Afgørelse

Indsigelser mod afgiven kautionserklæring.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelser vedrørende en kautionsforpligtelse, som hun har påtaget sig til fordel for indklagede.

Sagens omstændigheder.

I januar 1998 bevilgede indklagede klagerens ægtefælle M en kassekredit på 150.000 kr. til brug for en af M personlig drevet virksomhed.

Den 3. marts 1998 underskrev M fuldmagtserklæring, således at klageren havde fuldmagt til kreditten.

I forbindelse med, at indklagede bevilgede M en overtræksret på 375.000 kr., underskrev klageren den 1. maj 1998 særskilt kautionserklæring, hvorefter hun indestod som selvskyldnerkautionist for, hvad M måtte blive indklagede skyldig i henhold til kreditten. I en samtidig af indklagede udfærdiget erklæring er anført, at klagerens kautionsforpligtelse alene vedrører træk på kreditten ud over maksimum 150.000 kr. og således, at klagerens forpligtelse aldrig kan overstige 375.000 kr.

Ved skrivelse af 11. september 1998 til klageren anførte indklagede:

"Vedrørende kassekredit nr. ……v/[ M] .

For god ordens skyld skal jeg herved bekræfte aftalen om at din kautionsforpligtelse i henhold til kautionserklæring underskrevet den 1. maj 1998, alene vedrører træk på ovennævnte kredit udover det aftalte maksimum kr. 150.000,00.

Vi har bevilget en total trækningsret på kreditten op til i alt kr. 825.000,00, dog således at trækningsretten reduceres løbende i henhold til likviditetsbudgettet af 6.9.1998.

Nærværende brev er at opfatte som et tillæg til ovennævnte kautionserklæring."

Den 5. marts 1999 underskrev klageren særskilt kautionserklæring, hvorefter hun indestod som selvskyldnerkautionist til sikkerhed for, hvad M måtte være eller blive indklagede skyldig. Indklagede har anført, at erklæringen blev afgivet i forbindelse med en omlægning af M's engagement. Af kautionserklæringen fremgår endvidere:

"Kautionistens forpligtelse er begrænset til kr. 675.000,00 af det til enhver tid skyldige beløb. Undertegnede er gjort bekendt med og erklærer sig indforstået med, at kautionsforpligtelsen omfatter såvel den forhøjelse af lånet/kreditten, som er etableret samtidig med kautionsforpligtelsen som allerede etableret gæld."

Ved skrivelse af 28. juli 1999 orienterede indklagede klageren om, at M's engagement var opsagt til indfrielse som følge af misligholdelse. Indklagede opsagde derfor kautionsforpligtelsen på 675.000 kr. til betaling med tillæg af renter 18% p.a.

Efter at M havde anmodet om henstand, meddelte indklagede ved skrivelse af 12. august 1999 M, at man var indstillet på at tiltræde en henstandsordning. Indklagede anførte samtidig, at en forudsætning for at deltage i den frivillige betalingsordning bl.a. var, at klageren tiltrådte betalingsaftalen som selvskyldnerkautionist og, at klageren anerkendte kautionsforpligtelsen på særskilt dokument. Indklagedes skrivelse er påført en udateret underskrift af klageren, over hvilken er anført: "Ovennævnte betalingsordning tiltrædes herved som selvskyldnerkautionist".

Ved skrivelse af 28. marts 2000 til klageren anmodede indklagedes advokat under henvisning til en tidligere korrespondance klageren om at underskrive et frivilligt forlig. Den 29. s.m. underskrev klageren det frivillige forlig, hvorefter klageren erkendte at skylde indklagede 675.000 kr. med tillæg af renter til 1. marts 2000 75.867,23 kr. eller i alt 750.867,23 kr.

Ved skrivelse af 2. oktober 2000 rettede klageren henvendelse til indklagedes advokat med forslag til en afviklingsordning. Ved skrivelse af 13. s.m. anmodede advokaten om at modtage materiale til belysning af klagerens økonomiske situation. Advokaten oplyste samtidig, at han havde fremsendt sagen til fogedretten. Klageren meddelte herefter, at hun, da sagen var overgivet til fogedretten, ikke fandt anledning til at fremkomme med materiale direkte til advokaten, og at forslaget til afvikling var bortfaldet.

Indklagede har anført, at der herefter blev gennemført en fogedforretning mod klageren den 17. november 2000, hvor der blev foretaget udlæg i et huslejedepositum samt en bil.

Sagen blev på ny indbragt for fogedretten i marts 2001, hvor den afventer Ankenævnets behandling.

Parternes påstande.

Klageren har den 30. august 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde klagerens selvskyldnerkaution.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun ikke forinden underskrivelse af kautionserklæringen af indklagede fik oplysning om risikoen herved eller om M's anstrengte økonomiske forhold, som indklagede måtte være vidende om, men som hun ikke havde kendskab til. Indklagede har ikke dokumenteret, at den rådgivning, som man er forpligtet til at give en kautionist, er givet hende.

Det strider mod god pengeinstitutskik, at indklagede lod en privat person uden speciel kendskab til risikoen ved at underskrive en kautionserklæring påtage sig en sådan uden at undersøge pågældendes økonomiske forhold. På tidspunktet for underskrivelsen var hun hjemmegående og havde hverken lønindkomst eller nogen form for formue.

Det måtte stå indklagede klart, at hun ikke havde den fornødne økonomiske baggrund for nogensinde at kunne opfylde kautionsforpligtelsen, hvorfor det må være i strid med god pengeinstitutpraksis og almindelig hæderlighed at gøre kautionserklæringen gældende.

Det frivillige forlig var en betingelse for den henstandsordning, som M havde behov for, hvorfor hendes underskrift af dette ikke kan føre til, at hun har påtaget sig et udviddet ansvar i forhold til den allerede underskrevne kautionserklæring. Forliget er underskrevet i en urigtig formening om, at hun hæftede for kautionsforpligtelsen. Tilsvarende gælder for fremsendelsen af forslag til akkordordning.

Underskriften af dokumenterne er ikke foregået i indklagedes lokaler, men M havde dokumenter med hjem, eller de blev fremsendt til deres bopæl.

Hun bestrider, at hun i kraft af fuldmagten havde mulighed for at få indsigt i virksomhedens økonomiske forhold. Hun har på intet tidspunkt haft kendskab til virksomhedens drift eller deltaget i virksomhedens bogholderi.

De af indklagede udfærdigede kautionserklæringer er uoverskuelige, og det fremgår ikke tydeligt, hvilken hæftelse der påtages.

Indklagede har anført, at kautionen efter sin ordlyd omfatter 675.000 kr. med tillæg af løbende rente fra det tidspunkt, hvor kravet rettes mod kautionisten.

Klageren er bundet af, at hun gentagne gange bekræftede kautionsforpligtelsen.

Klageren har ikke været ubekendt med M's økonomiske forhold, men at hun under hele forløbet har været samboende, ligesom hun har haft adgang til at disponere på M's kredit.

Den medarbejder, der har skrevet til vitterlighed, erindrer for så vidt angår kautionserklæringen af 1. maj 1998, at klageren sad over for ham, da hun underskrev. Det var meget vigtigt for klageren, at hun ikke kom til at hæfte for det hele, hvilket var baggrunden for den tilknyttede skrivelse om begrænsningen i klagerens hæftelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I forbindelse med underskriften den 5. marts 1999 bekræftede klageren den kautionsforpligtelse, som hun oprindelig havde påtaget sig i maj 1998.

Ved skrivelse af 28. juli 1999 blev klageren orienteret om, at M's engagement var opsagt til indfrielse. I forbindelse med indgåelsen af en henstandsordning underskrev klageren endvidere indklagedes skrivelse af 12. august 1999 vedrørende henstandsordningen.

Yderligere underskrev klageren den 29. marts 2000 et frivilligt forlig, hvor hun vedstod kautionsforpligtelsen, og hvori den gæld, som hun hæftede for, er angivet til ca. 750.000 kr.

Først i forbindelse med den af indklagede begærede fogedforretning er klageren fremkommet med nærmere indsigelser vedrørende de afgivne erklæringer.

Ankenævnet finder, at klageren må være afskåret fra nu at fremkomme med indsigelser vedrørende kautionsforpligtelsen samt de senere ændringer i denne.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.