Indsigelse mod fejl i handelssystemet, fejlagtig beregning af marginudnyttelse og tvangslukning af positioner
| Sagsnummer: | 194/2022 |
| Dato: | 28-04-2023 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Christina B. Konge, Mette Lindekvist Højs-gaard, Jacob Ruben Hansen og Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Terminsforretninger - lukning |
| Ledetekst: | Indsigelse mod fejl i handelssystemet, fejlagtig beregning af marginudnyttelse og tvangslukning af positioner |
| Indklagede: | Saxo Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod fejl i handelssystemet, fejlagtig beregning af marginudnyttelse og tvangslukning af positioner.
Sagens omstændigheder
Klageren, der er bosiddende i Tyskland, blev kunde i Saxo Bank den 14. februar 2012, hvor han blandt andet investerede i CFD’ere, contract futures, contract options, FX options og FX spot og forwards. Ved oprettelsen af kundeforholdet accepterede klageren bankens almindelige forretningsbetingelser.
Banken har oplyst, at klageren var klassificeret som professionel kunde, og at den anså alle produkter som værende hensigtsmæssige for klageren.
Det fremgik blandt andet af de gældende almindelige forretningsbetingelser, der foreligger på engelsk, men af banken er oversat til dansk:
”…
2.1 Kunden anerkender, accepterer og forstår, at:
i. Marginpositioner er yderst spekulative, kan indebære en ekstrem høj risiko og er kun egnede for personer, der kan tåle et tab, der overstiger deres Sikkerhedsstillelse i Saxo Bank,
ii. på grund af den lave Sikkerhedsstillelse, som normalt kræves i forbindelse med Marginpositioner kan prisændringer for det underliggende Instrument resultere i betydelige tab, som væsentligt kan overstige Kundens investering og Kundens Sikkerhedsstillelse i Saxo Bank,
iii. når Kunden instruerer eller anmoder Saxo Bank om at indgå en Kontrakt eller købe et Instrument, er enhver gevinst og ethvert tab på Kontrakten eller Instrumentet udelukkende Kundens eget ansvar og risiko,
iv. medmindre andet aftales, foretager Saxo Bank ingen løbende automatisk eller manuel overvågning af de transaktioner, der indgås af Kunden. Det er således ikke Saxo Banks ansvar, hvis transaktioner udvikler sig anderledes end forventet af Kunden og/eller til ugunst for Kunden,
v. alle investeringer er forbundet med risiko, og Kunden er ikke blevet givet nogen garantier om gevinst eller lignende indeståelser fra Saxo Bank, fra noget selskab i Saxo Bank-Koncernen, fra nogen Introducing Broker eller fra nogen repræsentant for disse.
…
5.2. Saxo Bank leverer udelukkende ordreudførelse ("execution only") for Kunden, medmindre andet er aftalt. Saxo Bank er ikke forpligtet til at yde individuel rådgivning eller levere overvågning, oplysninger eller anbefalinger i relation til Instrumenter eller Ydelser.
…
26.3. Marginkravet gælder fra åbning af en Marginposition indtil Marginpositionens udløb. Det er Kundens ansvar løbende at sikre, at der til enhver tid er tilstrækkelig Sikkerhedsstillelse på Kontoen til at opfylde Marginkravet. Saxo Bank har ret, men ikke pligt til at informere Kunden, hvis Marginkravet ikke er opfyldt (margin call).
…
26.4. Kunden skal til enhver tid overholde Marginkravet og skal efter anmodning herom indbetale følgende til Saxo Bank:
i. sådanne beløb, som Kunden til enhver tid måtte skylde Saxo Bank i henhold til en ordre eller Kontrakt,
ii. sådanne beløb, som Saxo Bank til enhver tid måtte kræve som Sikkerhedsstillelse under henvisning til Marginkravet, og
iii. ethvert beløb, der måtte være nødvendig for at opretholde en positiv saldo på alle Konti.
…
26.8. Hvis Kundens Sikkerhedsstillelse ikke er tilstrækkelig til at dække Marginkravet, andre indeståender eller andre beløb, som Kunden måtte skylde Saxo Bank i henhold til disse Betingelser, kan Saxo Bank lukke enhver Kontrakt og Marginposition ved meddelelse herom til Kunden og anvende provenuet til betaling af de skyldige beløb. Saxo Bank har ret til efter eget skøn at lukke alle eller nogle af Kundens Kontrakter og Marginpositioner. Saxo Bank kan udnytte denne ret til at lukke Kontrakter og Marginpositioner, selv om Kunden har taget skridt til at reducere størrelsen af åbne Kontrakter eller Marginpositioner eller til at overføre tilstrækkelige midler til Saxo Bank, uden at ifalde noget ansvar over for Kunden.
…
31.8 Saxo Bank er ikke ansvarlig for følgende:
i. eventuelle tab, udgifter, omkostninger eller erstatningsforpligtelser, som Kunden lider eller pådrager sig på grund af eller i forbindelse med leveringen af Ydelserne, bortset fra og i det omfang, at sådanne tab lides eller pådrages som følge af Saxo Banks grove uagtsomhed eller forsætlige misligholdelse;
…
41 ERKLÆRING OM RISIKO I FORBINDELSE MED HANDEL MED VALUTA OG DERIVATER (HERUNDER CFD'ER, FUTURES OG OPTIONER)
Denne korte erklæring, der udgør en del af Betingelserne, beskriver ikke alle de risici og andre betydningsfulde aspekter, der er forbundet med at handle valuta og derivater. Set i lyset af risiciene bør De kun indgå handler i de nævnte produkter, såfremt De forstår beskaffenheden af de kontrakter og kontraktretlige forhold, som De indgår, samt omfanget af den risiko, De derved påtager Dem. Handel med valuta og derivater egner sig ikke til det brede flertal af befolkningen. De bør overveje nøje, om denne form for handel er noget for Dem, ud fra Deres erfaring, Deres mål, økonomiske ressourcer og andre relevante forhold.
…”
Den 27. februar 2022 havde klageren åbne positioner i både FX spot, FX Options, contract options og CFD’ere, som blev handlet på margin.
Banken har fremlagt en aktivitetslog vedrørende marginkald for 28. februar 2022 kl. 7:16:50 til 08:15:42 GMT. Heraf fremgik:
”…
28-Feb-2022 08:15:42 Margin Call Pop-up sent to client at 107.5 %
28-Feb-2022 07:58:21 Margin Call Pop-up sent to client at 83.8 %
28-Feb-2022 07:55:38 Margin Call Pop-up sent to client at 90.1 %
28-Feb-2022 07:51:13 Margin Call Pop-up sent to client at 82.3 %
28-Feb-2022 07:45:28 Margin Call Pop-up sent to client at 96.0 %
28-Feb-2022 07:43:33 Margin Call Pop-up sent to client at 78.7 %
28-Feb-2022 07:16:50 Margin Call Pop-up sent to client at 76.1 %
…”
Den 28. februar 2022 kl. 8:15:42 GMT blev klagerens konto ”stopped out” ved et marginforbrug på 107,51 %.
Samme dag kl. 9:15 meddelte banken klageren, at den på grund af manglende sikkerhed på klagerens konto påbegyndte nedlukning af klagerens åbne marginpositioner.
Klageren har fremlagt en kontoopgørelse for hans konto i banken fra perioden 27. februar 2022 til 28. februar 2022. Det fremgår af denne opgørelse, at kontoens værdi faldt fra 113.512,68 EUR den 27. februar 2022 til 18.832,00 EUR den 28. februar 2022, hvilket svarede til en forskel i værdi på 94.680,68 EUR.
Den 2. marts 2022 ønskede klageren at drøfte kontoens ”stop out” med banken.
Den 3. marts 2022 gjorde klageren over for banken indsigelse mod beregningen af marginudnyttelsen og kontoens ”stop-out”.
Den 11. marts 2022 meddelte banken klageren, at tre ordrer i optioner på Dow Jones ikke blev hurtigt eksekveret grundet likviditetsbegrænsninger, og da han var under 100 % af sin margin, udførte bankens risikomanager ordren. Banken meddelte ham, at idet han var en værdsat kunde, så ville den ikke opkræve betaling for lukningen af de solgte put-optioner i EUR/RUB (euro/russiske rubler), og banken betalte klageren en kompensation på 2.200 EUR.
Den 15. marts 2022 meddelte banken klageren, at det ikke var banken, der udløste marginkaldet, men at det i stedet var klageren, der med sine positioner overskred sin tilgængelige margin. Bankens marginserver tog et øjebliksbillede af dataene, da klagerens konto ”stopped out”. Det fremgik blandt andet af denne ”stop-out”-log, at klagerens påkrævede margin var 29.461,90 EUR.
Den 16. marts 2022 krediterede banken klageren 3.696 EUR og 2.966,92 EUR.
Den 20. maj 2022 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Den 30. juni 2022 fremlagde banken et skema over hvilke MtM-priser (market-to-market), den anvendte for klagerens E-mini-Dow Jones future-optioner. For YM/H22P34000:xcme anvendte banken en pris på 686. For YM/H22P34400:xcme anvendte banken en pris på 861. For YM/H22C35400:xcme anvendte banken en pris på 101.
Den 28. juli 2022 fremlagde klageren tre skærmprint. Klageren anførte, at skærmprintet viste de ordrer, som banken afgav for at lukke klagerens YM/H22P34000:xcme, YM/H22P34400:xcme og YM/H22C35400:xcme-positioner.
Samme dag fremlagde klageren to diagrammer af 28. februar 2022 for henholdsvis USD/RUB og EUR/RUB. Det fremgik af disse, at USD/RUB bid-prisen den 28. februar 2022 kl. 08.00 GMT var 112,4976 og at EUR/RUB bid-prisen den 28. februar 2022 kl. 08.00 GMT var 125,7943.
Den 6. september 2022 fremlagde banken en aktivitetslog, hvoraf det fremgik, at klageren loggede på bankens system den 28. februar 2022 kl. 7:35:06 GMT, og at klageren samme dag kl. 07:43:33 og 07:45:28 GMT modtog to marginkald, hvoraf det fremgik, at marginudnyttelse var på hhv. 78,7 % og 96,0 %. Det fremgik herudover, at klageren loggede ud af systemet kl. 07:48:16 GMT. Banken har herudover oplyst, at klageren også via e-mail var informeret om marginudnyttelsen.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Saxo Bank skal betale klageren 194.087,50 EUR i erstatning.
Saxo Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at der var tilstrækkelig margin på hans konto. Banken udregnede marginen forkert. Kontoen blev uberettiget ”stopped out”.
Der foreligger data, som dokumenterer, at margin var beregnet forkert, og at de påtvungne salg skete til forkerte priser.
Han havde handlet komplekse produkter siden 2012 og havde aldrig forsømt at iagttage et marginkrav. Banken burde have kontaktet ham telefonisk, når den ”mangelfulde margin” var på 1.762,88 EUR, sammenholdt med tabet på mere end 150.000 EUR.
I henhold til ”stop-out”-loggen krævede klagerens positioner et lukkebeløb på 98.317,67 EUR. I henhold til kontoopgørelsen af 28. februar 2022 var der en forskel i værdi på 94.680,68 EUR og en kontoværdi på 18.832,00 EUR, hvorfor der var tilstrækkelig margin på kontoen.
Lukkekursen for Dow Jones den 25. februar 2022 var 34.058 og var 28. februar 2022 kl. 8.16 33.641, hvilket betød et fald på 1,22 %. Markederne bevægede sig kraftigt grundet begivenhederne i Ukraine, og optionspriserne var ca. 30 % lavere end lukkekurserne. De var derfor langt udenfor bankens seneste ”bid/ask”-spread, som banken anvendte til værdiansættelsen. En professionel udbyder burde vide, at hvis den underliggende Dow Jones cash-rate og volatiliteten bevægede sig væsentligt, så ville priserne for optionerne også bevæge sig væsentligt. Banken oplyste, at den brugte de nyeste priser i dens MtM-vurdering. Lukkekurserne af 25. februar 2022 var ikke de nyeste priser.
De korrekte priser af 28. februar 2022 på YM/H22P34000:xcme, YM/H22P34400:xcme og YM/H22C35400:xcme var 858 USD, 1.077 USD og 43 USD. MtM-vurderingen den 28. februar 2022 burde på disse positioner have været 2.035,39 EUR i klagerens favør.
Alle tre EUR/RUB FX-optioner udløb den 28. februar 2022. Disse blev lukket fem timer inden, de skulle afvikles og ca. 35 % fra ”striken”. Positionerne blev vurderet til -407,07 x 3 EUR, hvilket var 1.221,21 EUR i klagerens disfavør. Da positionerne ikke havde nogen indre værdi og var stærkt out-of-the-money med fem timer til udløb, var der ingen grund til for en professionel udbyder at lukke disse positioner.
Ved anvendelse af de korrekte priser på RUB FX optionerne og DOW Jones optionerne ville margin have været klart under 100 % kl. 8.16, da ”stop-out”-ordren fejlagtigt blev iværksat.
Bankens beregning af klagerens forward-positioner på 127,02273 til 135,005 og 113,665 til 120,77 var ukorrekte og var helt forskellige fra de priser, der var i markedet. Forskellen i vurderingen ville medføre 4.865,02 EUR i klagerens favør.
Krediteringen af 16. marts 2022 på 6.662,92 EUR skete som følge af ”stop-out”-ordren på klagerens EUR/RUB og USD/RUB-forward-positioner af 28. februar 2022.
Hvis man anvendte de korrekte priser ved beregningen af marginforbruget, ville marginen have været +27.699,02 EUR + de øvrige beregninger på 8.121,62 EUR, hvilket svarede til +35.820,64 EUR. Dette var væsentligt over marginkravet på 29.461,90 EUR og svarede til en marginudnyttelse på 82,24 %.
Hvis man anvendte de korrekte priser inklusive de krediterede beløb ved beregningen af marginforbruget, ville marginen have været være +27.699,02 EUR + 6.662,92 EUR (krediteret) + de øvrige beregninger på 8.121,62 EUR, hvilket svarede til 42.483,56 EUR. Dette var væsentligt over marginkravet på 29.461,90 EUR og svarede til en marginudnyttelse på 69,35 %.
Banken vidste, at instrumenterne var det dobbelte værd. Banken handlede imod hans interesser og forårsagede et unødigt tab. Banken kalder det for risikostyring. Han kalder det bevidst ødelæggelse af værdi. Der var intet behov for at fjerne afdækningen for fordringshaverens fysiske aktieportefølje.
Saxo Bank har blandt andet anført, at årsagen til, at klagerens konto ”stopped out” var, at han ikke opfyldte sine marginkrav på 29.461,90 EUR, og at klageren ikke forsøgte at overføre penge til sin konto eller håndtere sine risici ved at lukke nogle af sine åbne positioner, hvilket kunnet have forhindret kontoen i at ”stop out”. Der var store bevægelser i markedet på grund af krigen i Ukraine, og det var på grund af disse bevægelser klagerens konto blev ”stopped out”.
Et ”stop out” er en automatisk proces, der påbegynder lukning af alle relevante positioner, når man ikke opretholder marginkravene. Der er ingen garanti for eksekvering på samme tid, da det altid vil afhænge af blandt andet markedet og likviditet. Intentionen med et risikosystem i realtid er, at det agerer hurtigere og automatisk for at reducere risikoen, især under unormale markedsforhold, som i RUB-relaterede instrumenter efter omstændighederne i Ukraine. Banken kan ikke kontakte kunderne manuelt, da dette ville medføre en større risiko for både banken og for kunderne. Klageren var online, da han modtog bankens marginkald
En bank kan kun under sjældne omstændigheder, holdes ansvarlig for investorers tab på risikofyldte og spekulative investeringer. Der er intet i denne sag, der retfærdiggør en afvigelse fra dette udgangspunkt.
Banken begik ingen fejl eller forsømmelser. Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at banken har udvist grov uagtsomhed, og at han som følge heraf har lidt et påregneligt og kausalt tab, som klageren ikke selv er ansvarlig for. Banken brugte MtM-priser (marked-til-marked) for klagerens futureoptioner. Banken brugte den nyeste officielle afregningspris og den sidst handlede pris som reference, hvis den var inden for forskellen mellem den senest noterede bid/ask pris. Hvis denne pris var ældre end den seneste bid/ask-pris, ville banken bruge enten ”bid”- eller ”ask”-prisen, afhængigt af, hvilken en, der var tættest på MtM-prisen.
Grunden til, at lukkeprisen den 25. februar 2022 var anvendt, var, at der den 28. februar 2022 ikke var aktører i markedet, der ønskede at købe klagerens instrumenter, hvorfor afregningskursen af 25. februar 2022 var en fair referencepris. På grund af markedsforhold og likviditetsændringer kan prisen ved slutningen af 28. februar 2022 ikke sammenlignes med priserne på tidspunktet for ”stop-out”.
Priserne fra ”stop-out”-loggen er korrekte. Priserne på bankens platform og andre platforme er vejledende, da man ikke kender prisen på ordren, før den bliver placeret i markedet. Forskellige platforme viser forskellige priser, fordi de bruger forskellige udbydere.
Alle tre af klagerens EUR/RUB-FX-optioner var stærkt out-of-the-money. De havde kun en ydre værdi og ingen indre værdi. De havde en teoretisk mid-markedsværdi på nul, og da banken havde et minimum spread for alle optioner, blev to af optionerne handlet til samme udbudspris, som var 1,8491. Den tredje option blev handlet til 1,8492.
Ved kapital til margin medtages alle værdier, der kan anvendes som sikkerhed for marginhandel. Kapital til margin i sagen udregnes som -80.272,80 EUR [Kontanter påkrævet til at tilbagekøbe korte optioner] -36.112,83 EUR [margin profit/tab] +136.749,12 EUR [kontantbeholdning] -182,58 EUR [ikke bookede transaktioner] -84,90 EUR [udgift til at lukke] +7.557,37 EUR [justering af optionsstrategi] +45,62 EUR [dækkede udgifter til at lukke] = 27.699 EUR. ”Stop-out”-ordren skete korrekt, idet klagerens kontoværdi på 18.832,00 EUR den 28. februar 2022 ikke var tilstrækkeligt til at dække klagerens marginkrav på 29.461,90 EUR.
Kompensationen på 2.200 EUR var en kulancemæssig kompensation, som følge af, at klageren havde været en mangeårig kunde, og var ikke en anerkendelse af ansvar. Krediteringerne af 16. marts 2022 på 6.662,92 EUR skyldtes anvendelsen af en forkert dagspris ved omregningen af RUB til kontoens valuta. Den 8. marts 2022 blev RUB-forwards nettet, og gevinsterne og tabene blev bogført mellem den 1. og 11. marts 2022, hvorfor krediteringen intet havde med kontoens ”stop-out” den 28. februar 2022 at gøre.
Klageren modtog korrekte informationer og de kontraktuelle priser på de handlede instrumenter. Banken gav klageren den nødvendige information og opfyldte sine andre forpligtelser i henhold til MiFID II reglerne. Banken har ikke forsømt af handle på relevante instrukser fra klageren. Klagerens tab er en konsekvens af hans egne investeringsbeslutninger, hvilket skete for egen regning og risiko. Banken kan ikke holdes ansvarlig for, at transaktioner udvikler sig anderledes, end hvad klageren forventede.
Bankens almindelige forretningsbetingelser og procedurer indeholdt klare, tilstrækkelige og passende risikoinformationer om investeringer til bankens kunder. De almindelige forretningsbetingelser indeholdt flere afsnit, der understregede risikoen ved store, spekulative investeringer og det faktum, at man ved disse investeringer risikerede at miste et større beløb end det oprindeligt investerede beløb.
Klagerens tab udgjorde markedsværdien på instrumenterne. Der er tale om skuffede forventninger, hvilket ikke kan begrunde et erstatningsberettiget finansielt tab under dansk ret.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Saxo Bank siden 2012, hvor han via bankens handelsplatform investerede i CFD’ere, contract futures, contract options, FX options og FX spot og forwards.
Banken har oplyst, at klageren var klassificeret som professionel kunde, og at den anså alle produkter som værende hensigtsmæssige for klageren.
Den 27. februar 2022 havde klageren åbne positioner i både FX spot, FX Options, contract options og CFD’er, som blev handlet på margin. Den 28. februar 2022 kl. 7:16:50 til 08:15:42 GMT modtog klageren i alt syv marginkald, hvoraf det fremgik, at klagerens marginudnyttelse fra kl. 07:16:50 GMT til 08:15:42 GMT var steget fra 76,1 % til 107,5 %. Den 28. februar 2022 kl. 07:35:06 GMT loggede klageren på bankens system og loggede ud kl. 07:48:16 GMT. I den periode modtog klageren to marginkald, hvoraf det fremgik, at margin var på hhv. 78,7 % og 96 %. Grundet klagerens marginforbrug på 107,51 % blev klagerens konto automatisk ”stopped-out”. Banken meddelte klageren kl. 09:15, at den på baggrund af manglende sikkerhedsmidler på klagerens konto påbegyndte nedlukning af klagerens åbne marginpositioner.
Ankenævnet finder, at en stillingtagen til sagen, herunder til om banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med beregningen af klagerens marginudnyttelse, herunder spørgsmålet om hvorvidt de korrekte priser blev anvendt, forudsætter en bevisførelse blandt andet i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.