Kode ikke opbevaret ved kort.
| Sagsnummer: | 385 /1990 |
| Dato: | 28-12-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Hans Rex Christensen, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - ikke ansvar for tab
|
| Ledetekst: | Kode ikke opbevaret ved kort. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 15. juni 1990 i tidsrummet mellem kl. 11.15 og 12.25 blev der forøvet et tyveri fra klagerens parkerede bil, hvorunder bl.a. klagerens pung indeholdende klagerens dankort, knyttet til klagerens hustrus konto, blev stjålet. Klageren anmeldte tyveriet samme dag kl. 12.40, og dankortet blev spærret ved en telefonisk henvendelse til PBS den 16. juni 1990 kl. 6.35.
Det viste sig, at der i tidsrummet fra tyveriet, til spærringen fandt sted, var foretaget 19 transaktioner på i alt 27.349,76 kr.
Indklagede har overfor klageren anført, at man finder, at klageren har handlet groft uagtsomt i omgang med kort og kode, hvorfor klageren hæfter for misbrug i medfør af betalingskortlovens § 21, dog begrænset til 5.000 kr. Kontoførende afdeling har efterfølgende debiteret kontoen for dette beløb.
Klageren har herefter indbragt sagen for. Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre det debiterede beløb på 5.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand anført, at han havde gemt pungen indeholdende dankortet inde under instrumentbrættet i sin bil, og at han i forbindelse med udleveringen af dankortet brændte PIN-koden, idet han kun skulle bruge dankortet som legitimation til et checkhæfte. Klageren finder således ikke, at han har handlet groft uagtsomt.
Indklagede har anført, at der har været anvendt korrekt PIN-kode i forbindelse med de 19 transaktioner, hvorfor det må lægges til grund, at tyven har kunnet gøre sig bekendt med koden samtidig med tyveriet af dankortet. Klageren har derfor handlet groft uagtsomt i omgang med kort og kode, hvorfor klageren i overensstemmelse med betalingskortlovens § 21 med tilhørende begrænsninger hæfter for 5.000 kr. i forbindelse med misbruget.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Niels Busk og Lars Pedersen - udtaler:
Efter § 21, stk. 1, nr. 1, i lov om betalingskort m.v. er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed." Efter de foreliggende oplysninger findes det ikke godtgjort, at klageren har udvist grov uagtsomhed i forbindelse med tyveriet af pungen indeholdende bl.a. dankortet. Det findes heller ikke mod klagerens benægtelse godtgjort, at klageren har opbevaret en seddel med PIN-koden sammen med dankortet eller på anden måde har handlet groft uagtsomt ved sin omgang med koden. Disse medlemmer stemmer herefter for at tage klagerens påstand til følge.
2 medlemmer - Hans Rex Christensen og Niels Bolt Jørgensen udtaler:
Vi lægger til grund, at de i sagen omhandlede beløb er hævet under anvendelse af den korrekte PIN-kode. Det må i den forbindelse anses for usandsynligt, at tyven har gættet PIN-koden i første forsøg. Ej heller er der kort før tyveriet foretaget hævninger, der sandsynliggør, at tyven har afluret PIN-koden og efterfulgt klageren med henblik på tyveri af dankortet. Vi tilsidesætter derfor klagerens forklaring om, at PIN-koden var utilgængelig for tyven og lægger til grund, at gerningsmanden i forbindelse med tyveriet af pungen tillige kom i besiddelse af koden. Ved således at have skabt adgang til PIN-koden i forbindelse med det stedfundne tyveri findes klageren at have udvist grov uagtsomhed, jf. betalingskortlovens 5 21 stk. 1, nr. 1, som - uanset ordlyden - også findes at omfatte uagtsomhed omkring PIN-kodens opbevaring. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger indsætte 5.000 kr. på klagerens hustrus konto med valør den 15. juni 1990. Klagegebyret tilbagebetales klageren.