Fradrag for forudbetalte renter.
| Sagsnummer: | 258/1990 |
| Dato: | 16-11-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - skatteforhold
|
| Ledetekst: | Fradrag for forudbetalte renter. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren optog den 30. december 1986 hos indklagedes Århus afdeling et veksellån på 3 mio. kr. Vekslen forfaldt til betaling den 15. juni 1987. Låneprovenuet efter fradrag af forudbetalt rente og stempel udgjorde 2.850.000 kr., som indsattes på en konto i klagerens navn hos indklagede. Ved håndpantsætningserklæring af 30. december 1986 håndpantsatte klageren til sikkerhed for enhver forpligtelse, som han havde eller måtte få overfor indklagede, det på kontoen indestående beløb. I juni 1987 indfriedes vekslen med indeståendet på den pantsatte konto samt indbetaling fra klageren med 27.512 kr.
Pr. 30. december 1987 etableredes et lignende engagement, idet låneprovenuet her udgjorde 2.801.000 kr. Ved indfrielse af denne veksel i juli 1988 indbetalte klageren 45.722 kr.
Ved de to engagementer har klageren i alt betalt indklagede et nettorentebeløb på 73.234 kr.
Skattevæsenet har efterfølgende tilsidesat den skattemæssige virkning af begge arrangementer.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om betaling af 73.234 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at da han i forbindelse med gennemgang af sit årsregnskab i indklagedes afdeling i december 1986 fandt, at han skulle betale for meget i skat, oplyste indklagede, at man kendte en sikker metode til skattebesparelse. Klageren fik den opfattelse, at indklagede havde sikret sig, at arrangementet var skattemæssigt holdbart. Herefter blev det pågældende lånearrangement etableret. Ved at undlade at sikre sig den skattemæssige holdbarhed af arrangementet har indklagede pådraget sig erstatningsansvar.
Indklagede har anført, at under et møde i afdelingen vedrørende etablering af billån besværede klageren sig over størrelsen af sin skat og forespurgte om mulighederne for at reducere denne. En medarbejder i afdelingen redegjorde herefter for et lånearrangement, som indklagede efter anvisning og på foranledning af et revisionskontor havde etableret for andre kunder. Klageren anmodede herefter om at få et lignende arrangement. Der var således ikke tale om, at indklagede uopfordret fremsatte forslaget. Hertil kommer, at indklagede på daværende tidspunkt var af den overbevisning, at arrangementet ville blive godkendt af skattevæsenet, ligesom det var indklagedes opfattelse, at klageren drøftede arrangementet med sin revisor. Indklagede har således ikke pådraget sig et erstatningsansvar og er derfor ikke ansvarlig for, at klageren har foretaget en sådan placering af låneprovenuet, at dette ikke kunne give et afkast, der oversteg finansieringsrenten.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har anført, at en medarbejder i indklagedes afdeling i forbindelse med drøftelse af hans skat oplyste, at man kendte en sikker metode til skattebesparelse, medens indklagede har anført, at klageren forespurgte om muligheden for at reducere klagerens skat, hvorefter indklagedes medarbejder redegjorde for etableringen af det omhandlede arrangement. En stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.