Indsigelser vedrørende investering samt optagelse af en andelsboligkredit
| Sagsnummer: | 443/2011 |
| Dato: | 01-06-2012 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg, Rut Jørgensen og George Wenning |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Værdipapirer - formuestyring |
| Ledetekst: | Indsigelser vedrørende investering samt optagelse af en andelsboligkredit |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod Danske Banks rådgivning af hende i forbindelse med investering i værdipapirer samt optagelse af en andelsboligkredit.
Sagens omstændigheder
Klageren fik i februar 2006 udarbejdet en investeringsprofil i Danske Bank. Banken har oplyst, at hun i forbindelse med salg af lejlighed havde opnået et provenu på 1.120.000 kr.
Af bankens brev af 7. februar 2006 til klageren fremgår:
"…
Investeringsprofil
Investeringsprofilen er tilknyttet depot … 213.
Profilen er udarbejdet på baggrund af de oplysninger, du selv har givet videre til din rådgiver.
Dine oplysninger
De opsparede penge er private midler og er ikke en del af en pensionsordning.
Din erfaring inden for investeringsområdet er begrænset.
Pengene skal bruges om mere end 7 år.
Din risikoprofil er middel. Som investor prioriterer du sikkerhed til en vis grad, men du vil gerne løbe en moderat risiko. Værdien af investeringen kan typisk svinge noget i værdi på kort sigt. Hvis du pludselig får brug for pengene, kan det betyde, at værdien af din investering er faldet. Du løber alligevel risikoen, fordi du på længere sigt kan forvente, at din investering vokser mere end de generelle prisstigninger, således at investeringens købekraft vokser.
Hvis din tidshorisont, risikovillighed eller andre forudsætninger ændrer sig, anbefaler vi, at du opdaterer investeringsprofilen. Det kan du enten gøre via Danske Netbank eller ved at kontakte din rådgiver.
På bilag A kan du se den anbefaling, som banken mener passer til investeringsprofilen. Anbefalingen viser, hvor stor en andel der skal investeres i henholdsvis obligationer og aktier.
Anbefalingen er lavet ud fra de aktuelle forventninger til de finansielle markeder. Hvis du venter med at investere, bør du derfor sikre dig, at anbefalingen stadig er aktuel. Du bør være opmærksom på, at banken ikke overvåger og følger op på dine investeringer med indre andet er aftalt.
…"
Af bilag "A" fremgår:
"…
Anbefaling …
Anbefalingen er tilpasset investeringsprofilen fra den 07.02.2006, som er tilknyttet depot … 213. Anbefalingen viser, hvor stor en andel der skal investeres i henholdsvis obligationer og aktier.
Som eksempel har vi vist, hvordan fordelingen kan opnås via investering i investeringsforeningsbeviser. Investeringen kan også foretages ved køb af obligationer eller aktier.
Obligationer | % | Aktier | % |
Danske Invest Dannebrog | 30 | Danske Invest Global Indeks 2 | 15 |
Danske Invest Lange Danske Obligationer | 15 | Danske Invest Europa Indeks | 10 |
Danske Invest Udenlandske Obligationsmarkeder | 5 | Danske Invest Norden Indeks/ | 15 |
Danske Invest Japan | 10 | ||
I alt | 50 | I alt | 50 |
Investeringsbeløb 1.000.000,00 DKK
Vi gør opmærksom på, at vi modtager beholdnings- og emissionsprovision ved salg af …
Hvis du har investeret penge i forvejen, bør du være opmærksom på, hvordan de er investeret i forhold til ovenstående anbefaling.
…"
Klageren investerede samme dag ca. 100.000 kr. i investeringsforeningsbeviserne "Danske Invest Japan", 100.000 kr. i "BG Invest Europa", 150.000 kr. i "BG Invest Verden", 50.000 kr. i "BG Invest Udenlandske Obligationsmarkeder", 150.000 kr. i "Danske Invest Lange Danske Obligationer" og 300.000 kr. i "Danske Invest Dannebrog Midl. (0 Udb. 2005)". Banken har oplyst, at klageren herudover indsatte 100.000 kr. på en aftalekonto.
Klageren investerede den 25. februar 2006 ca. 150.000 kr. i "Kommuninvest (aio) Ftse Norex 30 2006/2011".
Banken har anført, at banken på et møde i februar 2007 blev bekendt med, at klageren ønskede at renovere sin andelslejlighed, som hun var flyttet ind i efter salget af sin lejlighed i 2006. Banken var ikke involveret i købet af andelslejligheden. Klageren har anført, at banken allerede på mødet i februar 2006 var bekendt med hendes ønske om istandsættelse af sin nye bolig samt at hun løbende havde behov for likvide midler som supplement til sin folkepension. Banken har videre anført, at det blev aftalt, at klageren optog en andelsboligkredit på 300.000 kr., da hun ikke kendte den nøjagtige udgift til renoveringen og ikke vidste, hvornår betaling herfor skulle ske. Kredittens rentesats var på daværende tidspunkt 6,85 % p.a.
Banken har oplyst, at der i juni 2007 blev holdt et møde med klageren, hvor det blev aftalt, at kreditten skulle forhøjes med 250.000 kr., da udgiften til renovering viste sig større end først antaget. Rentesatsen var da 7,05 % p.a.
Banken har anført, at klageren i september 2007 deltog i et møde, da hun ønskede en gennemgang af sine investeringer. Klageren fik udarbejdet en ny investeringsprofil, hvoraf fremgår:
"…
Investeringsprofil
Investeringsprofilen "Flexinvest Fri" er tilknyttet depot … 053.
Investeringsprofilen Flexinvest Fri er tilknyttet konto … 169.
…
Dine oplysninger
De opsparede penge er private midler og er ikke en del af en pensionsordning.
Din erfaring inden for investeringsområdet er begrænset.
Pengene skal bruges om mere end 7 år.
Det er vigtigt for dig, at du ikke løbende skal bruge tid på dine investeringer, men blot bliver informeret om udviklingen i investeringerne. Du ønsker, at banken, ud fra dens viden og forventninger til værdipapirmarkederne, varetaget dine investeringer inden for afgrænsede rammer, så de er afstemt efter din tidshorisont og risikovillighed.
Din risikoprofil er middel. …
…
På bilag A kan du se den anbefaling, som banken mener passer til investeringsprofilen.
…"
Af bilag "A" fremgår:
"…
Anbefaling …
Anbefalingen er tilpasset investeringsprofilen "Flexinvests Fri" …
Flexinvest Fri
Vi anbefaler, at du indgår en aftale om Flexinvest Fri.
Vi anbefaler, at du vælger tidshorisont over 7 år og middel risiko svarende til, at andelen af aktier maksimalt kan udgøre 65 procent af dine samlede investeringer på aftalen.
Lidt om Flexinvest Fri
Med Flexinvest Fri holder vi øje med dine investeringer hver eneste dag, så det sikres, at dine investeringer hele tiden passer til din investeringsprofil. Vi tilpasser løbende dine investeringer i takt med vores forventninger til markedet.
Vi investerer automatisk pengene fra kontoen, hvis du f.eks. indsætter penge eller modtager udbytte, og du kan følge med i vores investeringer, da du modtager afkastrapportering to gange om året og notaer ved handel.
Du skal være opmærksom på, at der skal betales skat ved gevinster ved salg/omlægninger, også selv om du ikke modtager noget provenu.
Investeringsbeløb 924.000,00 DKK
…"
Banken har oplyst, at klageren valgte at sælge sine investeringsforeningsbeviser og at indgå en formueplejeaftale om "Flexinvest Fri". Af aftalen fra september 2007 fremgår:
"…
Investeringsramme
Danske Bank skal investere ud fra de rammer, der er beskrevet herunder. Jeg har bestemt mig for en middel risikovillighed med en tidshorisont på over 7 år.
En middel risikovillighed vil sige, at jeg prioriterer sikkerhed til en vis grad, men gerne vil løbe en moderat risiko. Det betyder samtidig, at jeg er indforstået med, at investeringen kan svinge i værdi, og at værdien kan være faldet den dag, jeg skal bruge pengene. Jeg løber alligevel risikoen, fordi jeg forventer, at investeringen på længere sigt vokser mere end de generelle prisstigninger.
Ønsker jeg at ændre investeringsrammen, skal jeg indgå en ny aftale om Flexinvest Fri.
Vilkår
Tilmeldingen sker på de vilkår, der er fastsat i
•Vilkår for Flexinvest Fri
•Priser for Flexinvest Fri
•Almindelige forretningsbetingelser - forbrugere
…"
Ved brev af 27. juli 2011 udtrykte klageren overfor banken utilfredshed med den rådgivning, som banken havde ydet hende. Hun opgjorde et samlet krav om betaling af 230.000 kr. overfor banken.
Ved brev af 23. august 2011 afviste banken klagerens krav.
Parternes påstande
Den 4. oktober 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale hende 316.819 kr.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun på flere områder er direkte uenig i bankens fremstilling af forløbet – særligt vil hun henlede opmærksomheden på:
at | hun allerede på det første møde i februar 2006 gjorde bankrådgiveren opmærksom på, at provenuet fra lejlighedssalget skulle anvendes til renovering af den nuværende andelsbolig og til at supplere folkepensionen. På dette tidspunkt vidste hun, at renoveringen ville omfatte bl.a. nyt badeværelse og nyt køkken, og at der derfor kunne forventes at skulle anvendes en større sum penge. Hun er direkte uenig i, at dette først blev drøftet på det efterfølgende møde i februar 2007, |
at | hun er uddannet kontorassistent og ingen forstand har på investeringer. Hun har på intet tidspunkt selv truffet beslutning om hendes investeringsprofil eller tidshorisonten for dette, men har stolet fuldstændigt på den rådgivning, som hun har fået af bankrådgiveren. Hun har været kunde i banken i over 20 år og har på ingen måde haft en forventning om, at bankrådgiveren ville rådgive hende til andet end, hvad der ville være mest fordelagtigt for hende i hendes situation, |
at | hun optog en andelsboligkredit i februar 2007, da hendes bankrådgiver anbefalede denne løsning som værende den mest fordelagtige løsning for hende frem for at realisere værdipapirer. Igen var hun i god tro og stolede på bankrådgiveren. Hun var slet ikke klar over, at bankrådgiveren også har en rolle som sælger af bankens produkter og det måske har været bankens interesser, han varetog, da han rådgav hende? Måske han også varetog egne interesser i forhold til bonus for salg af bankens produkter? |
Hendes samlede krav kan opgøres således:
- tab på risikable investeringer | 161.633 kr. |
- mistet afkast ved lav risiko (3 %) | 47.964 kr. |
- stiftelsesomkostninger | 3.000 kr. |
- renter på unødigt andelsboliglån | 73.192 kr. |
Samlet tab | 285.819 kr. |
- stempelomkostninger (i et andet pengeinstitut P) | 10.000 kr. |
- udgifter til juridisk bistand m.v. | 21.000 kr. |
Samlet krav | 316.819 kr. |
Hun har under sagens forberedelse fremlagt en nærmere beregning for opgørelsen af kravet, som en revisorbekendt har hjulpet med.
Danske Bank har anført, at:
at | banken ikke har handlet ansvarspådragende, |
at | der på mødet i februar 2006 alene blev drøftet investering af 1.000.000 kr., og at investeringsprofil og anbefaling om investering blev udarbejdet ud fra de oplysninger, som klageren gav banken |
at | renovering af andelslejligheden først blev drøftet på et møde i februar 2007, |
at | det blev drøftet med klageren, hvorvidt hun skulle optage en andelsboligkredit eller sælge sine værdipapirer, |
at | klageren valgte at optage andelsboligkreditten, idet hun ikke kendte de konkrete renoveringsomkostninger og betalingsterminer, og at det derfor ikke var klart, hvor stor en del af hendes værdipapirer, der i givet fald skulle realiseres, |
at | klageren i forbindelse med investeringen i Flexinvest Fri modtog grundig rådgivning om den risiko, der var forbundet hermed, |
at | klageren på baggrund af rådgivningen selv traf beslutning om at investere i Flexinvest Fri, |
at | klageren med sin underskrift på "Tilmelding til Flexinvest Fri" tiltrådte de vilkår, der er fastsat for ordningen; herunder at ordningen kan svinge i værdi, og at værdien kan være faldet den dag, hun skal bruge pengene, |
at | bankens rådgivning nødvendigvis bygger på de oplysninger, som klageren selv har givet banken, og at bankens anbefalinger derfor er baseret på dette udgangspunkt, og |
at | klageren ikke har realiseret et kurstab. |
Måtte Ankenævnet nå frem til, at banken har handlet ansvarspådragende, bestrides klagerens tabsopgørelse, der endvidere er udokumenteret.
Ankenævnets bemærkninger
Tre medlemmer – Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen og George Wenning – udtaler:
Vi bemærker, at det fremgår af bankens brev af 7. februar 2006, at klagerens risikoprofil er middel og at den er udarbejdet på baggrund af klagerens oplysninger. Det fremgår desuden, at "Værdien af investeringen kan typisk svinge noget i værdi på kort sigt. Hvis du pludselig får brug for pengene, kan det betyde, at værdien af din investering er faldet.". Klageren valgte herefter at investere i forskellige investeringsforeningsbeviser.
Vi finder, at klageren måtte indse, at hun kunne risikere at lide tab ved investeringerne - herunder hvis hun til brug for istandsættelse af sin andelsbolig på et givent tidspunkt valgte at sælge en del af papirerne eller hvis hun valgte løbende at sælge ud af papirerne som supplement til sin folkepension.
Klageren valgte i foråret 2007 at optage en andelsboligkredit på 300.000 kr. i banken til brug for istandsættelse af sin andelsbolig. Kredittens maksimum blev i juni 2007 forhøjet til 550.000 kr.
Vi finder, at klageren i forbindelse med optagelse og forhøjelse af kreditten måtte indse, at hun alternativt kunne vælge at frigøre en del af sine midler ved salg af værdipapirer.
Klageren indgik i september 2007 en formueplejeaftale med banken, hvor hun valgte en middel risikovillighed og en tidshorisont over syv år. Det fremgår af aftalen, at hun "er indforstået med, at investeringen kan svinge i værdi, og at værdien kan være faldet den dag, … [hun] skal bruge pengene".
Vi finder det ikke godtgjort, at Danske Bank i sin rådgivning af klageren har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.
To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Rut Jørgensen – udtaler:
De dagældende regler om investeringsrådgivning (bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder) var en udmøntning af "kend din kunde-princippet" og fastsatte, atfinansielle virksomheder skal foretage en undersøgelse af kundens forhold forud for, at der ydes rådgivning, således at rådgivningen kan tage udgangspunkt i kundens individuelle forhold. Det fremgår af vejledningen til bekendtgørelsen, at Pengeinstitutter (…), der har indgået aftale med en investeringsforening om markedsføring, rådgivning og salg af foreningens investeringsbeviser, skal i forbindelse med markedsføring og salg af beviser til kunderne være særlig opmærksom på, at kunden får den nødvendige rådgivning og information, og at de investeringsforeningsbeviser, der konkret anbefales kunden, er relevante i forhold til kundens økonomiske situation og den investeringsprofil, som kunden ønsker at have.
Vi finder, at klagerens køb af en andelsbolig, var et væsentligt element i hendes individuelle økonomiske forhold, og at spørgsmålet om hvorvidt klageren havde brug for midler til istandsættelse af andelsboligen burde have indgået i bankens vurdering af klagerens investeringsbehov. Efter det af banken oplyste, indgik en sådan vurdering ikke i grundlaget for investeringsanbefalingen af 7. februar 2006.
Det følger endvidere af de dagældende regler, at rådgivningen skal være relevant, retvisende og fyldestgørende, samt give kunden et godt grundlag for at træffe sin investeringsbeslutning.
I bankens investeringsanbefaling af 7. februar 2006 nævnes direkte køb af aktier og obligationer som alternativ til den anbefalede investering, men uden at der redegøres for forskellen i investeringsomkostninger. Vi anslår, på baggrund af aktuelle omkostningsnøgletal (ÅOP) for de pågældende foreninger, at der var en meromkostning forbundet med den anbefalede investering i størrelsesordenen 60-80.000 kr. i den forudsatte 7-års periode. Vi finder derfor, at klageren traf sin investeringsbeslutning på et mangelfuldt grundlag.
Vi finder, at Danske Bank begik ansvarspådragende fejl i forbindelse med placeringen af klagerens midler, som følge af investeringsanbefalingen af 7. februar 2006.
Efter det af banken oplyste, blev det på mødet i februar 2007 drøftet, om klageren skulle optage en andelsboligkredit eller sælge af sine værdipapirer. Klageren havde på dette tidspunkt omkring 300.000 kr. placeret i Danske Invest Dannebrog, som ifølge foreningens årsrapport havde givet et afkast i 2006 på 0,92 %. Danske Bank aftalte med klageren at etablere en andelsboligkredit til 6,85 % p.a. som alternativ til salg af værdipapirer.
Vi finder det herefter ikke godtgjort, at klageren fik den nødvendige rådgivning og information, og at banken derved begik en ansvarspådragende fejl. At den nøjagtige udgift til renoveringen ikke var kendt, findes ikke at have betydning herfor.
Samlet set finder vi, at banken har begået ansvarspådragende fejl og stemmer for at banken er erstatningsansvarlig.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.