Indsigelse mod gennemførte handler.
| Sagsnummer: | 82/2001 |
| Dato: | 03-09-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod gennemførte handler. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelser imod køb af investeringsforeningsbeviser til hans kapitalpension den 14. marts 2000.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1940, er kunde i indklagedes Køge afdeling, hvor han bl.a. har en kapitalpension.
Den 23. november 1999 solgte klageren et antal investeringsforeningsbeviser i BG Invest, som lå i klagerens kapitalpensionsdepot. Investeringsforeningsbeviserne, som var fordelt på afdelingerne Verden, Europa, Multimedia og Orienten, indbragte et provenu på i alt 668.021,72 kr.
Pr. 31. december 1999 var værdien af klagerens kapitalpension 895.243,39 kr.
I februar 2000 blev der afholdt et møde mellem klageren og indklagede. På dette tidspunkt var opsparingen på kapitalpensionen på ca. 900.000 kr. placeret kontant. Med henblik på at opnå et bedre afkast foreslog indklagedes medarbejder A, at opsparingen blev placeret med 40% aktieinvestering og 60% investering i obligationer. Ifølge klageren var det konkrete forslag:
40% aktiemix (15% DK og 25% internationale)
20% internationale obligationer
40% 20-års obligationer eller investeringsforeningsbeviser.
Den 14. marts 2000 rettede indklagedes medarbejder B telefonisk henvendelse til klageren om investering af kapitalpensionsmidlerne. Samme dag gennemførte indklagede klagerens køb af BG Invest investeringsforeningsbeviser for i alt 799.386,75 kr. fordelt på afdelingerne Verden, Europa, Multimedia og Orienten og Norden.
Klageren rettede henvendelse om investeringen til sin sædvanlige rådgiver hos indklagede, C, som også havde deltaget i mødet i februar 2000. Klageren var utilfreds med, at der var indkøbt de samme investeringsforeningsbeviser, som han havde solgt i november 1999, men nu til en højere kurs. C tilbød at formidle kontakt til A og B, hvilket klageren afslog.
Den 27. marts 2000 blev der efter anmodning fra klageren indkøbt for 88.047 kr. investeringsforeningsbeviser i BG Invest Japan til kapitalpensionsdepotet.
I forsommeren 2000 blev der afholdt møde mellem klageren og indklagedes afdelingsbestyrer, D, hvor investeringen blev drøftet. Klageren har anført, at han orienterede D om forløbet. D spurgte, hvad hans krav var, hvortil han svarede: "Det samme provenu som før investering." D tilbød et nyt møde om sagen efter ferien og udtalte: "Når du går fra dette møde, er du tilfreds". Under det efterfølgende møde viste det sig, at tabet nu var 60-65.000 kr., hvorfor D var nødsaget til at kontakte sin chef.
Den 29. november 2000 fremsendte klageren en klage til indklagedes områdedirektør.
Ved telefaxskrivelse af 22. december 2000 til indklagede v/D anførte klageren bl.a.:
"Er det rigtigt, at min opsparing skal ødelægges helt, jeg ser kurser falder og falder og ingen griber ind."
På foranledning af klageren blev investeringsforeningsbeviserne i BG Invest Verden, Europa, Multimedia, Orienten og Norden solgt den 12. januar 2001. Ved en fejl blev endvidere investeringsforeningsbeviserne i BG Invest Japan solgt. Dette salg blev annulleret efter anmodning fra klageren.
Salget af investeringsforeningsbeviserne indbragte et provenu på i alt 612.004,94 kr.
Ved skrivelse af 29. januar 2001 besvarede indklagedes juridiske afdeling klagerens skrivelse af 29. november 2000. Indklagede afviste ethvert erstatningskrav i forbindelse med investeringerne.
Parternes påstande.
Den 2. april 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 187.381,81 kr. (799.386,75 kr. - 612.004,94 kr.).
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han under mødet i februar 2000 ikke umiddelbart var interesseret i at investere på ny, da det var usikkert, hvornår han skulle gå på pension.
Da B kontaktede ham den 14. marts, troede han, at henvendelsen gjaldt den investering, der var foreslået på mødet i februar, og han accepterede, at B fremsendte papirer på handlen. Da han næste dag modtog notaerne, konstaterede han, at der var indkøbt de samme papirer, som han havde solgt i november 1999, men nu til en højere kurs, hvilket han var utilfreds med.
Han klagede derfor til C over investeringen, men ønskede ikke umiddelbart at tale med B og C, idet han følte, at de havde ført ham bag lyset ved ikke at investere i det, der var foreslået.
Han er bekendt med, at C anmodede B om at ringe ham op, hvilket aldrig skete.
For at se forretningsgangen ved køb af værdipapirer anmodede han C om at købe investeringsforeningsbeviser i BG Invest Japan. Ved denne handel fik han tilsendt nota med fritegningsønske samt påskrevet selvvalg samt bekræftelse af handel. Indklagede burde have anvendt samme fremgangsmåde i forbindelse med handlen den 14. marts 2000.
Under drøftelserne med D fik han det klare indtryk, at indklagede ville tilbyde en løsning, som han kunne være tilfreds med. Han rykkede gentagne gange for en afgørelse, men blev hele tiden holdt hen. Investeringsforeningsbeviserne blev ikke solgt, da han ikke mente sig i stand til at sælge papirer, som han ikke han havde købt, hvilket han gentagne gange gjorde indklagede opmærksom på. Den 12. januar 2001 turde han imidlertid ikke vente længere og anmodede derfor D om at sælge beholdningen.
Han klagede til C over investeringen umiddelbart efter, at denne var foretaget, og handlerne burde derfor have været annulleret, således som det skete, da indklagede den 12. januar 2001 ved en fejl solgte investeringsforeningsbeviserne i BG Invest Japan.
Indklagede har anført, at klagerens intention ved salget af investeringsforeningsbeviserne i november 1999 var at afvente et muligt globalt kursfald ved årsskiftet og herefter foretage genplacering.
På baggrund af indklagedes generelle holdning til spredning af risikoen blev det på mødet i februar 2000 foreslået, at pensionsmidlerne fremover kunne placeres med 40% aktieinvestering og 60% investering i obligationer. Der blev imidlertid ikke indgået nogen aftale herom.
Under telefoniske drøftelser med klageren i marts 2000 blev det besluttet at foretage 100% genplacering af de kontante midler. B har oplyst, at denne drøftede den konkrete placering med klageren, og klageren modtog notaer for de købte værdipapirer umiddelbart efter købet.
I april/maj 2000 havde C en del kontakt med klageren i forbindelse med dennes køb af en fast ejendom. Klageren omtalte investeringerne og gav udtryk for utilfredshed hermed. Klageren blev direkte forespurgt, om han ønskede kontakt til investeringsrådgiveren, hvilket klageren imidlertid ikke ønskede. C forespurgte endvidere, om der skulle sælges, hvilket klageren ikke ønskede. Klageren har omtalt investeringerne under efterfølgende samtaler, men har på intet tidspunkt givet udtryk for, at der skulle sælges. Heller ikke under mødet med D gav klageren udtryk for, at han ønskede at sælge.
Købet af investeringsforeningsbeviserne skete efter drøftelse med klageren, som modtog notaer på købene og således var bekendt med, hvorledes midlerne i kapitalpensionen blev investeret. Klageren burde straks have reageret, såfremt han ikke kunne acceptere investeringen.
Risikoen for, at midlerne ikke blev solgt umiddelbart efter købet, må påhvile klageren, idet denne efter dette tidspunkt selv måtte afgøre, hvorledes han ønskede at forholde sig. Klageren kan ikke påføre indklagede et ansvar ved at undlade at sælge.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at investeringerne den 14. marts 2000 blev foretaget med klagerens accept. Det bemærkes herved, at klageren ikke straks reagerede på fremsendelsen af fondsnotaerne for investeringerne med krav om en annullation af handlerne, men at han alene gav udtryk for generel utilfredshed med investeringen.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har stillet klageren i udsigt, at man ville yde en kompensation for tabet på investeringen, og klageren måtte indse, at han ved at undlade at sælge selv bar risikoen for kursudviklingen.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.