Ejerpantebreve håndpantsat til sikkerhed for ægtefælles gæld. Indsigelse mod hæftelse.
| Sagsnummer: | 163/2001 |
| Dato: | 20-12-2001 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kåre Klein Emtoft, Mette Frøland, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål
Forældelse - udlån |
| Ledetekst: | Ejerpantebreve håndpantsat til sikkerhed for ægtefælles gæld. Indsigelse mod hæftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav om frigørelse for hæftelsen i henhold til pantsætning af to ejerpantebreve til sikkerhed for klagerens ægtefælles kassekredit hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
Ved håndpantsætningserklæring af 23. oktober 1987 fik indklagede håndpant i to ejerpantebreve på henholdsvis 85.000 kr. og 200.000 kr. i klagerens ejendom til sikkerhed for, hvad klagerens ægtefælle, M, og dennes erhvervsvirksomhed måtte blive indklagede skyldig i henhold til en kreditkontrakt med et maksimum på 500.000 kr.
Kreditkontrakten blev som følge af misligholdelse opsagt i april 1993. Ved udgangen af april 1993 var saldoen 489.345 kr. (negativ).
Af kontoudskriften for kassekreditten fremgår, at denne den 18. august 1992 blev krediteret i alt 236.520 kr. vedrørende udtrukne obligationer og obligationsrenter. Efter krediteringen var saldoen på kassekreditten ca. 448.000 kr. (negativ). Den 22. april 1993 blev der krediteret i alt 3.658 kr. i henhold til aktienotaer.
Indklagede udtog i 1993 stævning mod M. Stævningen blev forkyndt for klageren, men sagen blev afvist, da M var flyttet til Rumænien. Indklagede har ikke forfulgt sit krav mod M ved udtagelse af stævning i Rumænien.
I 1997 blev der gennemført en omprioritering af klagerens ejendom, i hvilken forbindelse indklagede rykkede med ejerpantebrevene.
Den 17. april 1998 udtog M stævning mod indklagede om et modkrav på 1 mio. kr., der var begrundet i, at indklagede havde undladt at ekspedere to pengeoverførsler på henholdsvis 70.675 kr. og 188.314 kr. til M's forretningsforbindelse i Spanien i december 1991.
Ved Vestre Landsrets dom af 30. marts 2000 blev indklagede frifundet, idet Landsretten fastslog, at kravet var forældet.
Ved skrivelse af 16. januar 2001 fra indklagedes advokat blev klageren anmodet om at betale 489.345 kr. med tillæg af renter i 5 år og inkassohonorar, i alt 995.310 kr.
Klageren afviste, at indklagede havde noget krav mod hende.
Indklagede har under sagen berigtiget sit krav mod klageren til pantets værdi svarende til ca. 285.000 kr.
Parternes påstande.
Den 23. april 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke skylder noget beløb, og at indklagede tilpligtes at udlevere ejerpantebrevene.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med pantsætningen oplyste, at M havde deponeret for ca. 300.000 kr. obligationer og for ca. 30.000 kr. aktier til sikkerhed for kreditten. Hun er aldrig blevet orienteret om, hvad der er sket med disse sikkerheder.
Såfremt sikkerhederne er blevet realiseret, har indklagede uberettiget anvendt disse til at nedbringe overtræk.
Det beror på indklagedes egne forhold, at engagementet blev nødlidende, jf. det af M rejste modkrav. Landsrettens afgørelse blev truffet på et forkert grundlag, men M var afskåret fra at få sagen prøvet ved Højesteret på grund af omkostningerne herved.
Ejerpantebreve kan ikke betragtes som gældsbreve, hvorfor de er forældede efter de almindelige regler om 5 års forældelse.
Indklagede har ikke uden ufornødent ophold forfulgt sit krav mod M, hvorfor dette er bortfaldet. Indklagede har endvidere udvist retsfortabende passivitet.
Underretningspligten i henhold til bank- og sparekasselovens § 41 er ikke blevet overholdt, og hun er derfor blevet afskåret fra at gennemføre et regreskrav over for M.
Indklagede har anført, at M til sikkerhed for sit engagement håndpantsatte effekterne i sit opbevaringsdepot, som indeholdt obligationer og aktier. Obligationerne udløb i 1992, og beløbet blev indsat på kassekreditten. Aktierne blev solgt den 22. april 1993, og provenuet blev ligeledes krediteret kassekreditten. M's sikkerhedsstillelse er således uden betydning for sagen.
Panteretten ifølge et pantsat ejerpantebrev forældes kun, hvis den underliggende fordring, i dette tilfælde kravet i henhold til kassekreditten, forældes. Kravet i henhold til kassekredittens støttes på en aftale om lån af penge og er således ikke omfattet af den 5-årige forældelse i 1908 loven men af den 20-årige forældelse i henhold til Danske Lov 5-14-4. Der er således ikke indtrådt forældelse af hverken kravet i henhold til kassekreditten eller pantsætningserklæringen.
Det bestrides, at der er udvist passivitet. Sagen mod M, herunder udtagelse af stævning, blev opgivet på baggrund af en vurdering af muligheden for at gennemføre en inkassosag i Rumænien og omkostningerne i forbindelse hermed. Der blev lagt vægt på, at man fortsat var i dialog med M, og man håbede derfor på, at der kunne opnås en aftalemæssig løsning.
Såvel i 1995, hvor klageren ønskede at få udleveret ejerpantebrevene, som i forbindelse med den senere omprioritering, blev kravet fastholdt over for klageren, ligesom der blev taget forbehold for at søge pantet realiseret.
Inddrivelsen blev ikke fremmet i perioden, hvor den af M anlagte retssag verserede, idet M's eventuelle modkrav i givet fald skulle afskrives på gælden i henhold til kassekreditten.
Klageren har under hele forløbet været bekendt med, at pantet ville blive søgt realiseret, såfremt der ikke blev opnået en løsning med M.
Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 omfatter alene kautionsforhold og ikke tilfælde som det foreliggende, hvor der af tredjemand er stillet pant for låntagers gæld.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at provenuet af de værdipapirer, der var håndpantsat af klagerens ægtefælle, er indsat på kassekreditten, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at det i forhold til klageren var uberettiget, at provenuet delvis medgik til indfrielse af overtræk.
Et ejerpantebrev med tinglyst pant i fast ejendom forældes ikke som sådant, jf. tinglysningslovens § 42, og spørgsmålet om forældelse beror således på, om den fordring, til sikkerhed for hvilken ejerpantebrevet er håndpantsat, er forældet. Klagerens ejerpantebreve på i alt 285.000 kr. er håndpantsat til sikkerhed for et krav mod klagerens ægtefælle i henhold til en kassekredit. Et sådant krav er omfattet af den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4, idet renter dog forældes på 5 år efter forældelsesloven af 1908. Da indklagedes krav mod klagerens ægtefælle var omkring 490.000 kr., da kassekreditten blev opsagt i april 1993, har indklagede et ikke forældet krav mod ægtefællen, som overstiger ejerpantebrevets samlede hovedstol.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes krav mod ægtefællen er bortfaldet ved passivitet eller af andre grunde.
Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 om pengeinstituttets pligt til at underrette en kautionist inden 6 måneder efter, at misligholdelse er indtrådt, finder ikke anvendelse i tilfælde som det foreliggende, hvor der er stillet pant for en andens gæld. Det må endvidere lægges til grund, at klageren har været bekendt med misligholdelsen af kassekreditten i hvert fald siden det tidspunkt i 1993, da indklagedes stævning mod klagerens ægtefælle blev forkyndt for klageren. Indklagedes krav mod klageren i henhold til de håndpantsatte ejerpantebreve kan herefter ikke anses for bortfaldet som følge af manglende underretning af klageren om misligholdelsen af den sikrede fordring.
Der er heller ikke oplyst andre forhold, som kan føre til, at indklagedes ret til at søge sig fyldestgjort i de af klageren håndpantsatte ejerpantebreve er bortfaldet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.