Valutaterminsforretninger, rådgivning, hæftelse for tab.
| Sagsnummer: | 316/1991 |
| Dato: | 19-12-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen |
| Klageemne: |
Terminsforretninger - rådgivning
|
| Ledetekst: | Valutaterminsforretninger, rådgivning, hæftelse for tab. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved anmodningsskrivelse af 18. september 1989 anmodede klageren indklagede om at stille et limit for valutaterminsrisiko op til en modværdi af 100.000 danske kr. Det var i skrivelsen anført, at indgåelse og lukning af valutaterminsforretninger skete efter forudgående aftale med klageren og på klagerens regning og risiko, idet klageren var indforstået med, at indklagede uden ansvar for indklagede kunne lukke indgåede terminsforretninger på forretningernes afviklingsdato. Det var endvidere anført:
"Herudover bemyndiger jeg/vi [indklagede] til, på samme vilkår og betingelser, at lukke indgåede terminsforretninger
- i løbet af forretningens løbetid, såfremt banken anser det for gunstigt (enten for at fastholde en given fortjeneste eller for at begrænse et tab)
- hvis valutarisikoen skulle overstige det ovenfor angivne limit"
Klageren tiltrådte endvidere, at hans tabsrisiko ikke var begrænset til det anførte limit, hvorfor indklagede bemyndigedes til at belaste hans konto for et beløb, der evt. måtte konstateres som tab, ligesom klageren erklærede at være gjort opmærksom på ".... de ret betydelige risici i form af tab, valutaterminsforretninger kan medføre".
Til sikkerhed for engagementet stillede klageren pant i en sikringskonto med et daværende indskud på 100.000 kr.
Den 16. maj 1990 rettede indklagede henvendelse til klageren med oplysning om, at risikoen på de nu indgåede terminsforretninger var øget og androg 211.070,72 kr., hvorfor indklagede anmodede klageren om at tilstille yderligere 110.000 kr. til dækning af den aktuelle risiko. Den 31. august 1990 meddelte indklagede klageren, at man var indforstået med, at indgå valutaterminsforretninger uden krav om yderligere sikkerhed fra klageren under forudsætning af, at risikoen ikke oversteg 300.000 kr., samt at forretningerne afvikledes senest den 1. oktober 1990. Indklagede meddelte endvidere, at i tilfælde af, at risikoen oversteg det nævnte beløb, forbeholdt indklagede sig ret til i henhold til aftalen af 18. september 1989 at lukke indgåede terminsforretninger og belaste tabet på klagerens konto hos indklagede.
Efter at klageren og indklagede havde brevvekslet vedrørende afviklingen af klagerens valutaterminsforretninger afholdtes den 18. oktober 1990 et møde mellem indklagede og klageren, hvor tillige klagerens revisor deltog. Samme dag blev klagerens engagement lagt over i DEM/NLG for en modværdi af 2,3 mill. kr. I en henvendelse af 18. november 1990 anmodede klageren indklagede om, at engagementet omlagdes til GBP/DEM, SEK/DEM eller ESB/DEM. Dette afviste indklagede under henvisning til, at man på mødet den 18. oktober 1990 havde aftalt, at de nuværende forretninger skulle afvikles. Den 16. november 1990 meddelte indklagede klageren, at man var indstillet på at imødekomme klageren med hensyn til hans anmodning om at indgå nye valutaterminsforretninger, men at dette forudsatte et yderligere indskud på sikringskontoen eller pant i let realisable effekter for 380.000 kr. yderligere eller ialt 600.000 kr.
Ved skrivelser af henholdsvis 26. februar og 29. april 1991 til klageren meddelte indklagede, at det aktuelle tab på klagerens terminsforretninger placeret i NLG/DEM udgjorde henholdsvis 436.000 kr. og 430.000 kr. Da klageren tidligere havde erklæret sig indforstået med, at tabet skulle afvikles over en 5 årig periode, foreslog indklagede, at nedbringelsen påbegyndtes første gang 31. december 1991 med en årlig nedbringelse på 80.000 kr.
Efter yderligere brevveksling mellem klageren og indklagede opgjorde indklagede den 28. juni 1991 tabet til 431.548,37 kr., der debiterede klagerens konto ført i indklagedes Herlev Bygade afdeling. Indklagede meddelte endvidere, at man pr. 28. juni 1991 havde iværksat realisation af de stillede sikkerheder, og at resttabet herefter kunne anslås til 180.000 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han alene er forpligtet til at godtgøre indklagede 300.000 kr. indregnet værdien af de stillede sikkerheder.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede pressede ham til at omlægge valutaterminsforretningerne til DEM/NLG uden samtidig at orientere klageren om, at man ville suspendere klagerens handel. Omlægningen har påført klageren et tab på 42.000 kr. Indklagede krævede herefter, at sikkerheden fordobledes, og ved at afvise at gennemføre de omlægninger, klageren anmodede om i skrivelse af 2. november 1990 har indklagede ydermere forårsaget, at klageren har mistet en gevinst på mellem 50 - 160.000 kr. En investering i SEK den 2. november 1990 ville have nedbragt klagerens tab med ialt ca. 200.000 kr. Klageren er dog indtil videre indstillet på at fastholde sit kompromisforslag med 300.000 kr. Da klageren har indbetalt beløbet på 431.548,37 kr., bør indklagede således godtgøre ham 131.548,37 kr. + renter beregnet som indklagedes udlånsrente.
Indklagede har til støtte for påstanden anført, at der har været tale om forretninger af særdeles spekulativ karakter. På baggrund af størrelsen af det tab, der var opstået i forbindelse med klagerens valutaterminsforretninger set i forhold til den begrænsede sikkerhedsstillelse, overvejede indklagede at bringe klagerens engagement til ophør. Efter drøftelse med klageren blev forretningerne imidlertid forlænget, men det blev overfor klageren pointeret, at stigende tab kunne medføre en lukning med eventuelle skattemæssige konsekvenser for ham. Da klageren ikke ønskede at risikere, at forretningerne blev lukket, blev der foretaget en omlægning til valutaer med meget begrænset valutaudsving og dermed risiko, nemlig DEM/NLG. Klageren har ved skrivelse af 2. juli 1991 erklæret sig indforstået med at være ansvarlig for det opståede tab på valutaterminsforretningerne indtil den 18. oktober 1990. Det tab, positionen DEM/NLG har påført klageren, har isoleret set været relativt beskedent, men indklagede har imidlertid beregnet sig rente for det tab, der var opstået pr. den dato, engagementet blev lagt om til DEM/NLG ca. 390.000 kr., hvilken rente indgår i det af klageren nævnte beløb på 42.000 kr. Når indklagede ikke ønskede at indgå i en valutaterminsforretning i SEK, skal det ses i lyset af, at en stor position i SEK indebar en ikke ubetydelig risiko sammenholdt med det faktum, at klageren havde pådraget sig et tab, for hvilket der ikke var dækning under det pantsatte.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har ved anmodningsskrivelse af 18. september 1989 erklæret sig indforstået med, at klagerens tabsrisiko ikke var begrænset til det i kontrakten anførte limit og har således bemyndiget indklagede til at belaste sin konto hos indklagede med det beløb, der måtte konstateres som tab, ligesom klageren har erklæret sig indforstået med, at indklagede kunne lukke indgåede terminsforretninger, såfremt valutarisikoen oversteg den angivne limit. Da det endvidere ikke findes godtgjort, at indklagede har handlet ansvarspådragende, tages klagen ikke til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.