Størrelse af indestående. Frigivelse.
| Sagsnummer: | 233 /1989 |
| Dato: | 16-02-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lis Frisenette, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Størrelse af indestående. Frigivelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 15. august 1985 håndpantsatte klageren sit depot i indklagedes Hundige Storcenter afdeling til sikkerhed for sin daværende ægtefælles kassekredit på 50.000 kr. i afdelingen.
Ifølge kreditkontrakten tjente depotet primært til sikkerhed for et til klageren og dennes daværende ægtefælle ydet lån, som senere er blevet indfriet.
Afviklingen af kassekreditten skulle ifølge kontrakten tages op til drøftelse pr. 31. juli 1986.
Efter skilsmisse meddelte klageren ved skrivelse af 19. februar 1986 afdelingen, at hun ønskede at få frigivet sit pant, idet hun ikke længere ønskede at hæfte for kassekreditten. Gælden ifølge denne udgjorde på dette tidspunkt 35.934,09 kr.
Efter at klageren havde brevvekslet med afdelingen og indklagedes direktion, meddelte afdelingen hende i skrivelse af 20. oktober 1988, at hendes tidligere ægtefælle trods indgåelsen af adskillige afviklingsaftaler ikke havde nedbragt kassekreditten. Indklagede agtede derfor at realisere pantet, medmindre der blev truffet aftale om frikøb af effekterne.
Den 21. oktober 1988 blev et i klagerens depot beroende pantebrev på 100.000 kr. indfriet af pantebrevsdebitor. Restgælden udgjorde i alt 53.775,62 kr., hvilket beløb blev krediteret kassekreditten, hvorved saldoen nedbragtes til 9.367 kr.
Efter yderligere brevveksling med indklagede har klageren ved sin advokat indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om principalt, at indklagede tilpligtes at frigive det af klageren stillede håndpant med tilbagevirkende kraft, således at indklagede godtgør klageren 53.775,52 kr. med tillæg af renter samt giver afkald på yderligere hæftelse for kassekreditten, og subsidiært, at klagerens hæftelse maksimeres til 50.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for klagerens påstand er anført, at klageren allerede i februar 1986 overfor afdelingen gav udtryk for, at hun ønskede at få frigjort sine deponerede sikkerheder, hvilket afdelingen på daværende tidspunkt mundtligt gav tilsagn om. Til trods for, at klageren gentagne gange herefter meddelte, at hun ikke ønskede at hæfte for sin fraskilte ægtefælles kredit, fandt den lovede frigivelse ikke sted. Den i kassekreditkontrakten anførte genforhandling pr. 31. juli 1986 har ikke fundet sted. Hun stillede sikkerhed for kassekreditten under den forudsætning, at provenuet blev anvendt til driften af en af debitor drevet privat virksomhed. Indklagede har ikke godtgjort, at provenuet ikke er anvendt til uvedkommende formål. Hun har derudover hverken modtaget underretning om kreditforholdets forløb eller om, hvilke skridt indklagede har foretaget sig for at opnå dækning for beløbet hos debitor. Endelig har indklagede ydet debitor yderligere kredit. Uanset at dette er sket mod sikkerhedsstillelse i form af pant i fast ejendom, er debitors økonomi blevet yderligere forringet heraf, hvorved debitors betalingsevne er blevet forringet.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at afdelingen på intet tidspunkt har givet klageren noget endeligt tilsagn om frigivelse af hendes deponerede midler. Det blev kun stillet klageren i udsigt, at hun kunne blive frigjort for sin forpligtelse, såfremt debitors økonomiske forhold blev væsentligt forbedret, hvilket imidlertid ikke skete. Grunden til, at den i kontrakten anførte genforhandling pr. 31. juli 1986 ikke fandt sted, var dels, at afdelingen afventede afslutningen på bodelingen mellem parterne, dels at debitor var vanskelig at komme i kontakt med. Indklagede fører ikke kontrol med til hvem, der udbetales midler fra kontoen, og de forudsætninger vedrørende anvendelse af låneprovenuet, som klageren måtte have haft for den skete pantsætning, kan derfor ikke tillægges betydning.
Indklagede har på klagerens anmodning i efteråret 1988 fremsendt fuldstændig kontoudskrift for kassekreditten, og indklagede har i skrivelse af 20. oktober 1988 orienteret klageren om sine bestræbelser på at opnå dækning hos debitor. Indklagede har bevilget debitor et lån til køb af en fast ejendom, men denne udvidelse af debitors kredit betød ikke en nettoforøgelse af indklagedes kreditrisiko eller en forværring af debitors økonomiske stilling, idet lånet var sikret ved pant i den faste ejendom. Denne yderligere kredit har således ikke forringet klagerens mulighed for at gøre et regreskrav gældende mod debitor.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke godtgjort, at indklagede har givet endeligt tilsagn om at frigøre klageren for den forpligtelse, hun påtog sig ved håndpantsætningen af de i hendes depot beroende værdipapirer til sikkerhed for sin daværende ægtefælles kassekredit, og der findes heller ikke at foreligge andre forhold, som kan føre til fuldstændigt bortfald af klagerens forpligtelse. Det må imidlertid lægges til grund, at klageren ved skrivelsen af 19. februar 1986 opsagde håndpantsætningen i det omfang, dette var muligt. Gælden ifølge kassekreditten udgjorde på dette tidspunkt 35.934,09 kr., og Ankenævnet finder, at klagerens forpligtelse som pantsætter herefter må være begrænset til dette beløb med tillæg af rente og provision.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klagerens forpligtelse som håndpantsætter til sikkerhed for den med klagerens tidligere ægtefælle oprettede kassekredit er begrænset til 35.934,09 kr. med tillæg af den for kassekreditten gældende rente og provision heraf regnet fra den 20. februar 1986, og bør foretage opgørelse overfor klageren i overensstemmelse hermed. Klagegebyret tilbagebetales klageren.