Indsigelse mod rådgivning vedrørende investering i obligationer.
| Sagsnummer: | 210/2007 |
| Dato: | 13-11-2007 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karen Frøsig, Troels Holmberg, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod rådgivning vedrørende investering i obligationer. |
| Indklagede: | Middelfart Sparekasse |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod et pengeinstituts rådgivning i forbindelse med investering i obligationer.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde hos Middelfart Sparekasse, hvor klageren har et værdipapirdepot indeholdende obligationer. Primo januar 2004 havde depotet en værdi på knap 889.000 kr. fordelt på fem forskellige obligationsserier i Realkredit Danmark med følgende nominelle værdier:
6 % 2016 48.219,08 kr.
6 % 2019 327.364,25 kr.
6 % 2029 187.692,16 kr.
4 % 2009 258.455,17 kr.
7 % 2032 67.210,74 kr.
Den 8. januar 2004 var klageren til møde hos sparekassen. Sparekassen har anført, at klageren gav udtryk for, at han var træt af omfattende udtrækninger, hvorfor forskellige muligheder for investering blev drøftet. Klageren ønskede ikke at investere i aktier. Der blev derfor drøftet investering i obligationer, herunder løbetid/risiko ved obligationerne og risiko for udtrækninger. Klageren besluttede at sælge 6 % papirerne med løbetid til 2019 og 2029 og at købe nominelt 1.050.000 kr. 6 % Totalkredit 2032 til kurs 102,925.
På et møde den 9. august 2004 besluttede klageren sig for at sælge 4 % Realkredit Danmark 2009 og 7 % Realkredit Danmark 2032. Samtidig købte klageren nominelt 740.000 kr. 4 % Skibskreditfond 2010.
På et møde den 13. april 2005 besluttede klageren at sælge 6 % Totalkredit 2032, hvis nominelle værdi som følge af udtrækninger var faldet til ca. 286.000 kr. Sparekassen har anført, at man foreslog køb af 3 % Skibskreditfond 2009, men at klageren fandt den nominelle rente for lav. Sparekassen foreslog derfor køb af 4 % Totalkredit 2025. Klageren besluttede sig for at købe nominelt 430.000 kr. 3 % Skibskreditfond 2009 og nominelt 437.000 kr. 4 % Totalkredit 2025.
På et møde den 21. september 2005 ønskede klageren ifølge sparekassen at placere yderligere ca. 1.450.000 kr. i obligationer. På baggrund af sparekassens forslag valgte klageren at købe nominelt 1.445.000 kr. 4 % Totalkredit 2035.
Ved skrivelse af 26. juni 2007 rettede klageren henvendelse til sparekassen om udviklingen i obligationsdepotet. Klageren anførte, at han var blevet opmærksom på, at nogle af obligationerne var faldet meget i kurs. Klageren anførte, at renten på investeringstidspunktet havde været meget lav, og at alle forventede rentestigninger. Sparekassen burde derfor have rådet til køb af obligationer med kort løbetid. Han fandt sparekassen erstatningsansvarlig over for ham. Ved skrivelse af 29. s.m. afviste sparekassen klagerens krav.
Sparekassen har oplyst, at der på tidspunktet for klagerens henvendelse af 26. juni 2007 var blevet udtrukket 40.737,30 kr. 4 % Totalkredit 2025 og 40.665,50 kr. 4 % Totalkredit 2035 siden den 21. september 2005.
Parternes påstande.
Klageren har den 30. juli 2007 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Middelfart Sparekasse tilpligtes at godtgøre hans tab ved investeringen i obligationerne.
Sparekassen har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han gentagne gange har klaget over de dispositioner, som sparekassen har foretaget.
Han havde fået løfte om, at sparekassen løbende ville holde øje med hans investeringer.
Det bør ikke koste ham så stort et tab, når han har faglig ekspertise til at administrere hans opsparing.
Alle andre end sparekassen har vidst, at renten på investeringstidspunktet var lav, og alle har i fire år forventet rentestigninger. Derfor burde indklagede have rådet ham til at købe obligationer med kort løbetid.
Middelfart Sparekasse har til støtte for afvisningspåstanden anført, at de omhandlede investeringer er foretaget via klagerens personligt ejede erhvervsvirksomhed, der drives i virksomhedsskatteordningen. Klageren er således erhvervsdrivende, hvorfor Ankenævnet bør afvise sagen efter Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 og stk. 3.
Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at klageren blev rådgivet om investeringer i obligationer og alternativer hertil. Man har forklaret sammenhængen mellem rente, afkast, tidshorisont, udtrækninger og risiko for kursfald.
På baggrund af klagerens ønske om et højt afkast samt en lav risiko blev der lagt vægt på at sprede investeringen, så depotet også indeholdt obligationer med kortere løbetid.
Klageren var på baggrund af sparekassens rådgivning og som mangeårig investor i obligationer fuldt på det rene med de muligheder og risici, der er forbundet med investering i obligationer, herunder den generelle risiko for kurstab som følge af markedsudviklingen.
Investeringerne er i overensstemmelse med en profil for en kunde med en lav risikovillighed. Man har tilstræbt at sammensætte depotet, så det opfyldte klagerens to primære, men indbydes modstridende ønsker om en høj rente på den ene side og begrænsede udtrækninger og risiko på den anden side. Højt forrentede obligationer har på grund af en faldende rente og heraf følgende konverteringer været udsat for omfattende ekstraordinære udtrækninger.
Det er korrekt, at der hyppigt har været spekulationer i dagspressen om, at renten ville stige, mens renteudviklingen stik mod denne forventning fortsat faldt.
Der er ikke indgået aftale om løbende overvågning af depotet. Sparekassen har således ikke påtaget sig en forpligtelse, som skulle være forsømt.
De seneste omlægninger blev fortaget af depotet i 2005. Havde klageren været utilfreds hermed, burde han umiddelbart efter modtagelse af handelsnotaer om omlægningerne og i hvert fald senest ved modtagelsen af den årlige depotoversigt have reklameret.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage Middelfart Sparekasses afvisningspåstand til følge.
Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke grundlag for at fastslå, at sparekassen har begået ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med dennes investeringer i obligationer.
Det er heller ikke godtgjort, at sparekassen havde påtaget sig en forpligtelse til løbende overvågning af klagerens obligationsdepot.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.