Afgørelse

Aflysning af ejerpantebrev håndpantsat til sikkerhed for kautionssikret gæld.

Indledning.

Sagen vedrører ansvar for aflysning af pantebrev stillet til sikkerhed af debitor for et lån, som klageren kautionerede for og som blev indfriet af klageren.

Sagens omstændigheder.

I november 2004 etablerede klagerens søn, S, sig som taxavognmand. Indklagede, Finanshuset Farsø, der er et datterselskab af et pengeinstitut, ydede S et lån på 309.643 kr. med klageren som selvskyldnerkautionist. Lånet blev anvendt til køb af en hyrevogn, og indklagede fik sikkerhed i et løsøreejerpantebrev i vognen.

S ophørte med virksomheden i efteråret 2005, afhændede vognen og modtog en ny bil i bytte.

Den 12. december 2005 ydede indklagede et nyt lån til S på 303.913 kr. med klageren som selvskyldnerkautionist. Lånet blev efter det oplyste anvendt til indfrielse af restgælden på det tidligere lån og til finansiering af den nye bil. Af gældsbrev vedrørende lånet fremgik bl.a. følgende vedrørende klagerens kaution:

"… Kautionisten erklærer samtidig hermed at være fuldt informeret om alle forhold i forbindelse med nærværende låneoptagelse, herunder lånets betaling og afvikling. Kautionisten erklærer endvidere at have modtaget oplysning om debitors økonomiske forhold …

…

Underskrevne kautionist (er) erklærer sig indforstået med, at ovennævnte pant tjener forlods til sikkerhed for, hvad debitor af en hvilken som helst grund måtte være eller blive Finanshuset Farsø A/S skyldig, hvorfor den enkelte kautionist ingen forventning har om regres mod pantet. …

…

Jeg (kautionisten) bekræfter samtidig, at Finanshuset Farsø A/S har gennemgået betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Jeg er herunder gjort bekendt med, at Finanshuset Farsø A/S kan kræve, at jeg straks indfrier den del af lånet, jeg har påtaget mig at kautionere for, hvis debitor ikke opfylder sin betalingsforpligtelse. Jeg er klar over, at det ikke kun er debitors manglende betaling (restancen), som Finanshuset Farsø A/S kan kræve. Jeg er indforstået med, at det er hele kautionsforpligtelsen samt renter heraf, der forfalder til betaling, hvis debitor ikke betaler en ydelse til tiden. …"

Trods bestemmelsen om manglende mulighed for regres mod pant indeholdt gældsbrevet ikke oplysning om, at der var stillet pantesikkerhed.

Indklagede fik endvidere sikkerhed i et løsøreejerpantebrev på 150.000 kr. i den nye bil og et ejerpantebrev på 150.000 kr. i klagerens ejendom. Ifølge løsøreejerpantebrevet kunne indklagede bl.a. underskrive transportpåtegning på vegne S.

Dokumenterne blev sendt til S’s revisor, der indhentede klagerens underskrift.

Ved brev af 28. juni 2006 til S opsagde indklagede lånet til fuld indfrielse til indbetaling inden 10 dage under henvisning til, at S ikke havde tilbagebetalt et beløb på 8.734,40 kr., som indklagede efter det oplyste ved en fejl havde sendt til S to gange.

Ved breve af 11. juli 2006 til klageren og S meddelte indklagede, at ydelsen pr. 1. juli 2006 og beløbet på 8.734,40 kr., i alt 16.229,40 kr. ikke var modtaget og anførte, at indklagede var berettiget til at opsige lånet, hvis beløbet ikke blev betalt inden 7 dage.

Indklagede har oplyst, at der ikke skete opsigelse af lånet, og at der ikke blev rettet krav mod S og klageren om indbetaling af restgælden.

Den 1. august 2006 blev et beløb på 303.139,72 kr. overført til indklagede med følgende besked fra afsenderen, finansieringsselskabet F:

"… Beløbet er fremsendt på betingelser af at ejerpantebrev kr. 150.000,00 med pant i [klagerens ejendom] fremsendes til os i afkvitteret stand. …"

Klageren har oplyst, at beløbet blev indbetalt af ham, at han til brug for indfrielsen optog et lån på 500.000 kr. hos F ved oprettelse af private pantebreve i sin ejendom til kurs 60, og at han instruerede F om at indfri kautionsforpligtelsen.

Den 4. august 2006 blev ejerpantebrevet i klagerens ejendom aflyst.

Den 18. august 2006 blev løsøreejerpantebrevet i S’s bil aflyst. Ved brev af 29. august 2006 sendte indklagede det aflyste løsøreejerpantebrev til S "i h.t. aftale" med klageren.

Klageren har oplyst, at S efter at have modtaget løsøreejerpantebrevet solgte bilen den 6. september 2006 for 90.000 kr., og at S anvendte beløbet til at betale andre kreditorer, der havde gjort udlæg i bilen.

Som svar på et brev fra klageren af 5. marts 2010 oplyste indklagede den 9. marts 2010, at løsøreejerpantebrevet var blevet aflyst den 18. august 2006 og sendt til S den 29. august 2006 "som aftalt."

Ved brev af 4. april 2010 rejste klageren bl.a. indsigelse mod, at banken havde aflyst løsøreejerpantebrevet og sendt dette til S.

Klageren har oplyst, at han ikke kunne betale renter og afdrag på lånet hos F, at han solgte sit hus pr. 1. oktober 2010, og at salgssummen kun delvist kunne dække de private pantebreve.

Parternes påstande.

Klageren har den 11. oktober 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finanshuset Farsø skal betale et beløb mellem 90.000 og 150.000 kr. samt et beløb på 8.734,40 kr.

Finanshuset Farsø har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at indklagede opsagde lånet og krævede restgælden betalt af ham.

Indklagede burde have realiseret den pantsatte bil først, inden man havde krævet, at han indfriede kautionsforpligtelsen. Indklagede kunne have solgt bilen til ca. 125.000 kr., hvorved kravet mod ham kun ville være ca. 175.000 kr.

Han optog lån i sin ejendom til indfrielse af kautionsforpligtelsen efter indklagedes opsigelse den 28. juni 2006. Indklagede kunne ikke være i tvivl om, at indbetalingen blev foretaget af ham som kautionist i forbindelse med hans optagelse af lån i ejendommen.

Indklagede burde have rådgivet ham om, at en aflysning af pantebrevet ville betyde, at han ikke fik mulighed for at indtræde i pantebrevet. Indklagede burde have udleveret pantebrevet til ham som indfriende kautionist. Han husker ikke at have haft en telefonsamtale med indklagede i forbindelse med aflysningen af løsøreejerpantebrevet.

Indklagede burde ikke have ydet lånet i 2005 til S, der var arbejdsløs og som ikke tidligere havde vist betalingsevne. Indklagede opnåede en bedre stilling ved omlægningen af det oprindelige lån og fik yderligere sikkerhed i klagerens ejendom.

Han forstod ikke betydningen af løsøreejerpantebrevet. Han gav ikke i forbindelse med kautionen tilsagn om, at indklagede skulle finansiere den nye bil. Han blev alene oplyst om, at omlægningen af lånet i 2005 var et led i salget af den første bil.

Indklagede burde have oplyst ham om, at den nye bil burde sælges straks efter ombytningen, hvorved kautionsforpligtelsen ville kunne være nedbragt til ca. 150.000 kr.

Indklagede skal som følge af den utilstrækkelige rådgivning erstatte ham det mulige provenu ved salg af bilen, svarende til et beløb mellem 90.000 og 150.000 kr.

Restgælden indeholdt et beløb på 8.734,40 kr., som indklagede fejlagtigt havde returneret til S og som indklagede krævede tilbagebetalt. Ved indfrielsen af gælden betalte han også dette beløb. Indklagedes fejlagtige betaling af beløbet til S kan ikke belastes ham som kautionist, hvorfor indklagede bør betale dette beløb tilbage.

Finanshuset Farsø har bl.a. anført, at man ikke havde gjort kautionsforpligtelsen eller krav om betaling gældende overfor klageren.

Den 28. juni 2006 skete der alene opsigelse af lånet overfor S p.g.a. indklagedes fejlagtige tilbagebetaling af et beløb til S. Lånet var ikke opsagt overfor klageren som kautionist. S lovede at betale beløbet tilbage og lånet fortsatte.

Da betalingen af beløbet udeblev, sendte indklagede rykkerbrev til både S og klageren. Restgælden var fortsat ikke opsagt til betaling af klageren som kautionist.

Indklagede opfattede under hensyn hertil indfrielsen af lånet i august 2006 som en indfrielse fra S. Indfrielsesbeløbet blev indbetalt uden nærmere oplysning om indbetaler. Det var ikke specificeret, om beløbet var overført på vegne klageren eller til indfrielse af klagerens kautionsforpligtelse, jf. overførselsteksten. Beløbet blev fremsendt alene på betingelse af, at ejerpantebrevet i klagerens ejendom blev kvitteret til aflysning.

En sagsbehandler hos indklagede kontaktede klageren telefonisk vedrørende det pantsatte løsøreejerpantebrev. Klageren meddelte, at han ikke ønskede at indtræde i løsøreejerpantebrevet p.g.a. omkostningerne til tinglysning.

Klagerens pantsætning af sin ejendom blev foretaget uden indklagedes involvering og kendskab.

Klageren var og erklærede ved sin underskrift som kautionist at være fuldt informeret om alle forhold, betingelser og mulige konsekvenser af kautionen og sikkerhedsstillelsen i form af ejerpantebrevet i hans ejendom. Klageren var fuldt ud klar over betydningen af selvskyldnerkautionen og løsøreejerpantebrevet. Indklagede ydede tilstrækkelig rådgivning af klageren. Finansieringen af den nye bil stillede ikke klageren ringere rent sikkerhedsmæssigt. Klageren erklærede ved sin underskrift som kautionist sig indforstået med ikke at have forventning om regres mod pantet.

Af klagen fremgår, at klageren var bekendt med salget af bilen, som foregik i september 2006. Klageren var endvidere bekendt med aflysningen af løsøreejerpantebrevet.

Klageren gjorde ikke indsigelser eller kontaktede indklagede i perioden fra den 1. august 2006 til den 5. marts 2010.

Beløbet på 8.734,40 kr. indgik i opgørelsen til S, da indfrielsen af gælden blev foretaget af S. Der er ingen dokumentation for, at beløbet blev fremsendt som en indfrielse af kautionsforpligtelsen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Finanshuset Farsø har udvist fejl eller forsømmelser i forbindelse med aflysning af løsøreejerpantebrevet eller i sagen i øvrigt, der kan medføre et ansvar.

Gældsbrevet vedrørende det lån, som klageren kautionerede for, indeholdt en bestemmelse om, at klageren ingen forventning kunne have om regres mod pant. Gældsbrevet angav i øvrigt ikke, at S havde håndpantsat løsøreejerpantebrevet til Finanshuset Farsø.

Klageren kunne derfor ikke have en berettiget forventning om at kunne indtræde i Finanshuset Farsø’s sikkerhed ved eventuel indfrielse af lånet eller om, at provenu, der fremkom ved salg bilen, helt eller delvis skulle afskrives på det kautionssikrede lån.

Ankenævnet lægger endvidere i overensstemmelse med Finanshuset Farsø’s oplysninger til grund, at Finanshuset ikke havde gjort kautionsforpligtelsen eller krav om betaling af S’s restgæld i henhold til lånet gældende overfor klageren. Betalingen den 1. august 2006 angav ikke at være en indfrielse af kautionsforpligtelsen fra klagerens side. Finanshuset findes derfor ikke at have haft anledning til at rådgive klageren om eventuel mulighed for at indtræde i løsøreejerpantebrevet på tidspunktet for modtagelsen af betalingen.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.