Afgørelse

Spørgsmål om erstatningsansvar for differencerenter som følge af manglende opsigelse af lån, der skulle indfries i forbindelse med en ejendomshandel.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar over for klagerne som følge af, at et lån, der skulle indfries i forbindelse med klagernes salg af deres ejendom, ikke blev opsagt.

Sagens omstændigheder.

Klagerne, M og H, solgte i foråret 2002 på grund af skilsmisse deres ejendom med overtagelse den 1. oktober 2002.

Ved skrivelse af 29. maj 2002 fremsendte den medvirkende ejendomsmægler købsaftalen til indklagede, som samtidig blev anmodet om at forestå indfrielse af eksisterende lån. Købsaftalen var betinget af købers salg af sin ejendom.

Ejendommen var prioriteret med to lån i Totalkredit, henholdsvis et 7% obligationslån på oprindelig 162.000 kr. (I) og et 6% obligationslån på oprindelig 746.000 kr.(II).

Den 3. juli 2002 meddelte købers advokat, at købers ejendom var solgt, og at betingelsen således var opfyldt.

Den 5. juli 2002 rettede indklagede telefonisk henvendelse til M om muligheden for at kurssikre låneindfrielserne. Kursen på de bagvedliggende obligationer var henholdsvis 102,93 (I) og 97,78 (II). Klagerne meddelte, at de ikke ønskede at kurssikre.

Klagerne har anført, at M kort efter ringede tilbage til den pågældende medarbejder hos indklagede for at sikre sig, at lånene blev opsagt til terminen 1. oktober 2002. Medarbejderen oplyste, at dette gik ganske automatisk. Indklagede har anført, at det ikke erindres, at klagerne specifikt skulle have bedt om, at lånene blev opsagt. I en anden sammenhæng, hvor den pågældende medarbejder talte med M, bekræftede medarbejderen, at indklagede automatisk ville forestå indfrielsen af kreditforeningslånene.

Den 31. juli 2002, som var sidste frist for rettidig opsigelse af lånene pr. 1. oktober 2002, var kursen på de bagvedliggende obligationer henholdsvis 102,99 (I) og 98,65 (II).

Den 1. oktober 2002 modtog indklagede med valør den 2. oktober 2002 restkøbesummen vedrørende ejendomssalget.

Den 7. oktober 2002 blev lånene straksindfriet til kurs 100. I forbindelse med indfrielserne blev der betalt henholdsvis 1.684,76 kr. (I) og 5.862,71 kr. (II) i differencerenter.

Klagerne rettede henvendelse til indklagede om indfrielserne, som på grund af differencerenterne var blevet dyrere, end klagerne havde forventet.

Indklagede indvilligede i at godtgøre klagerne meromkostningerne på 1.705,52 kr. som følge af manglende opsigelse af lån (I), idet der ved opgørelsen af merudgiften blev fradraget omkostninger til en kredit, som skulle have været etableret i perioden 27. september - 2. oktober 2002, såfremt indfrielsen skulle være sket pr. termin.

Indklagede afslog derimod klagernes krav om betaling af yderligere 5.929,99 kr., hvorved klagerne ville blive stillet, som om lån (II) var blevet opsagt.

Parternes påstande.

Den 3. december 2002 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 5.929,99 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede også for så vidt angår lån (II) bør erstatte meromkostningerne som følge af den manglende opsigelse.

De meddelte indklagede, at de ønskede at opsige lånene til terminen og fik at vide, at dette gik ganske automatisk. De ønskede ikke at kurssikre indfrielserne, idet kursen på de bagvedliggende obligationer var rimelig høj. Hverken de eller indklagede kunne vide, hvad kursen ville være pr. 1. oktober 2002, og netop derfor ønskede de at opsige lånene til terminen. De var da sikre på kun at komme til at betale kurs 100 og ingen ekstra renteomkostninger.

Indklagedes normale fremgangsmåde er sagen uvedkommende, idet de netop bad om, at lånene blev opsagt.

Indklagede burde under alle omstændigheder have givet dem mulighed for at vælge, hvilken indfrielsesmetode der skulle anvendes.

Indklagede har anført, at klagerne blev anbefalet at kurssikre indfrielserne. Den 31. juli 2002, som var sidste dag for en eventuel opsigelse pr. den 1. oktober 2002, var kursen på obligationerne vedrørende lån (II) 98,65. Denne dag kunne lånet være kurssikret med afregning af indfrielsesbeløbet umiddelbart efter overtagelsesdagen til ca. kurs 99. Opsigelsen ville således være 7.000 kr. dyrere for klagerne end kurssikring.

Klagernes fravalg af kurssikring måtte betyde, at klagerne troede på et kursfald og dermed en billigere indfrielse. Kursen på de bagvedliggende obligationer på lån (II) var i perioden 3. - 31. juli 2002 ikke over kurs 100. Klagerne ville derfor blive påført en ekstra udgift, såfremt lånet blev opsagt til kurs 100. Klagerne burde i stedet have kurssikret.

Da man ikke var bekendt med klagernes ønske om opsigelse, blev lån (II) indfriet bedst muligt efter, at købesummen blev modtaget umiddelbart efter overtagelsesdagen. Såfremt man havde kendt til ønsket om opsigelse, ville man have frarådet dette og igen nævnt kurssikring som en bedre løsning.

Der er intet, der tyder på, at sagen skulle håndteres anderledes end sædvanligt. Havde der været truffet en speciel aftale, ville der med stor sandsynlighed forefindes en notits herom ved sagen, hvilket ikke er tilfældet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerne meddelte den 5. juli 2002 indklagedes medarbejder, at de ikke ønskede at kurssikre indfrielsen af det omhandlede obligationslån på oprindelig 746.000 kr., selv om de var klar over, at kursen var under 100. I hele perioden frem til den 31. juli 2002, som var sidste frist for opsigelse af lånet pr. 1. oktober 2002, kunne lånet have været kurssikret til afvikling i begyndelsen af oktober 2002 til en kurs under 100. Da opsigelse af lånet til kontant indfrielse til kurs 100 pr. 1. oktober 2002 således med sikkerhed ville være en dårligere løsning for klagerne end kurssikring, findes det ikke at kunne bebrejdes indklagedes medarbejder, at han ikke opsagde lånet og heller ikke drøftede spørgsmålet om opsigelse med klagerne. Det må endvidere lægges til grund, at kurserne på de bagved liggende obligationer i begyndelsen af oktober 2002 var steget så meget, at straksindfrielse på dette tidspunkt var den mest fordelagtige indfrielsesmetode. Det anførte er udtryk for, at klagernes tab reelt ikke skyldes den manglende opsigelse af lånet, men at de valgte ikke at kurssikre.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge