Afgørelse

Spørgsmål om beregning af renter på en fordring fastslået ved dom

Sagsnummer:	56/2004
Dato:	09-07-2004
Ankenævn:	Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Niels Bolt Jørgensen, Poul Erik Tobiasen, Morten Westergaard
Klageemne:	Inkasso - forbehold for ikke automatisk tilskrevne renter Inkasso - fordeling af indbetalinger på omkostninger, renter og hovedstol Forældelse - udlån
Ledetekst:	Spørgsmål om beregning af renter på en fordring fastslået ved dom
Indklagede:	BG Bank (Danske Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod indklagedes beregning af renter på en fordring mod klageren, der blev fastslået ved endelig dom i 1995.

Sagens omstændigheder.

Ved dom afsagt af skifteretten i Fredericia den 28. oktober 1993 blev klageren som sagsøgt i en sag anlagt af selskabet A under konkurs dømt til at betale "200.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra 29. juni 1992 til betaling sker. Til dækning af sagens omkostninger betaler sagsøgte 20.000 kr. til sagsøgeren".

Klageren ankede dommen til Vestre Landsret, som den 29. marts 1995 stadfæstede dommen og pålagde klageren at betale 17.400 kr. i sagsomkostninger for landsretten til konkursboet.

Ved rekvisition af 29. juni 1995 indbragte konkursboet sagen for fogedretten, idet fordringen blev opgjort til 237.400 kr., "hvortil kommer sædvanlig procesrente fra 29. juni 1992 til betaling sker".

Den 14. juli 1995 blev fordringen af fogedretten opgjort til 238.880 kr., hvoraf 1.480 kr. var omkostninger.

Ved nyt fogedretsmøde den 30. oktober 1995 fik konkursboet udlæg i en række af klagerens aktiver, herunder en fast ejendom og lejerettigheder vedrørende ejendommen. Fordringen blev opgjort til 240.100 kr., idet de hidtil opgjorte 238.880 kr. blev tillagt yderligere omkostninger på 1.220 kr.

Lejeindtægten på ejendommen blev herefter anvendt til nedbringelse af fordringen.

Den 1. oktober 1996 blev fordringen overdraget til indklagede, der var kreditor i konkursboet. Fordringen blev bogført som en inkassofordring uden automatisk rentetilskrivning.

På foranledning af klageren opgjorde indklagede ved skrivelse af 4. juni 1997 gælden således:

"Gælden pr. 29.06.92 iflg. Dom + tilkendte omkostninger	kr.	240.100,00
-	indbetalt 12 x 3.000,00 .................		kr.	36.000,00
	dividende modtaget........................		-	8.258,06		-	44.258,06
gæld pr. 31.12.96 excl. renter fra 29.06.92 …………………	kr.	195.841,94
-	indbetalt i 1997 (6 x 3.000,00) ……………………………		-	18.000,00
saldo pr. d.d. excl. renter fra 29.06.92 ……………………...	kr.	177.841,94	"

Af en under sagen fremlagt udskrift fra inkassokontoen fremgår saldoen pr. den 4. juni 1997 på 177.841,94 kr. Ifølge kontoudskriften og de til klageren fremsendte års­oversigter var saldoen ved udgangen af årene 1997-1999 henholdsvis 154.841,94 kr., 121.841,94 kr. og 109.841,94 kr. På årsudskrifterne er der ved saldoen bl.a. anført:

"Saldoen er indberettet til skattemyndighederne.

Saldoen skal eventuelt reguleres for skyldige påløbne, men ikke

betalte renter samt for eventuelle omkostninger."

Den 27. oktober 2000 blev kontoen ændret til en konto med automatisk rentetilskrivning. Samtidig blev kontoen debiteret et rentebeløb på 45.000 kr. Ved udgangen af året blev der debiteret yderligere renter på 4.657,34 kr. Renterne på i alt 49.657,34 kr. vedrørte årene 1997-2000 og blev ifølge årsoversigten for 2000 indberettet til skattemyndighederne. I 2000 blev der indbetalt i alt 60.500 kr. på gælden. Ved udgangen af 2000 udviste kontoen en saldo på 98.999,28 kr. (109.841,94 kr. - 60.500 kr. + 49.657,34 kr.).

Den 25. april 2001 blev kontoen debiteret i alt 99.798,62 kr. i renter for perioden 29. juni 1992 - 31. december 1996. Renterne blev beregnet på grundlag af domsbeløbet ekskl. omkostninger på 200.000 kr. Indklagede foretog samtidig en korrektion, idet det var blevet konstateret, at nogle indbetalinger på i alt 6.000 kr. ved en fejl ikke var blevet krediteret på kontoen, og at der ved en fejl var blevet indsat i alt 12.500 kr. på kontoen. Restgælden inkl. renter til den 31. december 2000 blev herefter opgjort til 190.297,90 kr. Klageren gjorde indsigelse imod opgørelsen, herunder indsigelse imod rentetilskrivningen på 99.798,62 kr., "da de ikke har nogen sammenhæng til de tidligere fremsendte opgørelser over kontoen".

Ved skrivelse af 9. januar 2002 meddelte indklagede, at der for 2001 var indberettet tilskrevne renter i 2001 på 14.416,82 kr. og renter på 17.083,18 kr., som vedrørte beregnede renter for tidligere år, som var betalt i 2001.

Klageren gjorde på ny indsigelse imod bl.a. rentetilskrivningen.

For 2002 indberettede indklagede renter på 8.216,92 kr. i 2002 og 82.715,44 kr., som vedrørte beregnede renter for tidligere år, som var betalt i 2002.

Den 31. oktober 2003 blev fordringen med en saldo på 103.413,03 kr. indfriet ved modregning i en sikringskonto, hvorpå klageren var kontohaver.

For 2003 har indklagede indberettet 5.942,33 kr. svarende til årets rentetilskrivning.

Parternes påstande.

Den 19. februar 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre rentebeløbet på 99.798,62 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at den samlede fordring den 30. oktober 1995 blev opgjort til 240.100 kr. i fogedretten. Renterne på i alt 99.798,62 kr., som vedrører perioden før opgørelsen i fogedretten, var derfor forældede i 2001, hvor indklagede debiterede rentebeløbet på kontoen. Det fremgår ikke noget sted, at indbetalingerne i 1996 og de følgende år er blevet afskrevet på forfaldne renter i 1992 og frem, og indklagede har heller ikke taget forbehold herom.

Rentedebiteringen på 45.000 kr. den 27. oktober 2000 må antages at udgøre den endelige renteopgørelse for hele perioden frem til denne dato.

Som følge af indklagedes passivitet har han berettiget kunnet lægge til grund, at der ikke ville blive debiteret yderligere renter end de 45.000 kr.

Indklagede har anført, at man på intet tidspunkt har frafaldet kravet på renter over for klageren. Ved opgørelsen af 4. juni 1997 blev klageren gjort opmærksom på, at saldoen skulle tillægges renter. Af årsoversigterne fremgår, at den indberettede saldo eventuelt skulle reguleres for skyldige påløbne men ikke betalte renter samt for eventuelle omkostninger.

På baggrund af de regelmæssige indbetalinger blev fordringen overført fra inkassokontoen, hvorpå der ikke automatisk tilskrives renter, til en konto med automatisk rentetilskrivning.

Indbetalingerne på gælden er i overensstemmelse med sædvanlig praksis blevet anvendt til forlods afskrivning på omkostninger og forfaldne renter, og der er derfor ikke indtrådt forældelse.

Renteberegningerne for årene 1992-96 er foretaget på grundlag af en hovedstol på 200.000 kr., da de indkomne betalinger forlods er blevet anvendt til dækning af omkostninger. Samtlige tilskrevne renter var uforældede på tidspunkterne for modtagelsen af indbetalingerne, hvilket også fremgår af opgørelsen af 25. april 2001.

Klageren har fået fuldt skattemæssigt rentefradrag for de betalte renter.

Der er ikke udvist passivitet.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Ifølge Finanstilsynets bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse mv. for pengeinstitutter, jf. nu bekendtgørelse nr. 12504 af 23. oktober 2001, § 43, stk. 7, var indklagede formentlig ikke berettiget til at indtægtsføre renter af fordringen, som måtte anses for uerholdelige. Det forhold, at indtægtsføringen af renterne som følge heraf først skete henholdsvis den 27. oktober 2000 og den 25. april 2001, kan imidlertid ikke medføre, at indklagede var afskåret fra forlods at anvende indbetalingerne på fordringen til nedbringelse af omkostninger, som ikke kan kræves forrentet, og dernæst forfaldne renter med henblik på at undgå, at disse blev forældede, jf. den 5-årige forældelsesfrist i forældelsesloven af 1908. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysning om, at indbetalingerne forlods blev anvendt til nedbringelse af omkostninger og forfaldne renter, og der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes rentekrav helt eller delvist er forældet.

Der er heller ikke grundlag for fastslå, at indklagede ved passivitet eller på anden måde har bibragt klageren en berettiget forventning om, at rentekravet for perioden 29. juni 1992 til udgangen af 1996 var frafaldet, hverken helt eller delvist. Rentekravet fremgår bl.a. af indklagedes opgørelse af 4. juni 1997, ligesom der i de løbende årsopgørelser er taget forbehold for yderligere rentekrav.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.