Spørgsmål om erstatning som følge af, at kapitalindskud på ratepension ikke fik den tilsigtede skattemæssige virkning.
| Sagsnummer: | 225/2000 |
| Dato: | 18-10-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kåre Emtoft, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Ratepension - skattemæssige forhold
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning som følge af, at kapitalindskud på ratepension ikke fik den tilsigtede skattemæssige virkning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede i forbindelse med indskud på en ratepension har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren.
Sagens omstændigheder.
I december 1998 indgik klageren, dennes arbejdsgiver og indklagedes Herning afdeling en aftale om en arbejdsgiveradministreret ratepensionsordning for klageren med et kapitalindskud på 516.000 kr.
Klageren, der havde haft en ekstraordinær høj indtjening i 1998, ønskede hermed at opnå en reduktion af sin personlige indkomst.
De 516.000 kr. blev overført fra klagerens kassekredit hos indklagede til ratepensionskontoen.
Der var i december 1997 foretaget et kapitalindskud på 100.000 kr. på samme ratepensionskonto.
Indklagede har anført, at det telefonisk blev aftalt med klagerens arbejdsgiver, at denne skulle foretage de nødvendige korrektioner i lønsystemet, hvilket omfattede korrektion i lønudbetaling, korrektion af A-indkomst, samt korrektion af skatteindbetaling og AM-bidrag. Klageren bestrider, at der blev givet en så detaljeret instruks som anført af indklagede.
I 1999 ændrede skatteforvaltningen i klagerens bopælskommune klagerens skatteansættelse for indkomståret 1998 således, at lønindkomsten blev forhøjet med 516.000 kr., og således at klageren opnåede fradragsret for kapitalindskuddet fordelt over en periode på 10 år. Begrundelsen herfor var, at kapitalindskuddet ikke blev anset for omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19 (arbejdsgiverordning), "idet kapitalindskuddet udelukkende består af tidligere udbetalt løn". Indskuddet blev anset for at være omfattet af pensionsbeskatningslovens § 18 (privatordning).
Klageren undlod at klage over ændringen i skatteansættelsen til Skatteankenævnet, idet fradragsretten ifølge sagsbehandleren i skatteforvaltningen ville blive nægtet allerede af den grund, at kapitalindskuddet ikke var indbetalt af arbejdsgiveren, men var overført direkte fra klagerens private konto til ratepensionskontoen, hvilket klagerens revisor var enig i.
Under et møde med indklagede den 16. september 1999 fremsatte klageren følgende tre forslag til løsning af sagen:
"1. Accept af ordningen som en privat ordning med fradragsret over 10 år, hvor banken rentefrit låner [klageren] merskattebetalingen for 1998, mod til gengæld de næste 9 år at få indbetalt skattebesparelsen af de årlige pensionsfradrag for ordningen.
Accept af skattevæsenets ændring for 1998 og udbetaling af de ikke fratrukne 9/10 af pensionsindbetalingen. Banken låner [klageren] rentefrit merskattebetalingen for 1998, mod til gengæld at få indbetalt skattebesparelsen af de årlige pensionsfradrag fra ordningen, hvor der årligt indgås arbejdsgiveradministreret pensionsordning svarende til højst muligt fradrag i topskatten.
Som 2, men med hurtigst muligt fradrag i indkomsten, dog således at personfradraget ikke tabes."
Ved skrivelse af 15. november 1999 til klagerens revisor meddelte indklagede, at man hverken kunne efterkomme kravet om at stille klageren, som om den oprindelige ratepensionsordning var gennemført, eller indgå en aftale indeholdende nogen af de nævnte løsningsmodeller. Det var indklagedes opfattelse, at man ikke havde handlet ansvarspådragende, og at årsagen til, at klageren var nægtet fradrag for hele kapitalindskuddet i 1998, var, at klagerens arbejdsgiver ikke havde korrigeret klagerens løn og skat. Indklagede henviste til Ligningsvejledningen for 1998, afsnit A.C.1.2.3.2, cirkulære nr. 24 af 16. december 1986 om pensionsbeskatningsloven, pkt. 69, samt Landsskatterettens kendelse refereret i TfS 1996.558.
Parternes påstande.
Den 6. juni 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille ham, som om "den oprindelige arbejdsgiveradministrerede ratepensionsordning var gennemført, og således at jeg i enhver henseende bliver holdt skadesløs, herunder dækning af rentetab og afholdte omkostninger ved assistance i sagen".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede burde have givet en skriftlig instruks til arbejdsgiveren vedrørende regulering af skattebetalinger m.v., såfremt dette var en betingelse for at opnå fradragsret.
Skattemyndighederne har ikke tilstrækkeligt juridisk belæg for at nægte fradragsret, som følge af den manglende regulering af skattebetalinger m.v. Årsagen til den manglende fradragsret skal reelt søges i det forhold, at kapitalindskuddet blev foretaget fra hans private konto til ratepensionskontoen. Skatteforvaltningen har meddelt, at fradragsretten vil blive nægtet allerede af denne grund, og hans revisor og andre eksperter er af samme opfattelse.
Indklagede har handlet erstatningspådragende ved for det første at have instrueret om, at pensionsindbetalingen blev overført direkte fra hans konto til ratepensionskontoen og dernæst ved at have instrueret mangelfuldt herunder at have undladt at udstede en skriftligt instruktion til hans arbejdsgiver.
Indklagede bør derfor stille ham, som om den oprindelige ratepensionsordning var gennemført, eller betale en kompensation, som i enhver henseende holder ham skadesløs.
Indklagede har anført, at skattemyndighedernes nægtelse af fradrag alene var begrundet i den manglende regulering af lønnen. Det forhold, at kapitalindskuddet var overført fra klagerens egen konto, var uden betydning for opnåelsen af det fulde fradrag i 1998.
Det bestrides, at man har begået fejl. Fejlen beror på klagerens arbejdsgiver, som ikke fik foretaget de nødvendige rettelser. Arbejdsgiveren, som er et anpartsselskab med klageren som medejer, var ikke ubekendt med, hvilke rettelser der skulle foretages, da nøjagtig samme transaktioner blev foretaget i 1997.
Klageren og dennes revisor har på baggrund af en udtalelse fra en ansat hos de lokale skattemyndigheder undladt at udnytte de klagemuligheder, som var tilgængelige.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Sagen angår en situation, hvor klageren i december 1998 ønskede at få et beløb, der i 1998 var udbetalt som løn, ændret til indskud på en arbejdsgiveradministreret ratepension, jf. pensionsbeskatningslovens § 19. Efter Landsskatterettens kendelse i TfS 1996.558 og LV 1998, afsnit A.C.1.2.3.2, er det en betingelse for skattemæssig anerkendelse af en sådan ændring, at arbejdsgiveren inden udgangen af indkomståret over for skattemyndighederne har foretaget regulering af løn og tilbageholdt A-skat m.v. Dette skete efter det oplyste ikke i det foreliggende tilfælde. Der er ikke grundlag for at antage, at den omstændighed, at beløbet blev overført direkte fra klagerens konto til ratepensionskontoen, i sig selv ville udelukke anvendelse af pensionsbeskatningslovens § 19 eller i øvrigt havde nogen væsentlig betydning for den skatteretlige vurdering. Ankenævnet finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar som følge af mangelfuld instruktion af klagerens arbejdsgiver, hvorved bemærkes, at denne efter det oplyste havde medvirket ved en lignende ændring i december 1997.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.