Fejlekspedition. Tilbagesøgning.
| Sagsnummer: | 5/1991 |
| Dato: | 06-05-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Betalingsservice - afmelding
|
| Ledetekst: | Fejlekspedition. Tilbagesøgning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 19. marts 1990 rettede klagerne henvendelse til indklagedes Hundige afdeling med henblik på at få ophævet deres i afdelingen førte plankonto. Fra denne konto betaltes bl.a. terminer vedrørende klagernes ejerlejlighed, som klagerne ønskede at afhænde, og i den anledning ønskede klagerne selv at forestå betaling af pantebrevskreditorerne. Afdelingen foretog herefter de fornødne afmeldinger af automatiske overførsler og betalinger.
Medio juni 1990 modtog afdelingen fra en af klagernes private pantebrevskreditorer et girokort vedrørende juni termin på 3.899,27 kr., som afdelingen ved en fejltagelse honorerede. Efter at afdelingen og klagerne havde afholdt møde herom, forhøjedes klagernes allerede eksisterende lån i afdelingen med det omhandlede beløb.
I forbindelse med at afdelingen efterfølgende foretog kontrol af de skete afmeldinger, begik afdelingen en fejl, således at klagerne, for så vidt angik betaling til den omhandlede private pantebrevskreditor fejlagtigt blev tilmeldt PBS-systemet. I slutningen af august måned modtog klagerne fra PBS en oversigt, hvoraf fremgik, at der pr. 18. september 1990 fra Hundige afdeling ville blive overført 3.899,27 kr. til den private pantebrevskreditor. Den 18. september 1990 gennemførtes betalingen, og først den 24. september 1990 blev afdelingen opmærksom på den skete fejl, idet afdelingen modtog bogføringsmaterialet på den skete transaktion. Afdelingen rettede efterfølgende henvendelse til pantebrevskreditor med anmodning om beløbets tilbagebetaling, hvilket pantebrevskreditor afviste. Den 19. oktober 1990 debiteredes det omhandlede beløb klagernes konto, hvorved der opstod overtræk på kontoen.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klagerne de omhandlede pantebrevsydelser i alt 7.798,54 kr.
Indklagede har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært påstand om frifindelse mod tilbageførsel af det på den omhandlede konto trukne beløb mod samtidig udstedelse af gældsbrev forrentet fra udstedelsesdagen med omhandlede pantebrevs morarente.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at klagerne i forbindelse med den første fejlagtige honorering af det af pantebrevskreditor- fremsendte girokort følte sig nødsaget til at tiltræde en forhøjelse af det eksisterende lån med det omhandlede beløb, da klagerne på daværende tidspunkt befandt sig i en økonomisk vanskelig situation. I forbindelse med betalingen af terminsydelsen i september 1990 var klagerne ikke i besiddelse af de relevante dokumenter, da disse var overladt til ejendomsmægleren i forbindelse med salget. Klagerne havde derfor ikke mulighed for at kontrollere, hvorvidt den på oversigten anførte betaling på 3.899,27 kr. var korrekt eller ej. Klagerne finder det uantageligt, at indklagede som den professionelle part den 1. september 1990 kan debitere en konto med et beløb, når kontoen første gang er lukket den 20. marts 1990 og anden gang den 22. juni 1990. Klagerne finder, at indklagede klart har begået en fejl, hvorfor indklagede bør bære det derved opståede tab.
Indklagede har til støtte for den principale påstand anført, at klagerne ikke - hverken på terminsydelsernes forfaldstidspunkt eller senere - har betalt de omhandlede ydelser, hvorfor overførslerne ikke har påført klagerne noget tab, men blot medvirket til nedbringelse af pantegælden i overensstemmelse med pantebrevets bestemmelser. For så vidt angår betalingen den 18. september 1990 har klagerne erkendt ca. 3 uger forinden beløbets betaling at have modtaget betalingsoversigt fra PBS uden i den anledning at foretage sig videre. En rettidig henvendelse herom til Hundige afdeling havde hindret den pågældende betalings gennemførsel, hvorfor klagerne ved at undlade dette har udvist en betydelig grad af egen skyld.
Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede anført, at klagerne ikke tidligere vedrørende den betaling, der blev gennemført den 22. juni 1990, har fremsat indvendinger, men tværtimod har påpeget deres forpligtelser overfor pantebrevskreditor. På klagernes foranledning blev der til dækning af betalingen gennemført en forhøjelse af et eksisterende udlån, som blev underskrevet af klagerne uden forbehold af nogen art. Uanset betalingen skyldtes en fejl fra indklagedes side, har klagerne således efterfølgende tiltrådt betalingen. Klagerne er ved indklagedes betaling af ydelsen pr. 18. september 1990 frigjort overfor pantebrevskreditor for så vidt angår denne ydelse. Hvis klagernes påstand om beløbets tilbagebetaling derfor tages til følge, vil klagerne opnå en uberettiget berigelse, idet kreditor på pantebrevet, såfremt indklagede ikke havde betalt terminsydelsen pr. 18. september 1990, havde haft et krav imod klagerne, hvilket krav var blevet forrentet efter den i pantebrevets bestemmelser fastsatte morarentesats. Såfremt indklagede tilbagefører det på den omhandlede konto trukne beløb mod, at klagerne for beløbet udsteder et gældsbrev forrentet fra udstedelsesdagen med den for pantebrevet fastsatte morarentesats, vil klagerne herved opnå en retsstilling, som de efter almindelig erstatningsretlige grundsætninger er berettiget til.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagedes betaling af pantebrevsydelsen i juni termin 1990 må anses for godkendt af klagerne i forbindelse med den efterfølgende forhøjelse af klagernes lån.
Klagerne modtog i slutningen af august 1990 en PBS-betalingsoversigt, hvoraf det fremgik, at pantebrevsydelsen for september termin 1990 ville blive betalt via PBS. Klagerne kunne således let konstatere, at der forelå en fejl i forhold til den tidligere instruks om afmelding fra PBS. På trods heraf undlod klagerne at rette henvendelse til indklagede, og klagerne findes herefter at måtte være afskåret fra efterfølgende at rejse indsigelse mod betalingen.
Allerede af disse grunde kan klagen ikke tages til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.