Indsigelse mod rente på kredit og lån optaget i år 2000. Spørgsmål om forældelse, herunder om forældelse var afbrudt ved løbende indbetalinger i henhold til afdragsordninger
| Sagsnummer: | 86/2016 |
| Dato: | 08-06-2017 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Michael Reved, Karin Duerlund og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Udlån - rente
Rente - udlån Kassekredit - overtræksrente Forældelse - udlån |
| Ledetekst: | Indsigelse mod rente på kredit og lån optaget i år 2000. Spørgsmål om forældelse, herunder om forældelse var afbrudt ved løbende indbetalinger i henhold til afdragsordninger |
| Indklagede: | Santander Consumer Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod rente på kredit og lån optaget i år 2000. Spørgsmål om forældelse, herunder om forældelse var afbrudt ved løbende indbetalinger i henhold til afdragsordninger.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i GE Money Bank (nu Santander Consumer Bank).
Den 14. februar 2000 optog klageren en 10-årig kredit (konto nummer -550) på 18.000 kr. med et tilknyttet AcceptCard i et finansieringsselskab. Den 26. oktober 2000 og den 21. februar 2001 blev kreditten forhøjet til henholdsvis 24.000 kr. og 30.000 kr. Af de for kontoen gældende bestemmelser fremgik, at den årlige nominelle rente udgjorde 20,88 % p.a. Kreditten blev efterfølgende overtaget af banken.
Den 9. juli 2000 optog klageren og hans ægtefælle, H, et 10-årigt lån (konto nummer -816) på 102.040 kr. i banken til en variabel rentesats på for tiden 15,28 % p.a. baseret på udviklingen i den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte CIBOR-rentesats 3 måneder. Lånet skulle tilbagebetales med en månedlig ydelse på 1.722 kr.
Den 24. februar 2002 og 17. februar 2006 underskrev klageren frivillige forlig vedrørende lånet, hvorved han erkendte at skylde banken henholdsvis 117.429 kr. og 143.041,60 kr. Forligsbeløbet på 117.429 kr. skulle forrentes med en rente på 10 % p.a. I forligsbeløbet på 143.041,60 kr. indgik renter med en rentesats på 11,80 % p.a. Banken har oplyst, at lånet overgik til bankens inkassoafdeling i april 2005.
Banken har oplyst, at kreditten blev opsagt den 20. august 2003, hvorefter sagen blev overdraget til bankens advokat og bankens inkassoafdeling i oktober 2003. Den 10. oktober 2003, den 20. april 2006 og den 1. februar 2007 underskrev klageren frivillige forlig vedrørende kreditten, hvorved han erkendte at skylde banken henholdsvis 37.571,80 kr., 46.605,11 kr. og 51.762,76 kr. vedrørende kreditten. I beløbet indgik renter med en rentesats på 20,88 % p.a. og omkostninger på 2.000 kr. Ifølge forliget af 1. februar 2007 tilbød klageren at afdrage gælden med 200 kr. om måneden.
Banken har fremlagt korrespondance med klageren i perioden fra februar 2007 til september 2014, hvori banken bekræftede klagerens tilbud om midlertidige afdragsordninger vedrørende kreditten og lånet, hvorefter han skulle foretage betalinger på 200-300 kr. månedligt for hver af kreditten og lånet, og hvori banken løbende opgjorde restgælden og anførte rentesatsen til 20,88 % p.a. for kreditten og 11,80 % p.a. for lånet. I breve af 12. november 2014 bekræftede banken, at klageren skulle betale 12 ydelser på 300 kr. for hver af kreditten og lånet i perioden frem til den 20. oktober 2015, hvorefter ydelserne ville udgøre henholdsvis 1.735 kr. og 2.811 kr. Ifølge brevene var gælden vedrørende kreditten og lånet forventet at være indbetalt i henholdsvis 2022 og 2027. Banken har oplyst, at klageren løbende og uden indsigelser foretog indbetalinger i henhold til afdragsordningerne. I breve af 27. oktober 2015 meddelte banken, at de midlertidige afdragsordninger vedrørende kreditten og lånet var udløbet, og at ydelserne ville blive sat op til henholdsvis 1.735 kr. for kreditten og 2.811 kr. for lånet.
Ved et brev til banken af 18. december 2015 rejste klageren indsigelse mod renten.
I januar 2016 overdrog banken kreditten til et selskab, S. Klageren rejste indsigelse mod overdragelsen. Banken har som følge af klagerens indsigelse tilbagekøbt fordringen fra S.
Den 1. februar 2016 opgjorde banken gælden på lånet til 258.989,63 kr. (hovedstol 129.770,41 kr. og renter 165.762,22 kr.). Af opgørelsen fremgik, at klageren havde indbetalt i alt 36.543 kr. på lånet. Den 7. juni 2016 opgjorde banken gælden på lånet til 262.849,15 kr. (hovedstol 129.770,41 kr. og renter 171.121,74 kr.). Af opgørelsen fremgik, at klageren havde indbetalt i alt 38.043 kr. på lånet. Banken har under klagesagen i en opgørelse af 23. november 2016 reduceret gælden på lånet til 120.883,84 kr. (hovedstol 73.065,29 kr. og renter 47.818,55 kr., rentesats på 10 % p.a. i perioden fra den 4. april 2005 til den 23. november 2016 og omkostninger 1.475 kr.). Af opgørelsen fremgik, at klageren havde indbetalt i alt 39.843 kr. på lånet. Banken har oplyst, at klageren i perioden fra den 20. august 2003 til den 28. februar 2017 havde indbetalt i alt 40.743 kr. på lånet, og at banken pr. kulance har godskrevet klageren samtlige rentetilskrivninger i perioden fra 22. august 2001 til den 3. april 2005.
Den 28. december 2015 opgjorde banken gælden på kreditten til 95.136,82 kr. (hovedstol 34.844,25 kr., renter 58.292,57 kr. og omkostninger 2.000 kr.) Af opgørelsen fremgik, at klagerens seneste indbetaling pr. 23. december 2015 på 300 kr. var anvendt til dækning af renter, og at klageren havde indbetalt i alt 31.600 kr. Den 1. august 2016 opgjorde banken gælden på kreditten til 94.805,84 kr. (hovedstol 34.844,25 kr., renter 90.761,59 kr. (20,88 % p.a. i perioden fra den 20. august 2003 til den 27. juli 2016) og omkostninger 2.000 kr. med fradrag af indbetalinger i perioden på i alt 32.800 kr.). Banken har oplyst, at klageren i perioden fra den 5. april 2005 til den 28. februar 2017 havde indbetalt i alt 34.900 kr. på kreditten.
Parternes påstande
Den 3. marts 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Santander Consumer Bank skal nedsætte renten på lånet og kreditten og fjerne tilskrevne renter.
Santander Consumer Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at der er tale om et gammelt lån og en gammel kredit, som han har betalt på i årevis. Banken solgte kreditten uden hans viden.
Gælden er steget og steget, selvom renten i dag er meget lav, og selv om han har indbetalt hver måned. Det er skruen uden ende. Han kunne forstå, at gælden ville stige, hvis han ikke havde betalt.
Han har flere gange forgæves anmodet banken om at finde en løsning, men banken er hver gang gået uden om hans spørgsmål. Han forstår ikke, at han skal straffes med så høje renter. Banken bør vise imødekommenhed overfor dem, der viser, at de kan betale lidt.
Han har forgæves forsøgt at få opgørelser fra banken og oversigter over hans indbetalinger.
S har ikke fradraget indbetalingerne og har uberettiget opgjort kravet til over 200.000 kr.
Han kan heller ikke forstå, at banken har sat samme beløb på hans og H’s selvangivelser vedrørende lånet. De hæfter begge for lånet, og gælden skal fordeles med halvdelen til hver på selvangivelserne.
Santander Consumer Bank har anført, at klagerens indbetalinger ikke har været tilstrækkelige til at dække de løbende rentetilskrivninger, hvorfor gælden er vokset.
Rentetilskrivningerne er sket i henhold til de indgåede aftaler. Rentesatsen på kreditten udgjorde ifølge aftalegrundlaget 20,88 % p.a., mens renten på lånet ifølge aftalegrundlaget udgjorde 15,28 % p.a. Begge engagementer har været væsentligt misligholdt og er blevet behandlet i bankens inkassoafdeling. Banken er ikke bekendt med rentenedsættelsen til 11,80 % p.a. Banken har efterfølgende nedsat renten til 10 % p.a. Klageren har ikke krav på en nedsættelse af renten eller at få fjernet tilskrevne renter.
Opgørelserne indeholder ikke forældede renter eller hovedstole. Der blev løbende indgået betalingsaftaler med klageren. Banken bekræftede løbende aftalerne. På baggrund af de indgåede aftaler og fremsendte opgørelser har klageren uden indsigelser løbende betalt af på gælden hver måned. Klageren har således utvivlsomt anerkendt sin forpligtelse løbende, således at forældelsesfristerne løbende er blevet afbrudt.
Banken har dog nedsat hovedstolen vedrørende lånet, idet banken efter en grundig gennemgang har konstateret, at gælden i forbindelse med overgangen til inkasso er opgjort på en anden måde end banken i dag ville opgøre gælden. Banken har på baggrund heraf nedsat gælden med tilskrevne forsikringsgebyrer, rykkergebyrer og administrationsgebyrer, ligesom banken pr. kulance har godskrevet klageren samtlige rentetilskrivninger i perioden fra 22. august 2001 til den 3. april 2005, hvor sagen overgik til bankens inkassosystem.
Alle indbetalinger er fratrukket klagerens gæld. Banken kan ikke redegøre for S' opgørelser. Banken har tilbagekøbt sagen fra S. Banken har fået oplyst, at klageren har foretaget 10 månedlige indbetalinger á 300 kr. til S i perioden fra den 23. februar 2016 til den 23. november 2016. Samtlige disse indbetalinger er medtaget i bankens opgørelse af gælden.
De beregnede omkostninger på 2.000 kr. var i overensstemmelse med den dagældende inkassobekendtgørelse (1.600 kr. + moms), og indgår i det frivillige forlig.
Klageren har ikke krav på sanering af gælden, så længe han ikke er under insolvensbehandling i skifteretten.
Banken er generelt set villig til at revurdere den enkelte kundes engagement, hvis kundens forhold har ændret sig. Dette forudsætter dog en konkret vurdering. Klageren bør tage kontakt til bankens inkassoafdeling, hvis han ønsker en sådan vurdering.
Banken har indberettet til Skat i henhold til de gældende regler. Evt. klager over selvangivelsens udformning bør rettes til Skat.
Ankenævnets bemærkninger
Den 14. februar 2000 optog klageren en kredit på 18.000 kr. med et tilknyttet AcceptCard i et finansieringsselskab. Kreditten, der senere blev forhøjet til 30.000 kr., blev overtaget af GE Money Bank (nu Santander Consumer Bank). Af de for kontoen gældende bestemmelser fremgik, at den årlige nominelle rente udgjorde 20,88 % p.a.
Den 9. juli 2000 optog klageren og hans ægtefælle et lån på 102.040 kr. i banken til en variabel rentesats på for tiden 15,28 % p.a. Banken har under klagesagen nedsat renten til 10 % p.a.
Kreditten og lånet blev opsagt af banken og overgik til inkasso i henholdsvis oktober 2003 og april 2005.
Den 17. februar 2006 underskrev klageren et frivilligt forlig vedrørende lånet, hvorved han erkendte at skylde banken 143.041,60 kr. Den 1. februar 2007 underskrev klageren et frivilligt forlig vedrørende kreditten, hvorved han erkendte at skylde banken 51.762,76 kr.
Det må lægges til grund, at klageren på baggrund af aftaler med banken om afviklingsvilkår og på baggrund af bankens fremsendte opgørelser af gælden løbende og uden indsigelser foretog indbetalinger til afvikling af gælden i henhold til kreditten og lånet i perioden fra 2008/2009 frem til oktober 2015. På baggrund heraf er der ikke grundlag for at fastslå, at bankens opgørelser indeholder forældede krav.
Det må endvidere lægges til grund, at klagerens indbetalinger er fragået i opgørelsen af gælden, og at klagerens indbetalinger ikke var tilstrækkelige til at dække de løbende renter. Ankenævnet lægger til grund, at banken har indberettet betalte renter til Skat, således at klageren har opnået skattemæssigt fradrag for disse.
Den 1. august 2016 opgjorde banken gælden på kreditten til 94.805,84 kr. I juni 2016 opgjorde banken gælden på lånet til 262.849,15 kr. (hovedstol 129.770,41 kr. og renter 171.121,74 kr.). Banken har under klagesagen i en opgørelse af 23. november 2016 reduceret gælden på lånet til 120.883,84 kr. og nedsat rentesatsen til 10 % p.a. Banken har således godskrevet klageren en række gebyrer og samtlige rentetilskrivninger i perioden fra 22. august 2001 til den 3. april 2005.
Tre medlemmer – Eva Hammerum, Michael Reved og Karin Duerlund – udtaler:
Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte de i sagen oplyste rentesatser på 20,88 % p.a. og 10 % p.a. som urimelige.
Vi finder ikke grundlag for at pålægge banken at tilbageføre tilskrevne renter eller for at pålægge banken at nedskrive gælden yderligere.
Et medlem – Poul Erik Jensen der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 16, stk. 1, er tillagt to stemmer – udtaler:
Jeg finder, at rentesatsen på 20,88 % p.a. i lyset af det nuværende renteniveau overstiger det rimelige og bør nedsættes.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Det bemærkes, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af bankens opgørelser.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.