Spørgsmål om bortfald af kautionsforpligtelse i forbindelse med indfrielse af engagement og om rettidig underretning om restance.
| Sagsnummer: | 323/2005 |
| Dato: | 08-06-2006 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen Karin Duerlund, Lotte Aakjær Jensen, Rut Jørgensen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Kaution - indfrielse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om bortfald af kautionsforpligtelse i forbindelse med indfrielse af engagement og om rettidig underretning om restance. |
| Indklagede: | Amagerbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod indklagedes krav om indfrielse af en kautionsforpligtelse.
Sagens omstændigheder.
Klageren og dennes daværende samlever, H, solgte i 2000 deres fælles faste ejendom. Der opstod i den forbindelse et overtræk på ca. 115.000 kr. på klagerens og H's fælles omprioriteringskonto hos indklagede.
Til indfrielse af overtrækket ydede indklagede i sommeren 2000 klageren og H hver et lån på 60.000 kr. med krydsende kaution, således at klageren og H kautionerede for hinandens lån. Klagerens lån skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.200 kr., og H's lån skulle afvikles med en månedlig ydelse på 800 kr. Gældsbrevene for lånene, der er fremlagt under sagen, er dateret den 18. maj 2000. Klagerens og H's underskrifter som henholdsvis debitor og selvskyldnerkautionist er ikke dateret. Ud over kautionerne skulle indklagede have sikkerhed i effekterne i et fællesdepot nr. -173.
Af kontoudskrifter for lånene fremgår en startsaldo på 0 kr. den 18. maj 2000. Omprioriteringskontoen blev indfriet ved overførsel fra lånekontiene den 23. august 2000.
Lånet til H blev afviklet med nogen uregelmæssighed.
Ved skrivelse af 3. december 2001 rykkede indklagede H for en restance på lånet på 2.000 kr. Ifølge skrivelse af 14. december 2001 blev klageren underrettet om restancen.
Den 18. januar 2002 indbetalte klageren 43.799,36 kr. på sit lån, som herved blev indfriet. Indklagede sendte en opgørelse af kontoen til klageren, hvoraf indbetalingen fremgik. Samme dag blev klagerens lønkonto med et indestående på 164,32 kr. ophævet.
Ifølge skrivelser af henholdsvis 22. januar og 5. februar 2002 blev klageren underrettet om fortsatte restancer på H's lån.
Ved skrivelse til H af 9. juli 2002 opsagde indklagede H's lån som følge af misligholdelse. Ifølge skrivelse af samme dato blev klageren underrettet om opsigelsen. I skrivelsen er det anført, at denne blev sendt både som almindeligt brev og anbefalet.
Klageren har anført, at han ikke erindrer at have modtaget nogen underretningsskrivelser.
Sagen overgik til indklagedes kreditkontor, som ved skrivelser af 15. august 2002 rettede henvendelse til såvel H som klageren om restgælden på H's lån, som blev opgjort til 56.689,56 kr. med tillæg af renter fra den 1. juli 2002.
Det fremgår, at der blev indgået en afviklingsaftale mellem indklagede og H, som betalte tre ydelser i henholdsvis september og november 2002 samt januar 2003.
Ved skrivelse af 3. juli 2003 meddelte indklagede klageren, at afviklingsaftalen med H ikke var blevet overholdt, hvorfor klageren som selvskyldnerkautionist blev anmodet om at betale gælden, som blev opgjort til 54.289,56 kr. med tillæg af renter fra den 1. juli 2002.
Den 14. juli 2003 betalte H yderligere en ydelse på 800 kr.
Indklagede overgav sagen til inkasso ved en advokat, som ved skrivelser af 16. juli 2004 til henholdsvis klageren og H anmodede om indfrielse af gælden på nu 53.489,56 kr. med tillæg af renter fra den 1. juli 2002 og inkassoomkostninger, eller i alt 69.194,50 kr.
I foråret 2005 begærede indklagede klageren tilsagt til fogedretten ved Københavns Byret med henblik på foretagelse af udlæg for en begrænset del af fordringen. Klageren gjorde indsigelse mod kravet. Fogedretten udsatte sagen med henblik på forelæggelse for Ankenævnet.
Parternes påstande.
Den 14. december 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal frafalde kravet helt eller delvist.
Indklagede har under sagen nedsat sit krav til 53.497,21 kr. inklusiv renter til juli 2003, hvorved klageren stilles som om H i perioden fra juli 2002 til og med juli 2003 havde afviklet gælden i henhold til den indgåede aftale.
Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han den 18. januar 2002 indfriede sit engagement med indklagede. Det var en forudsætning for indfrielsen, at han kom ud af sit mellemværende med indklagede. Indklagede accepterede indfrielsen uden at tage forbehold for et eventuelt krav i henhold til kautionen, selvom H's lån tilsyneladende var misligholdt. Hvis han havde været klar over, at han fortsat hæftede for en kautionsforpligtelse i relation til H, ville han ikke have foretaget indfrielsen.
Indklagede har ikke overholdt sin pligt til at underrette om H's misligholdelse af lånet. I hvert fald for så vidt angår manglende ydelser fra januar, april og maj 2001 er seks måneders fristen i bank- og sparekasselovens § 41 ikke blevet overholdt. Endvidere har indklagede ikke overholdt underretningsfristen i forbindelse med H's misligholdelse af den afviklingsordning, som indklagede indgik med H i juli 2002. Han erindrer ikke at have modtaget nogen af de underretningsskrivelser, der er fremlagt under sagen. Indklagede bærer bevisbyrden for, at skrivelserne er kommet frem til ham, og den bevisbyrde har indklagede ikke løftet. Skrivelsen af 9. juli 2002, som eventuelt er sendt anbefalet, er fejlbehæftet, idet der refereres til en opsigelse af 5. februar 2002, som imidlertid alene var en rykkerskrivelse om inddækning af restance.
Selve kautionsaftalen er uklar. Det fremgår under sikkerheder, at der skulle være stillet sikkerhed i form af sikkerhedsdepot -173. Der foreligger ikke oplysninger om, hvilke sikkerheder der er tale om.
Indklagede har anført, at klageren den 18. januar 2002 indfriede sit lån ved betaling af 43.799,36 kr., hvilket blev bekræftet ved skrivelse af samme dato. Det bestrides, at klagerens kaution for H's lån bortfaldt i den forbindelse.
Klageren modtog underretning om H's misligholdelse inden for fristen i den dagældende bank- og sparekasselovs § 41. Ved underretningen den 14. december 2001 var lånet i restance med fem ydelser, og ved opsigelsen den 9. juli 2002 var lånet i restance med seks ydelser. Skrivelsen om opsigelsen blev sendt både som almindeligt brev og ved anbefalet post. Klageren, der under hele forløbet har haft uændret adresse, må anses for også at have modtaget alle skrivelserne.
En eventuel overskridelse af fristen for at give underretning kan ikke medføre en nedsættelse af kautionsforpligtelsen, idet klageren hverken har godtgjort eller sandsynliggjort, at hans mulighed for regres over for H er blevet forringet som følge af manglende underretning.
Under hensyn til de nye regler om privat kaution, der trådte i kraft i juli 2002, er man efter omstændighederne indforstået med at nedsætte klagerens kautionsforpligtelse således, at han stilles som om H havde afviklet gælden aftalemæssigt i perioden fra juli 2002 - juli 2003.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det findes ikke godtgjort, at indklagede gav afkald på den kaution, som klageren havde påtaget sit for H's lån på 60.000 kr., i forbindelse med at klageren den 18. januar 2002 indfriede sit lån og ophævede sin lønkonto hos indklagede.
Det må efter det foreliggende antages, at indklagede inden for seks måneders fristen i den dagældende bank- og sparekasselovs § 41 underrettede klageren om misligholdelsen af H's lån.
En eventuel nedsættelse af kautionsforpligtelsen som følge af for sen underretning ville endvidere forudsætte, at klagerens mulighed for regres over for H var blevet forringet, hvilket der ikke er grundlag for at antage skulle være tilfældet i denne sag.
Indklagede har under sagen nedsat sit krav mod klageren, hvorved denne stilles, som om H's lån var blevet afviklet som forudsat i perioden juli 2002 - juli 2003.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.