Afgørelse

Forhåndslån. Nedbringelse. Rådgivning.

I klagernes ejendom indestod lån til det indklagede realkreditinstitut. I forbindelse med en planlagt tilbygning til klagernes ejendom vurderede instituttet i august 2008 ejendommen til 5,3 mio. kr. Klagerne protesterede i forlængelse heraf over vurderingen, som efter deres opfattelse burde være i størrelsesordenen 8 mio. kr. Instituttet fremsendte i september 2008 et lånetilbud til klagerne på et kortrentelån på 1.022.000 kr. Ifølge lånetilbuddet var udbetalingen betinget af, at byggeriet ved færdigmeldingen kunne ansættes til en værdi, der gav grundlag for det tilbudte lån, og at der blev tilbageholdt et beløb på 231.000 kr. Instituttet vurderede i august og september 2008 ejendommen til 6 mio. kr. med en bemærkning om, at den skønnede værdi efter færdiggørelsen af tilbygningen udgjorde 6,6 mio. kr. Efter færdiggørelse af byggearbejdet vurderede instituttet i maj 2009 ejendommen til 5,9 mio. kr. Depotet på 231.000 kr. blev derfor krævet anvendt til nedbringelse af realkreditlånet. Klagerne henvendte sig efterfølgende flere gange til såvel instituttet, idet de ikke kunne acceptere instituttets vurdering, ligesom de bestred, at instituttet var berettiget til at tilbageholde tilbygningslånet i strid med udbetalingsbetingelserne. Klagerne oplyste, at de så sig nødsaget til straks at gå i gang med at finde alternative finansieringsmuligheder, og at de anså instituttet for erstatningsansvarlig for de ekstraudgifter, de i den anledning ville pådrage sig. Instituttet fastholdt, at sagen var behandlet korrekt og afviste derfor imødekomme klagerne.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at de skulle tilbydes et lån af samme størrelse som det omhandlede forhåndslån på 231.000 kr., samt at de skulle have erstatning for udgifterne til den mellemliggende alternative finansiering. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at klagerne ikke var blevet korrekt vejledt om betingelserne for forhåndslån, og fandt endvidere, at der ikke kunne rettes berettiget kritik mod de af instituttet foretagne vurderinger, som var præget af, at ombygningen var sket i et faldende marked. Efter Nævnets opfattelse var de oplysninger, der skriftligt var givet klagerne om forhåndslånet, herunder om mulighederne for nedbringelse af lånet, klare og forståelige. Nævnet frifandt som følge heraf instituttet.