Afgørelse

Indsigelse mod modregning. Spørgsmål om forældelse.

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod modregning og spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en indlånskonto. Klageren havde endvidere en gæld til banken vedrørende et lån på 200.000 kr., som han havde optaget i Bikuben (senere BG Bank og nu Danske Bank) i 1992 og en kassekredit på 100.000 kr., som han havde oprettet i Bikuben i 1994.

Den 16. december 1992 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende lånet (kontonummer -231, oprindeligt kontonummer -690). Banken har oplyst, at lånet blev taget til inkasso i 1995. Banken har fremlagt kontoudtog vedrørende lånet, sendt til klageren i perioden fra den 31. december 1994 til den 8. april 1997. Klageren har bestridt, at han har modtaget kontoudtogene.

Den 20. juni 1994 underskrev klageren en kontrakt vedrørende kassekreditten (kontonummer -193, oprindeligt kontonummer -157). Ved udeblivelsesdom afsagt den 27. juni 1996 blev klageren dømt til at betale 110.447,73 kr. med tillæg af procesrenter fra den 23. august 1995 og 17.300 kr. i sagsomkostninger til banken vedrørende kassekreditten. Ved brev af 8. april 1997 meddelte banken, at gælden vedrørende kassekreditten midlertidigt var sat i bero med henblik på senere genoptagelse. Banken har fremlagt kontoudtog vedrørende kassekreditten, sendt til klageren i perioden fra den 15. januar 1997 til den 26. november 1999. Klageren har bestridt, at han har modtaget kontoudtogene.

Banken har fremlagt klagerens årsoversigter for årene fra 2004 til 2006, hvori kassekreditten (kontonummer -193) og lånet (kontonummer -231) er anført som ”Misligholdt fordring” med beløb på henholdsvis 113.751,89 kr. og 128.351,48 kr. Klageren har bestridt, at han har modtaget årsoversigterne. Banken har oplyst, at den ikke modtog årsoversigterne retur med ubekendt adresse.

Banken har oplyst, at klageren i 2007 meddelte, at han ikke kunne afvikle gælden, og at sagen derefter midlertidigt blev sat i bero.

Ved brev af 2. november 2012 meddelte banken, at gælden vedrørende kassekreditten og lånet havde været sat i bero og nu var forfalden til betaling. Gælden vedrørende kassekreditten var opgjort til 110.447,73 kr., mens gælden vedrørende lånet var opgjort til 105.662,66 kr., begge med tillæg af tre års renter fra den 1. december 2009 samt omkostninger på ca. 19.000 kr.

Den 6. december 2013 modregnede banken 25.000 kr. på klagerens indlånskonto til nedbringelse af gælden på kassekreditten. Saldoen på indlånskontoen udgjorde herefter 21.873,17 kr. Ved brev af 6. december 2013 underrettede banken klageren om modregningen. I brevet henviste banken til, at bankens Almindelige forretningsbetingelser – forbrugere blandt andet indeholder følgende:

”Har banken et beløb til gode hos dig, som skulle være betalt, kan vi modregne i dit indestående i banken … Modregningen kan også ske i konti med stående ordrer eller med automatiske betalingsordrer. Det gælder også budgetkonti.

Banken modregner ikke i løn eller andre ydelser fra det offentlige m.v. – i det omfang disse kun dækker almindelige leveomkostninger. …”

Af kontoudskrifter vedrørende indlånskontoen vedrørende fremgår, at klageren i 2013 månedligt modtog en pension på ca. 9.000 kr., og at klagerens husleje løbende blev betalt over kontoen. Endvidere fremgår, at saldoen på kontoen den 1. januar, den 1. juni og den 1. december 2013 udgjorde henholdsvis 5.986,25 kr., 31.735,16 kr. og 56.884,17 kr.

Klageren rejste indsigelse mod modregningen den 11., 12. og 13. december 2013 og henviste blandt andet til, at indeståendet, ud over betaling af faste udgifter, skulle have været brugt til betaling af en flytteregning. Banken fastholdt modregningen, men tilbød at betale dokumenterede udgifter til flytning. Den 26. december 2013 fremsendte klageren en faktura fra et flyttefirma på 5.932,50 kr., som blev betalt af banken.

Klageren har fremlagt et overslag af 27. december 2013 fra sin tandlæge vedrørende hans forventede udgifter til tandbehandling på ca. 50.000 kr. Overslaget omfatter 8 kroner á 5.000 kr. og fyldninger m.v. Klageren har endvidere fremlagt fakturaer vedrørende tandbehandling i perioden fra den 23. december 2013 til den 5. februar 2014 på i alt ca. 8.400 kr., herunder 1 krone á 5.000 kr.

Klageren har fremlagt sin forskudsopgørelse for 2014, hvoraf fremgår, at hans indkomst efter skat var ansat til ca. 90.000 kr.

Parternes påstande

Den 20. januar 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale 19.067,50 kr. til ham.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at bankens modregning var uberettiget og i strid med god pengeinstitutskik og bankens egne betingelser.

Indlånskontoen var hans Nemkonto, og på kontoen indgik alene hans folkepension og øvrige beløb fra det offentlige. Hans folkepension levner kun et beskedent beløb til mad og tøj mv. efter betaling af husleje, varme og el.

Indeståendet på kontoen skulle dække almindelige leveomkostninger, hvilket var eller burde være åbenbart for banken. På trods af at banken selv oplyste, at den ikke ville modregne i midler til almindelige leveomkostninger, annekterede banken alligevel et beløb på 25.000 kr.

Han havde gennem to år opsparet et beløb til brug for flytteudgifter og en nødvendig tandbehandling, der var udsat til primo 2014, indtil han havde tilstrækkelig opsparing. Flytteudgifter og udgifter til tandbehandling er almindelige leveomkostninger. Banken erkendte, at flytteudgifter var en del af de almindelige leveomkostninger. Det er derfor uforståeligt, at banken ikke vil anerkende, at udgifter til tandbehandling, husleje og varme er almindelige leveomkostninger.

Der var i en periode ikke trukket til leveomkostninger på kontoen på grund af hospitalsophold. Han skyldte penge til et par familiemedlemmer, der havde haft udlæg for ham.

Modregningen medførte, at han ikke kunne betale sine almindelige leveomkostninger, herunder husleje og varmeudgifter, og at han måtte optage et lån hertil. Modregningen medførte endvidere, at han ikke kunne begynde den planlagte tandbehandling, som han havde sparet op til, og at han i stedet måtte låne af familiemedlemmer til midlertidig tandbehandling.

Banken kan alene foretage tvangsfuldbyrdelse på grundlag af domme og kendelser fra domstolene. Han har aldrig modtaget eller underskrevet bestemmelser om modregningsret.

Modregningen skete uden forudgående varsel.

Gælden er forældet. Forældelsen er ikke søgt afbrudt. Overgang til inkasso medfører ikke, at forældelsen afbrydes automatisk. Banken har på intet tidspunkt søgt at inddrive gælden vedrørende lånet. Banken har intet foretaget sig vedrørende kassekreditten siden dommen i 1996. Banken stillede opkrævning af gælden i bero i april 1997. Han har ikke modtaget kontoudtog eller årsoversigterne for 2004 til 2006 som anført af banken. Fremsendelse af årsoversigter afbryder i øvrigt ikke forældelsen.

Danske Bank har blandt andet anført, at banken i henhold til dansk rets almindelige regler og bankens Almindelige forretningsbetingelser - forbrugere, var berettiget til at foretage modregning i klagerens indlånskonto.

Efter modregningen indestod der 21.873,17 kr. på kontoen til dækning af sædvanlige leveomkostninger.

Modregningen skete i opsparede midler. Det fremgår af kontoudskriften, at saldoen i 2013 har været af en størrelse, der oversteg udgifterne til sædvanlige leveomkostninger. Det fremgår endvidere, at der gennem hele året er blevet afholdt udgifter til husleje samt diverse øvrige udgifter som licens og diverse korttransaktioner. Bankens betaling af flytteudgifter var ikke en anerkendelse af, at flytteudgifter er sædvanlige leveomkostninger, men var alene en kulancemæssig erstatning. Det af banken modregnede beløb udgør 19.067,50 kr. efter bankens betaling af flytteudgifter. Det bemærkes, at den fremlagte tandlægeregning på 5.000 kr. er dateret den 5. februar 2014, og dermed efter indgivelse af klagen.

Gælden er ikke forældet. Lånet og kreditten var undergivet en 20-årig forældelse efter de tidligere forældelsesregler. Det følger af overgangsreglen i forældelseslovens § 30, stk. 3, at det er tilstrækkeligt, at der er sket afbrydelse af forældelsen efter de hidtidige regler. Afbrydelse af forældelsen sker ved enhver henvendelse til debitor, der har karakter af et påkrav eller en påmindelse. Banken har hvert år sendt årsoversigter til klageren. Banken modtog ikke årsoversigterne retur med ubekendt adresse. Det må derfor lægges til grund, at bankens meddelelse er kommet frem til klageren. Banken har afbrudt forældelsen senest ved fremsendelsen af årsoversigt for 2006, jf. forældelseslovens § 30, stk. 3. Gælden vil derfor tidligst være forældet ultimo 2016.

Ankenævnets bemærkninger

Ved udeblivelsesdom afsagt den 27. juni 1996 blev klageren dømt til at betale 110.447,73 kr. med tillæg af procesrenter og sagsomkostninger til Bikuben (senere BG Bank og nu Danske Bank) vedrørende en kassekredit. Den 6. december 2013 modregnede banken 25.000 kr. på klagerens indlånskonto til nedbringelse af gælden.

Gælden i henhold til dommen af 27. juni 1996 var omfattet af den dagældende 20-årige forældelse i medfør af Danske Lovs 5-14-4, der blev afbrudt ved påmindelse, og er nu omfattet af den 10-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 5, stk. 1. Det følger af forældelseslovens § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før forældelsesloven trådte i kraft den 1. januar 2008, har virkning som afbrydelse efter forældelsesloven.

Ankenævnet finder, at bankens årsoversigter for 2004, 2005 og 2006 var påmindelser, der afbrød forældelsen efter de dagældende bestemmelser.

Klageren har anført, at han ikke modtog årsoversigterne. Banken har oplyst, at ingen af årsoversigterne er returneret fra postvæsenet.Ankenævnet finder, at det ved afsendelsen af tre årsoversigter, hvor ingen af årsoversigterne er kommet retur, er meget lidt sandsynligt, at ingen af årsoversigterne skulle være kommet frem til klageren. Banken har derfor i tilstrækkelig grad ført bevis for, at påmindelse om bankens krav er kommet frem til klageren.

Ankenævnet finder herefter, at banken havde et forfaldent, retskraftigt krav mod klageren, der oversteg modregningsbeløbet på 25.000 kr., og at banken derfor som udgangspunkt var berettiget til at foretage modregning som sket.

Rimelige udgifter til tandbehandling vil i almindelighed være omfattet af det beløb, der er nødvendigt til dækning af leveomkostningerne for skyldneren og dennes husstand, og som der derfor ikke kan ske modregning i, jf. herved princippet i retsplejelovens § 509, stk. 2 om trangsbeneficiet.

For en person, hvis indtægter alene består af folkepension suppleret med eventuelle andre offentlige ydelser, og som ikke har formue, vil der sjældent være et overskud, der kan danne grundlag for modregning, idet disse ydelser i almindelighed ikke samlet overstiger, hvad der er nødvendigt til dækning af leveomkostningerne for skyldneren og dennes husstand.

Tre medlemmer - John Mosegaard, Jesper Claus Christensen og Michael Reved - udtaler:

Vi lægger imidlertid i denne sag til grund, at klageren efter sin økonomi i tiden fra januar 2013 har været i stand til på indlånskontoen at opspare et betydeligt beløb, der før modregningen den 6. december 2013 udgjorde 46.873,17 kr., og at han efter modregningen med en restsaldo på 21.873,17 kr. blev efterladt et beløb, der foruden andre leveomkostninger kan dække rimelige og aktuelt nødvendige udgifter til tandbehandling. Da banken herefter har overholdt sin forpligtelse til at sikre sig, at der efter modregningen var tilstrækkelige midler til dækning af nødvendige leveomkostninger for klageren, og da en skyldner ikke ved at øremærke midler kan afskære en kreditors fyldestgørelse ved modregning, stemmer vi for, at det ikke kan pålægges banken at tilbagebetale det modregnede beløb, og at klagen derfor i det hele ikke tages til følge.

To medlemmer - Hans Daugaard og Troels Hauer Holmberg - udtaler:

Vi lægger efter det foreliggende til grund, at klagerens løbende indtægt alene består af folkepension, og at denne ikke samlet set overstiger, hvad der er nødvendigt til at dække almindelige leveomkostninger for klageren. Der er ikke grundlag for at fastslå, at tandlægens overslag omfatter andet end rimelige og aktuelt nødvendige udgifter til behandling af klagerens tænder, eller at udførelsen af tandbehandlingen kan eller bør opdeles i flere etaper. Det forhold, at klageren gennem et år har været i stand til at opspare et større beløb til denne tandbehandling, kan ikke føre til et andet resultat. Banken måtte nemlig være klar over, at han ikke ud af sine beskedne folkepensionsmidler ville foretage en opsparing på kontoen, hvis han havde været opmærksom på, at det indebar en risiko for modregning. Hertil kommer, at han straks protesterede og gjorde banken opmærksom på, at hele opsparingen var påkrævet til gennemførelse af nødvendig, omfattende tandbehandling

Vi finder derfor, at banken ikke var berettiget til at foretage modregning, og stemmer derfor for, at banken skal betale 19.067,50 kr. til klageren, idet banken allerede har reduceret det modregnede beløb på 25.000 kr. med 5.932,50 kr. til flytteudgifter.

Der træffes om dette spørgsmål afgørelse efter stemmeflertal.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.