en aktuel beholdningsoversigt for klagernes depoter samt forslag til omlægning heraf.

I forbindelse med ikrafttræden af nye investorbeskyttelsesregler den 1. april 2004 (bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003) fremsendte banken en ny investeringsaftale til underskrift hos klagerne, der fortsat var benævnt ”Grundaftale – investering”. Som nyt element i aftalen fremgik blandt andet følgende:

”…

Kunden[s] erfaring med investering

Vi har noteret, at I af og til følger jeres investering – dvs. at I ikke følger aktie- og obligationsmarkedet dagligt. I har valgt primært at investere igennem investeringsforeninger, som giver en meget stor risikospredning. Ved at investere igennem investeringsforeninger, er det ikke nødvendigt at følge markedsudviklingen tæt.

Kundens formål med investeringen

Formålet med investeringen er at bevare kapitalens værdi.

Kunden[s] risikoprofil

I har placeret jeres formue til lav risiko – dvs. I har en klar overvægt af obligationer.

Aktierne er godt spredt på både lande og sektorer. I hver enkel aktieafdeling indgår ca. 100 forskellige aktier, så I har en meget stor risikospredning.

Obligationerne er spredt på danske stats- og realkreditobligationer, og udenlandske stats- og virksomhedsobligationer.

Kundens investeringshorisont

I har en investeringshorisont på over 5 år.

…”

Ifølge det oplyste var klagerne den 14. juni 2010 til møde i banken blandt andet med henblik på forlængelse af grundaftalen. Klagerne blev i den forbindelse præsenteret for en porteføljeanbefaling, som de valgte at følge. Det fremgik af forslaget, at værdien af klagernes kapitalpensionsdepoter udgjorde 986.224 kr., som banken anbefalede fordelt med 46 % i aktier og 54 % i obligationer.

Klagerne indgik desuden en aftale om investeringsrådgivning, hvori bankens produkt Private Banking indgik. Herefter skulle der blandt andet ske en gennemgang af klagernes portefølje to gange om året. Klagerne skulle desuden modtage afkastrapportering og beholdningsoversigt to gange om året.

Af en finansiel plan, der ifølge det oplyste blev udarbejdet i forlængelse af aftalen om investeringsrådgivning, fremgik, at klagernes investeringshorisont var tre til seks år og at deres risikoprofil var kategoriseret som mellem. Målet med investeringen var fortsat angivet som bevaring af kapitalens værdi. Herudover fremgik det blandt andet, at klagernes kendskab til det finansielle marked var middelgodt, samt at de løb investeringerne igennem mindst et par gange om året.

Den årlige pris for de af aftalen omfattede Private Banking-ydelser var 4.000 kr.

I en e-mail til banken den 30. august 2010 opsagde klagerne investeringsaftalen. Af en e-mail fra banken den 20. september 2010 til klagerne fremgik, at rådgivning omkring klagernes værdipapirer herefter ville blive varetaget af deres rådgiver i banken.

I marts 2013 gjorde klagerne indsigelse vedrørende forrentningen af deres kapitalpensionsordninger i banken, herunder investeringen i Nordea Invest Aktier, som klagerne havde mistet 49.579 kr. på. Klagerne ønskede desuden at vide, hvor meget de havde betalt til rådgivning og administration af kapitalpensionsordningerne.

Klagerne har oplyst, at K’s pensionsordning er overgået til ratepension, mens M’s kapitalpensionsordning består. Værdien af M’s pensionsordning udgjorde i april 2013 567.971 kr., mens værdien af K’s pensionsordning udgjorde 478.926 kr.

Videre har klagerne oplyst, at de i maj 2013 var til møde i banken, da de var utilfredse med udviklingen i deres pensionsordninger. Mødet førte imidlertid ikke til enighed mellem parterne.

Parternes påstande

Den 15. maj 2013 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale 548.058 kr.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de efter indgåelse af investeringsaftale med banken i år 2000 forventede, at deres pensionsordninger var i gode hænder og at de ikke behøvede spekulere mere herpå.

De fulgte ikke med i udviklingen, da de jo havde overladt dette til banken.

Ved en gennemgang af deres portefølje i 2013 gik det op for dem, at banken har forvaltet deres kapitalpensionsordninger alt for dårligt.

Særligt investeringen i Nordea Invest Aktier i juli 2000 har påført dem et stort tab. Banken investerede over halvdelen af deres åbningsporteføljer i dette papir og har ikke efterfølgende fulgt op på udviklingen i deres pensionsordninger.

Udviklingen i deres kapitalpensionsordninger svarer til en rente på ca. 2,2 % i 13 år.

Ifølge dagspressen viser en beregning af forskellen på afkastet hos forskellige pensionsselskaber og pensionskasser, at Nordea over de seneste 10 år har haft en forrentning på 5,4 % om året. Dermed burde værdien af deres kapitalpensionsordninger i dag have udgjort 842.000 kr.

De har således haft et manglende afkast på i alt 548.058 kr., som banken bør erstatte.

De kontaktede banken for at høre, hvordan det kunne gå så galt. Det var dog meget svært at få et møde i stand med banken, og de måtte rykke banken mange gange.

På mødet i maj 2013 gennemgik de sagen med henblik på erstatning, men banken var afvisende. Banken gav dem desuden ikke de oplysninger de anmodede om.

Nordea Bank har anført, at klagerne i perioden fra 2002 og frem til i dag, kun afbrudt af en periode på 2½ måned i 2010, alene har haft en aftale med banken, hvor de havde mulighed for at kontakte en investeringsrådgiver, men hvor banken ikke aktivt forvaltede klagernes pensionsformue.

Klagernes krav må derfor nødvendigvis støtte sig på en påstand om mangelfuld forvaltning af pensionsmidlerne i perioden 2000 til 2002. Et sådant krav er utvivlsomt forældet, ligesom et krav, der måtte støtte sig på en påstand om generelt dårlige investeringsanbefalinger i perioden 2002 til 2010 ligeledes er forældet.

Klagernes pensionsformue er i øvrigt blevet forvaltet korrekt og i overensstemmelse med det aftalte.

Klagernes risikoprofil blev løbende fastlagt på grundlag af en drøftelse af parrets personlige holdning til risiko, tidshorisont og forventninger.

De investeringsanbefalinger, som banken løbende fremlagde for klagerne matchede deres risikoprofil og ønsker, og byggede i øvrigt på forventninger om markedsudviklingen, som kunne vise sig ikke at holde stik.

Ligeledes har banken på intet tidspunkt garanteret klagerne et bestemt afkast af deres investeringer.

Dertil kommer, at klagerne løbende har kunnet følge med i udviklingen af deres investeringer, dels via den årlige pensionsoversigt og dels via porteføljeoversigter, som banken i perioden har sendt til klagerne.

På denne baggrund, er der ikke handlet ansvarspådragende.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne indgik i juli 2000 en udvidet aftale om pensionsdepotpleje i Nordea Bank. I henhold til aftalen ville banken efterse klagernes depoter hvert halvår.

I juli 2002 blev klagernes udvidede aftale om depotpleje afløst af ”Investering – Grundaftale”. Det fremgik blandt andet, at aftalen gav klagerne mulighed for at kontakte en investeringsrådgiver, når de ønskede det samt at banken havde ret, men ikke pligt til at kontakte klagerne vedrørende investeringsforslag. Aftalen blev fornyet i april 2004.

I juni 2010 indgik klagerne en aftale med banken om investeringsrådgivning, hvori bankens produkt Private Banking indgik. Herefter skulle der blandt andet ske en gennemgang af klagernes portefølje to gange om året. Klagerne skulle desuden modtage afkastrapportering og beholdningsoversigt to gange om året. Klagerne opsagde aftalen den 30. august 2010.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Karin Duerlund og Anita Nedergaard – udtaler:

Vi finder, at et eventuelt erstatningskrav baseret på rådgivningen før 2010 i henhold til forældelsesloven § 3, stk. 2, er forældet.

Vi finder det i øvrigt ikke godtgjort, at Nordea Bank har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar for banken, hvorfor vi stemmer for, at klagerne ikke får medhold i deres påstand.

To medlemmer – Søren Geckler og Troels Hauer Holmberg – udtaler:

Idet afkastet på en portefølje af værdipapirer er bestemt af investeringsomkostninger og risici, er det vores opfattelse, at en investeringsrådgiver i forbindelse med porteføljeanbefalinger skal oplyse kunden om risici og omkostninger for at leve op til sit professionsansvar. En sådan professionsstandard er kodificeret ved Forbrugerombudsmandens retningslinjer for etik i bankrådgivningen, bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder og senest ved bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel. Manglende oplysninger om omkostningerne ved en porteføljeanbefaling er derfor indicium for at der er handlet culpøst.

Som denne sag er oplyst for ankenævnet, er der ikke i det skriftlige materiale oplyst om de samlede omkostninger ved de omtvistede porteføljeanbefalinger og Nordea Bank har ikke i forbindelse med sagens behandling imødekommet klagers anmodning om at oplyse om de samlede omkostninger ved de foretagne investeringer. Vi finder det nødvendigt, at Nordea Bank oplyser klager om de samlede investeringsomkostninger før vi kan behandle klagen, og stemmer derfor for, at klagen afvises efter Ankenævnets vedtægter § 7, stk.1.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.