Opgørelse af krav overgivet til inkasso.
| Sagsnummer: | 211/2001 |
| Dato: | 06-11-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Karen Frøsig, Grit Munk, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Inkasso - forbehold for ikke automatisk tilskrevne renter
|
| Ledetekst: | Opgørelse af krav overgivet til inkasso. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører opgørelsen af indklagedes krav mod klageren.
Sagens omstændigheder.
Ved udlånskontrakt underskrevet af klageren den 9. maj 1985 blev klagerens lån, der oprindelig er etableret i 1983, forhøjet med 4.690 kr. til 27.360,07 kr. Afviklingen af lånet blev aftalt til 1.500 kr. månedligt.
Ved allonge underskrevet af klageren den 3. juli 1986 blev lånet forhøjet med gælden i henhold til et tidligere ydet lån. Lånet var herefter på 31.850 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 800 kr. Ved tillæg af 11. august 1986 blev lånet nedskrevet med et for meget beregnet gebyr, således at restgælden var 29.607,73 kr.; ydelsen forblev uændret 800 kr.
Indklagede har anført, at klageren afviklede lånet stort set i overensstemmelse med låneaftalen indtil 1989, hvor lånet kom i restance. Pr. 31. december 1988 var restgælden 16.098,03 kr.
På grundlag af fogedrekvisition af 24. august 1989 fra indklagedes advokat blev sagen foretaget i fogedretten den 3. november 1989, hvor gælden blev opgjort til 23.960,62 kr., heraf inkassoomkostninger 1.620 kr. og mødesalær 366 kr. Af udskrift af fogedforretningen fremgår, at klageren tilbød at afvikle gælden med 500 kr. månedligt.
Ved udeblivelsesdom afsagt den 13. december 1989 blev klageren dømt til at betale indklagede 8.945,72 kr. med en rente svarende til diskontoen med tillæg af 14% fra 31. december 1988; sagsomkostninger tilkendtes indklagede med 1.700 kr. Gælden skyldtes i henhold til klagerens overtræk på dennes privatkonto.
Klageren påbegyndte afvikling af mellemværendet med 500 kr. månedligt. Indklagede bogførte indbetalingerne på privatkontoen, hvis renteberegning var sat i bero. Sidste beløb indgik til indklagede den 15. februar 1993, hvorefter kontoens saldo var 5.761,57 kr. (negativ). Indklagede har anført, at inkassationen herefter og frem til ultimo 1996 overgik til advokat, hvortil klageren fortsatte betalingerne.
I 1995 og 1996 overførte indklagedes advokat henholdsvis 4.000 kr. og 3.000 kr. til indklagede, der bogførte beløbene på privatkontoen. Ved indsætningen af beløbet på 3.000 kr. i april 1996 blev kontoens saldo positiv med 1.538,43 kr. Dette beløb blev overført til klagerens udlånskonto.
Indklagede har oplyst, at fra ultimo 1996 indbetalte klageren ydelserne direkte til indklagede.
Ved skrivelse af 27. april 1999 meddelte indklagede i forbindelse med orientering om skift af kontonr. klageren, at gælden var 15.059,29 kr., hvortil kom renter.
Ved skrivelse af 11. maj 2000 anmodede indklagede med henvisning til en telefonsamtale klageren om at indsende økonomiske oplysninger, så indklagede havde mulighed for at vurdere klagerens fremtidige betalingsevne. Af en skrivelse af 5. juli 2000 til klageren fremgår, at indklagede erindrede klageren om at returnere et fremsendt frivilligt forlig indeholdende en afdragsordning. Ved skrivelse af 9. s.m. gjorde klageren indsigelse over for indklagedes opgørelse af kravet. Indklagede havde den 20. juni 2000 bogført historisk rente på lånet med 14.536,94 kr., hvorefter saldoen var 29.596,23 kr.
Efter yderligere korrespondance med klageren anmodede indklagede i september 2000 om foretagelse af fogedforretning hos klageren.
Af udskrift af fogedbogen for fogedforretning foretaget den 22. december 2000 fremgår, at der foretoges udlæg hos klageren for 33.527,04 kr. Det fremgår, at klageren gjorde indsigelse om, at der var indgået en aftale om rentefritagelse. Fogedretten tilkendegav efter at have afhørt et vidne, at der ikke kunne anses for at være indgået en aftale om rentefritagelse som påstået af klageren, hvorfor "den af rekvirenten opgjorte fordring ses opgjort med rette". Klageren tilbød herefter at afvikle gælden med 500 kr. månedligt.
Ved skrivelse af 17. maj 2001 meddelte indklagede klageren, at af det i fogedretten den 22. december 2000 opgjorte beløb på 32.927,04 kr. var 17.417,75 kr. renter indtil den 22. december 2000. Klagerens indbetalinger på udlånskontoen ville blive anvendt først til nedbringelse af renterne, herefter løbende renter og til sidst restgælden.
Indklagede har anført, at man trods aftalen i fogedretten i 1989 indsatte klagerens betalinger på privatkontoen til inddækning af overtræk, hvilket var mest fordelagtigt for klageren, da renteudgifterne herved blev mindre. Da man forstår klageren derhen, at han mener, at indbetalingerne skulle have nedbragt lånet, har man udfærdiget opgørelser i overensstemmelse hermed. Klagerens ydelser er herefter forlods anvendt til dækning af lånets renter og dernæst restgæld. Gælden ifølge lånet udgør pr. 21. maj 2001 26.979,78 kr. inkl. tilskrevne uforældede renter. Gælden i henhold til privatkontoen udgør fortsat 8.145,72 kr. med tillæg af 5 års renter, 7.169,16 kr., og sagsomkostninger, 1.700 kr., eller 17.014,88 kr. Indklagedes samlede krav er således pr. 21. maj 2001 43.994,66 kr.
Af indklagedes opgørelse fremlagt under sagen vedrørende lånet fremgår klagerens løbende indbetalinger samt løbende rentetilskrivning. Tilkendte omkostninger i forbindelse med fogedsagen m.v. er hævet på kontoen, men der er ikke beregnet rente af omkostningsbeløbene.
Indklagede har under sagens forberedelse fremlagt beregninger over størrelsen af kravet mod klageren under forudsætning af, at klagerens løbende indbetalinger først nedbragte gælden i henhold til privatkontoen og dernæst lånet. Beregningen viser en restgæld pr. 21. maj 2001 i størrelsesordenen 47.000 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 21. maj 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede pålægges "en nedsættelse af renten - hvis banken ikke vil regne restgælden for uerholdelig".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han stiller sig uforstående over for indklagedes opgørelse. På et tidspunkt blev det oplyst af indklagede, at lånet var nedbragt til 9.000 kr., men han fik i 2000 oplyst, at det nu var 15.000 kr.
Indklagedes advokat meddelte i november 1996, at der ikke blev beregnet renter.
Han stiller endvidere spørgsmålstegn ved, om indklagedes rente på 16% er rimelig.
Indklagede har anført, at klageren på grundlag af låneaftalen er forpligtet til at tilbagebetale gæld og renter med den aftalte rentesats. Hertil kommer, at klageren er dømt til at betale overtrækket med tillæg af renter.
Indklagede har ikke frafaldet kravet, som heller ikke er forældet.
For lånet gælder, at der er beregnet renter med indklagedes almindelige rentesats for udlån. Renter af domsbeløbet er beregnet med den i dommen anførte rentesats.
Indklagede anser den under sagen fremlagte opgørelse af kravet for korrekt og i overensstemmelse med gældende forældelsesregler.
Det bestrides, at indklagedes advokat skulle have meddelt, at klageren ikke længere skulle betale renter. Advokaten oplyste, at forrentningen oversteg afdragene, hvorfor løbende renteberegning ikke blev foretaget.
Man har ved årsopgørelser og på kontoudtog oplyst, at den automatiske renteberegning var standset, og at der i anførte saldobeløb ikke var medtaget skyldig rentebeløb og omkostninger påløbet efter standsningen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte de af indklagede under sagen fremlagte opgørelser vedrørende beregningen af det samlede krav til i alt 43.994,66 kr. pr. 21. maj 2001.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.