Betydning af mundtlig underretning om restance m.m.
| Sagsnummer: | 157/1996 |
| Dato: | 14-11-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Leif Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Betydning af mundtlig underretning om restance m.m. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 26. oktober 1992 ydede indklagedes Nørre Alslev afdeling klagerens datter et lån på 21.300 kr., som skulle afvikles med 500 kr. månedligt første gang 1. december 1992. Klageren, der er født i 1911, underskrev samme dag selvskyldnerkautionserklæring for lånet. Lånet blev ydet i forbindelse med datterens køb af en bil.
Indklagede har fremlagt et håndskrevet notat vedrørende lånets etablering, hvoraf fremgår:
"OKP.g.a. Kautionist der er bekendt med at en kaution indebærer risiko for at man må betale hvis lånet misligholdes (han sagde selv "hvad har man ellers kautionister til")."
Indklagede har oplyst, at lånet kom i restance med ydelsen pr. 1. marts 1993. Den 5. april s.å. indbetaltes 1.000 kr., svarende til 1. marts og 1. april ydelsen. Ydelserne for maj, juni og juli betaltes ligeledes, hvorefter lånet på ny kom i restance. Den 2. december 1993 indbetalte klageren 2.500 kr. til indklagede, svarende til 5 ydelser. Ydelsen for januar 1994 indbetaltes den 6. januar 1994, hvorefter der først den 1. juli 1994 - af klageren - blev indbetalt 1.000 kr. på lånet.
Sagen blev overgivet til inkasso, og under en fogedforretning den 2. november 1994 oplyste datteren, at hun intet ejede, som kunne påvises til genstand for udlæg.
Ved skrivelse af 12. december 1994 orienterede indklagede klageren om forløbet af fogedforretningen samt oplyste, at der med datteren var indgået aftale om betaling af 200 kr. månedligt, men at aftalen ikke var overholdt.
Klageren indledte i maj 1995 gennem en bekendt en korrespondance med indklagede om rækkevidden af kautionsforpligtelsen, idet det bl.a. blev gjort gældende, at indklagede ikke kunne dokumentere at have opfyldt bank- og sparekasselovens § 41.
Ved klageskema af 6. april 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at kautionsforpligtelsen anses for bortfaldet eller nedsættes.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede ikke har opfyldt sin forpligtelse efter bank- og sparekasselovens § 41, idet der ikke er sendt anbefalet skrivelse i anledning af restance på lånet. Først i december 1994 blev han skriftligt orienteret om problemerne. Lånet blev ydet til køb af en bil, men under fogedforretningen, hvor det skulle være oplyst, at bilen var solgt, blev der ikke boret nærmere heri. Havde han på et tidligere tidspunkt fået underretning om problemerne med lånet, kunne han muligt have sikret, at et provenu ved salget af bilen var medgået til at nedbringe lånet. Indklagede har ved at henholde sig til lånets debitor uden direkte at involvere ham i opfølgningen afskåret sig fra muligheden for at gøre kautionen gældende. Han bestrider ikke, at han er blevet mundtlig orienteret om lånets restance, men hvad orienteringen har indeholdt kan ikke i dag dokumenteres; han forstod af orienteringen, at han ikke behøvede at foretage sig noget.
Indklagede har anført, at lånet udelukkende blev ydet på klagerens opfordring på grund af et mangeårigt kundeforhold. Det var oprindeligt på tale at yde lånet til klageren selv, men det endte med, at lånet blev ydet til datteren, men med klagerens kaution. Indklagede vurderede, at kautionen ikke ville være velfærdstruende for klageren, der ejer en næsten gældfri ejendom. Selvom der ikke kan fremlægges brevkopier, har indklagede opfyldt meddelelsespligten efter bank- og sparekasselovens § 41. Restancen på lånet opstået i marts 1993 er uden betydning, idet restancen blev inddækket den følgende måned. Der opstod først restance igen i august 1993 og klageren indbetalte 2.500 kr. i december 1993. Indbetalingen må anses for at være sket som følge af, at klageren er blevet rykket, idet det næppe er tænkeligt, at klageren skulle have betalt uden at være opfordret hertil. Klageren har flere gange - ofte på eget initiativ - fået en mundtlig orientering om lånets status, idet han hyppigt var hos indklagede. Klageren har yderligere indbetalt 1.000 kr. i juli 1994. Det bestrides, at klageren skulle have lidt et tab som følge af, at han ikke har modtaget anbefalet skrivelse i henhold til § 41.
Ankenævnets bemærkninger:
Den restance, der opstod på lånet ved manglende betaling af marts ydelsen 1993, blev inddækket ved indbetalingen den 5. april s.å. Indklagede var derfor ikke efter bank- og sparekasselovens § 41 forpligtet til at orientere klageren om restancen. Lånet kom på ny i restance ved manglende betaling af ydelsen pr. 1. august 1993 og herefter forfaldne ydelser. Den 2. december 1993, på hvilket tidspunkt lånet var i restance med fem måneders ydelser, indbetalte klageren et beløb svarende til disse ydelser. Der bestod således ikke nogen pligt for indklagede til at orientere klageren i henhold til § 41 før end i august 1994, da lånet havde været i restance i mere end 6 måneder. Ankenævnet finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at klagerens indbetalinger - herunder indbetalingen i juli 1994 - skete som følge af, at indklagede mundtligt havde orienteret ham om restancerne. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at klagerens regresmuligheder er blevet forringet som følge af, at indklagede ikke som foreskrevet i § 41 har givet ham meddelelse ved anbefalet skrivelse.
Indklagede har ikke i forbindelse med fogedforretningen mod klagerens datter tilsidesat forpligtelser over for klageren, og der er heller ikke i øvrigt oplyst omstændigheder, som kan føre til bortfald eller nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.