Spørgsmål vedrørende rådgivning om beskatning i forbindelse med salg af investeringsforeningsbeviser inden for 3 års ejertid.
| Sagsnummer: | 282/1999 |
| Dato: | 07-03-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - skatteforhold
Rådgivning - skatteforhold |
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende rådgivning om beskatning i forbindelse med salg af investeringsforeningsbeviser inden for 3 års ejertid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren som følge af mangelfuld rådgivning om beskatning i forbindelse med dennes salg af investeringsforeningsbeviser inden for 3 års ejertid.
Sagens omstændigheder.
Ved skrivelse af 21. juli 1998 rettede indklagede henvendelse til klageren vedrørende 3.087 stk. investeringsforeningsbeviser i Danske Invest Verden, som beroede i klagerens individuelle depot hos indklagede. Investeringsbeviserne var købt den 22. september 1995. Indklagede foreslog klageren at reducere beholdningen til fordel for Danske Invest Europa, eventuelt Europa stock 50 eller obligationer.
På baggrund af en telefonisk henvendelse fra klageren den 22. juli 1998 blev der samme dag solgt 2.537 stk. investeringsforeningsbeviser til kurs 241,5, hvorved klageren realiserede en kursgevinst på ca. 292.000 kr.
Som følge af, at salget var sket inden for 3 års ejertid, blev kursgevinsten beskattet som almindelig skattepligtig indkomst (kapitalindkomst) frem for som aktieindkomst, hvilket for klageren medførte en merskattebetaling på 65.251 kr. inkl. procenttillæg på 7%.
Under sagen har indklagede fremlagt en intern udskrift vedrørende klagerens værdipapirer. Af udskriften, der er benævnt "FondsInfo" og udskrevet den 13. juli 1998, fremgår bl.a. anskaffelsesdatoen for investeringsforeningsbeviserne og kursværdien ved anskaffelsen og på udskriftsdatoen. Ud for anskaffelsesdatoen den 22. september 1995 er med håndskrift noteret "22/9 98". Klagerens skatteprocent er anført til 42. Ved angivelsen af beholdningen på 3.087 stk. Danske Invest Verden er med håndskrift bl.a. noteret: "130 tilbage" og tallet "587".
Parternes påstande.
Klageren har den 2. juli 1999 indbragt sagen for Ankenævnet og har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 65.251 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar som følge af fejlagtig rådgivning vedrørende de skattemæssige konsekvenser i forbindelse med salget af investeringsforeningsbeviserne. Det blev oplyst, at kursgevinsten ville blive beskattet med 25/40% svarende til ca. 60.000 kr. Til finansiering af dels skatten, dels en renovering af hans terrasse og en planlagt udenlandsrejse, der forventedes at beløbe sig til i alt ca. 70.000 kr., besluttede han at beholde en del af investeringsbeviserne, jf. medarbejderens notat om 130.000 kr.
Det bestrides, at medarbejderen udregnede skattetilsvaret til ca. 130.000 kr.
Det bestrides også, at medarbejderen ydede en rådgivning, der indebar, at han skulle vælge mellem at realisere den aktuelle kursgevinst og betale kapitalindkomstskat heraf, eller afvente udløbet af 3-årsperioden i september 1998, hvor der ville være tale om en 25/40% beskatning med kursrisiko i den mellemliggende periode.
Medarbejderen var ikke opmærksom på, at salget skete inden 3 års ejertid og rådgav ikke om de skattemæssige konsekvenser. Såfremt medarbejderen havde været opmærksom herpå, burde han have anbefalet at afvente et salg, ligesom han burde have beregnet, hvilket kursfald der skulle ske i løbet af de to måneder, for at det var en bedre forretning at sælge beviserne straks frem for at afvente 3-årsdagen. Medarbejderen burde endvidere have indset, at et salg ville udløse topskat, hvorfor det ikke var realistisk at lægge en skatteprocent på 42-45 til grund ved beregningen. Det faktiske skattetilsvar kom til at udgøre 168.000 kr. Den i udskriften anførte skatteprocent på 42 må stamme fra hans indlevering af et skattekort i starten af januar 1998. Skatteprocenten blev ikke drøftet i forbindelse med salget.
Det bestrides, at det var aftalt, at indklagede skulle kontakte ham cirka hvert halve år, og indklagede har da heller ikke efterlevet en sådan aftale. Det er en skærpende omstændighed, at salget skete på baggrund af en henvendelse fra indklagede.
Det er uden relevans for sagen, at kursen på investeringsforeningsbeviserne i efteråret 1998 var faldende. Han havde ikke behov for at afstå investeringsforeningsbeviserne straks efter 3 års ejertid, men havde økonomisk mulighed for at afvente, at kurserne efterfølgende rettede sig. I marts 1999 var kursen højere end på salgstidspunktet.
Indklagede har anført, at skrivelsen af 21. juli 1998 blev fremsendt som led i en mundtlig aftale med klageren om gensidig kontakt minimum hvert halve år med henblik på en gennemgang af værdipapirbeholdningen i depotet. Kursen på investeringsforeningsbeviserne havde siden årsskiftet bevæget sig i en gunstig retning, og klageren havde tidligere givet udtryk for, at kursen på disse værdipapirer skulle følges med henblik på at reducere beholdningen.
Under telefonsamtalen den 22. juli 1998 blev klageren rådgivet om de skatteretlige aspekter ved salg af investeringsforeningsbeviserne før 3 års ejertid. Af medarbejderens notater på udskriften FondsInfo fremgår, at man var opmærksom på, at klageren først den 22. september 1998 havde ejet investeringsforeningsbeviserne i 3 år.
Skatteberegningen tog udgangspunkt i en marginalskatteprocent på 42 i 1998, som klageren havde oplyst i forbindelse med en omlægning af obligationer i februar 1998, og blev rundet op til 45%, da klageren forventede supplerende indtægter. Skattetilsvaret blev herefter på baggrund af en fortjeneste på ca. 292.000 kr. opgjort til ca. 130.000 kr. Til dækning af skattetilsvaret ønskede klageren at reservere et passende antal investeringsforeningsbeviser.
Klageren valgte således at sælge investeringsforeningsbeviserne før 3 års ejertid for at realisere den aktuelle kursgevinst. Der blev ikke fremsat alternativt forslag om at afvente salg, idet kursgevinsten på dette fremtidige tidspunkt var hypotetisk. Hertil kom, at aktieskatteprocenten ikke lå langt fra den oplyste marginalskatteprocent.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der foreligger modstridende forklaringer om indholdet af de drøftelser, der fandt sted mellem klageren og indklagedes medarbejder under telefonsamtalen den 22. juli 1998.
Indklagedes medarbejder har bl.a. anført, at han oplyste klageren om, at avancen på ca. 292.000 kr. ville blive beskattet som kapitalindkomst, da investeringsforeningsbeviserne endnu ikke havde været ejet af klageren i 3 år, at han ved beregningen af skatten tog udgangspunkt i den ved en tidligere lejlighed oplyste skatteprocent på 42 og foretog en mindre oprunding til ca. 45, og at spørgsmålet om, hvad skatten ville være, hvis 3 års ejerperiodens udløb i september 1998 blev afventet, således at avancen blev beskattet som aktieindkomst med 25% af grundbeløbet og 40% af resten, ikke blev drøftet.
Ankenævnet finder imidlertid, at indklagedes medarbejder burde have indset, at en skatteprocent på ca. 45 var urealistisk lav i betragtning af, at det påtænkte salg i sig selv ville udløse en avance på ca. 292.000 kr., og at han derfor tillige burde have indset, at der ville kunne opnås en væsentlig skattebesparelse ved at afvente 3 års ejerperiodens udløb. Ankenævnet finder endvidere, at det måtte påhvile indklagedes medarbejder som led i sin rådgivning at oplyse klageren herom, ikke mindst i betragtning af, det var medarbejderen, der havde taget initiativet til drøftelserne. Da det allerede på grundlag af medarbejderens egen forklaring må lægges til grund, at denne oplysning ikke blev givet, findes indklagede at være erstatningsansvarlig som følge af mangelfuld rådgivning. I den foreliggende situation, hvor det må lægges til grund, at et hurtigt salg ikke var afgørende for klageren, findes der ved erstatningsfastsættelsen ikke at kunne lægges vægt på, at kursen var faldet i september 1998, da den 3 års ejerperiode ville være udløbet, og først efter nogen tid igen kom op på samme niveau som ved salget i juli 1998. Ankenævnet tager herefter klagerens påstand til følge, idet beløbet findes at burde forrentes som nedenfor bestemt.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger til klageren betale 65.251 kr. med tillæg af rente efter renteloven fra den 2. juli 1999. Klagegebyret tilbagebetales klageren.