Spørgsmål om aftale vedrørende overførsel til aftalekonto er misligholdt.
| Sagsnummer: | 116/1995 |
| Dato: | 06-02-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Passivitet - øvrige spørgsmål
Rente - indlån |
| Ledetekst: | Spørgsmål om aftale vedrørende overførsel til aftalekonto er misligholdt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Medio 1991 indgik klageren aftale med et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede, om, at overskydende indestående på hendes budgetkonto efter betaling af samtlige regninger skulle overføres til en aftalekonto, hvor pengene skulle henstå indtil månedens udgang, hvorefter indeståendet incl. månedens renter igen skulle tilbageføres til budgetkontoen. Aftalen blev forlænget en måned ad gangen.
Klageren modtog hver måned to skrivelser vedrørende arrangementer: én vedrørende ophævelse af den udløbne aftale, hvoraf fremgik, at beløbet var overført til klagerens budgetkonto, og én vedrørende indgåelse af en ny aftale af en måneds varighed, hvoraf fremgik, at det aftalte beløb var hævet på klagerens budgetkonto.
I skrivelserne af 9. oktober, 11. november og 11. december 1991, hvorefter aftalebeløbet ved forfald ville blive overført til budgetkontoen, var tillige anført:
"Forlænges en måned af gangen så længe vi ikke hører andet."
I de senere skrivelser var denne tilføjelse ikke gentaget, men indklagede foretog fortsat de nævnte forlængelser, indtil disse ophørte pr. 15. juli 1992.
Klageren har ved klageskema af 21. februar 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at holde hende rentemæssigt skadesløs som følge af, at der ikke siden juli 1992 er oprettet aftalekonto.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har anført, at filialchefen i indklagedes Løsning afdeling har oplyst, at den person, der underskrev den sidste opgørelse over aftalekontoen den 15. juli 1992, var ferieafløser, og at dette kan være årsagen til, at aftalen ikke blev forlænget. Beløbsgrænsen på aftaleindlån blev ikke ændret på dette tidspunkt. Hun opdagede først fejlen i december 1994. Hun har ikke reageret på fremsendte kontoudtog, idet hun ikke indlod sig på spekulationer, men anbragte sine penge sikkert i banken - netop for ikke at have noget, som skulle kontrolleres. Hun mente, at dette ville være det sikreste. Hun er født i 1915 og har tillid til, at banken overholder aftaler.
Indklagede har anført, at varigheden af aftalerne var fastsat til en måned med mulighed for forlængelse efter nærmere aftale. Ved aftalernes forlængelse med endnu en måned fremsendtes for den pågældende måned en bekræftelse, hvoraf det fremgik, hvilke beløb der blev indsat på aftaleindlånskontoen, rentesatsen, aftaleperiodens længde, antal rentedage og rentebeløbets størrelse. Det blev anført, at beløbet med renter ved forfaldstid ville blive indsat på budgetkontoen. Det var derfor klart, at der var tale om tidsbegrænsede aftaler. Aftalerne blev indgået, fordi klageren havde et forholdsvist stort indestående på budgetkontoen. Budgetkontoen havde en lavere forrentning end aftaleindlånskontoen. Det blev påført enkelte af bekræftelsesbrevene, at aftalen om aftaleindlånskontoen ville blive forlænget en måned ad gangen, så længe man ikke hørte andet fra klageren. Dette var udtryk for kundeservice over for klageren og har ikke medført en forpligtelse til hver måned at forlænge aftalen. Samtidig med bekræftelsesbrevet, som blev udsendt, når aftalen blev forlænget, fremsendtes en endelig opgørelse over den udgående indlånskonto. I forbindelse med opgørelsen af aftaleindlånskontoen den 15. juli 1992 blev der ikke fremsendt bekræftelse på en ny aftaleindlånskonto. Der er ikke siden indgået aftale med klageren om oprettelse af en aftaleindlånskonto. Klageren har ikke efter dette tidspunkt modtaget de månedlige breve indeholdende opgørelse og fornyelse af aftalen om aftaleindlånskontoen. Klageren har derimod modtaget adskillige kontoudtog, hvoraf det fremgik, at der var en stor saldo på budgetkontoen. Hun har desuden modtaget årsudskrifter vedrørende budgetkontoen, hvoraf renteindtægten for den pågældende konto fremgik. Man ville ikke forpligtige sig til over en længere årrække at forrente indeståendet med en høj rente. Derfor tilbød man en aftaleindlånskonto, som skulle fornyes en gang månedligt. Det bestrides, at man har oplyst over for klageren, at grunden til, at der den 15. juli 1992 ikke blev indgået en ny aftale om oprettelse af en aftaleindlånskonto, var ferieafløsning. Man har i stedet oplyst, at man på daværende tidspunkt ændrede beløbsgrænser for aftaleindlån, og at klageren efter de nye beløbsgrænser ikke længere kunne anvende aftaleindlån. Aftalerne var tidsbegrænsede, og man har derfor ikke haft pligt til særskilt at informere klageren om ophør af kontiene. Formålet med aftaleindlånskontoproduktets korte løbetid på en måned var, at man hver måned kunne revurdere, hvorvidt man ønskede at udbyde produktet og på hvilke vilkår.
Ankenævnets bemærkninger:
Som sagen foreligger oplyst, lægger Ankenævnet til grund, at de månedlige forlængelser af aftaleindskudsarrangementet blev foretaget, uden at der blev indgået særskilte aftaler herom. Dette støttes også af, at indklagede efter en periode påførte de månedlige skrivelser vedrørende arrangementet en påtegning herom. Årsagen til, at denne påtegning kun blev påført tre skrivelser, er ikke oplyst, men det kan ikke lægges til grund, at der blev indgået aftale med klageren om, at forlængelser af arrangementet for fremtiden ville forudsætte en konkret aftale herom. Indklagede forlængede da også arrangementet i det følgende halve år, uden at der så vidt ses foreligger særskilte aftaler herom. Klageren har derfor haft en berettiget forventning om, at aftalen ville fortsætte, indtil anden aftale blev indgået. Ankenævnet finder imidlertid, at klageren i hvert fald ved gennemgang af de af indklagede fremsendte årsopgørelser burde have opdaget, at indklagede havde undladt at forlænge arrangementet, og da burde have rettet henvendelse til indklagede herom. Klageren findes ikke at have krav på erstatning for sit rentetab vedrørende tiden efter, at en sådan henvendelse burde være sket.
Ankenævnet finder det tvivlsomt, om klageren burde have opdaget fejlen allerede ved modtagelsen af årsopgørelsen for 1992, der må have indeholdt oplysning om rentetilskrivninger på såvel aftalekonto som budgetkonto, men af årsopgørelsen for 1993 må det være fremgået, at der ikke fandtes nogen aftalekonto.
Ankenævnet finder på denne baggrund, at indklagede bør godtgøre klageren det rentetab, hun indtil den 31. december 1993 har lidt ved, at aftalekontoarrangementet ikke blev videreført. I overensstemmelse hermed og med den praksis, som efter det foreliggende har været fulgt ved de skete månedlige forlængelser, bør indklagede erstatte klageren forskellen mellem budgetkontorenten og den til enhver tid gældende aftalekontorente, beregnet af et beløb, der for hver måned udgør det størst muligt med 10.000 kr. delelige beløb, som kunne overføres på klagerens budgetkonto, uden at denne kom i debet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger betale klageren en erstatning i overensstemmelse med det foran anførte. Klagegebyret tilbagebetales klageren.