Klage afvist, da der ikke længere forelå en formueretlig tvist
| Sagsnummer: | 29 /2013 |
| Dato: | 24-10-2013 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard |
| Klageemne: |
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
|
| Ledetekst: | Klage afvist, da der ikke længere forelå en formueretlig tvist |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Klagen vedrører betalinger i betalingsservice, der blev tilbageført.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i FinansNetbanken (Sparekassen Lolland), nu Jyske Bank.
I perioden 1.-6. november 2012 blev der ved fire hævninger på klagerens konto i banken gennemført fire betalingsservicebetalinger på i alt 1.735,35 kr. til et dagblad, D.
Den 7. november 2012 blev der gennemført en betalingsservicebetaling på 1.363 kr. til samme beløbsmodtager.
Klageren gjorde indsigelse mod de fire betalinger på i alt 1.735,35 kr.
På baggrund af indsigelsen tilbageførte banken betalingerne den 4. december 2012 med valør på de tidspunkter, hvor beløbene var blevet hævet.
Den 5. december 2012 indsatte D 1.735,35 kr. på klagerens konto med følgende meddelelse:
”…
Fejlbetaling PBS”
Den 12. december 2012 hævede banken i alt 1.735,35 kr. på klagerens konto med valør samme dag.
Ved e-mail af 14. december 2012 til klageren anførte banken blandt andet:
”…
Vedr. opkrævning af i alt 1.735,35 kr. fra [D]
Banken har indsat beløbene på din konto d. 4.12. med samme valør som de er hævet. Dette skal betragtes som en midlertidig postering, som er en del af forretningsgangen, når en kunde gør indsigelser mod en betaling. Formålet med den midlertidige postering er at holderne kunderne skadesløse for mistet rente. [D] har indsat beløbet på din konto 5.12. og 12.12 har banken hævet den midlertidige postering.
[D] har orienteret banken om, at deres system er indrettet således, at et nyt abonnement indkodes under samme aftalenr. som et evt. tidligere abonnement har været etableret med. Hvis der på aftalenr. er et gammelt mellemværende vil det blive opkrævet, sammen med prisen for det nye abonnement. De har også oplyst at de er ved at ændre deres system, da det giver anledning til fejl.…”
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Jyske Bank (Sparekassen Lolland) skal betale erstatning.
Jyske Bank (Sparekassen Lolland) har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han er berettiget til erstatning, fordi der uretmæssigt er blevet disponeret over kontoen uden hans viden eller godkendelse.
Banken tillod ulovligt D at hæve beløb på hans konto via betalingsservice.
Banken svarede ikke på hans henvendelser, før han sendte en klage til Ankenævnet. Banken var længe om at reagere, selvom han henvendte sig til bankens klageansvarlige.
Han har anvendt en betydelig administrationstid m.v. for at udrede sagen, mens banken har ladet stå til. Desuden har han i adskillige uger haft et ekstra træk på kontoen.
Det er vigtigt for ham at få Ankenævnets bekræftelse på, at bankens håndtering og dispositioner på hans konto via betalingsservice har været utilfredsstillende.
Jyske Bank (Sparekassen Lolland) har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken modtog klagerens indsigelser den 18. november 2012. Indsigelserne vedrørte et ældre omtvistet mellemværende, som D opkrævede i forbindelse med, at klageren tegnede et nyt abonnement.
Klageren havde ikke benyttet sig af muligheden for at afvise betalingerne efter modtagelse af betalingsserviceoversigten, hvor betalingerne fremgik.
Banken indsatte beløbene på klagerens konto og kontaktede D for at udrede sagen.
Da D efterfølgende tilbageførte det omtvistede beløb, tilbageførte banken de midlertidige posteringer.
Banken har hverken handlet ansvarspådragende eller i strid med betalingstjenesteloven.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at klagen ikke vedrører en formueretlig tvist.
Ankenævnets bemærkninger
De fire omtvistede betalinger på i alt 1.735,35 kr. er blevet tilbageført til klagerens konto med fuld rentekompensation.
Ankenævnet finder, at der herefter ikke består en formueretlig tvist mellem klageren og Jyske Bank (Sparekassen Lolland), som kan behandles af Ankenævnet.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.