Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Mortifikationsomkostninger.

Sagsnummer: 463 /1992
Dato: 05-02-1993
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn
Klageemne: Ejerpantebrev - omkostninger ved mortifikation
Ledetekst: Mortifikationsomkostninger.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indklagedes Næstved afdeling ydede i 1980 klageren et byggelån, til sikkerhed for hvilket klageren håndpantsatte et ejerpantebrev på 350.000 kr. med pant i klagerens ejendom. Byggelånet blev indfriet i forbindelse med ejendommens prioritering i november 1980. I 1982 skiftede klageren pengeinstitut til Bikuben. Overflytningen vedrørte alene indlånskonti.

I januar 1992 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagedes afdeling. I forbindelse med salget af den pantsatte ejendom var det konstateret, at ejerpantebrevet ikke var aflyst, hvorfor klageren anmodede om, at pantebrevet, der fortsat ifølge tingbogen havde lyst meddelelsespåtegning til indklagede, blev udleveret. Klagerens advokat tog samtidig forbehold om at afkræve indklagede mortifikationsomkostninger ved aflysning af ejerpantebrevet.

Ved dom af 9. juli 1992 afsagt af retten i Næstved mortificeredes ejerpantebrevet. Klageren har opgjort sine omkostninger ved mortifikationssagen til ialt 12.591,70 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 12.591,70 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at det må påhvile indklagede som den professionelle part i forbindelse med udlevering af et ejerpantebrev at drage omsorg for at aflyse pantebrevet, eller i det mindste at meddelelsespåtegningen til indklagede aflyses, således at ejerpantebrevet ikke overfor omverdenen fremtræder som henliggende i depot hos indklagede. Yderligere må indklagede bære bevisbyrden for, at ejerpantebrevet er udleveret/fremsendt til klageren under betryggende former. Hertil kommer, at klageren erindrer, at det blev aftalt, at ejerpantebrevet fortsat skulle være tinglyst på ejendommen og henligge i depot hos indklagede til brug for eventuel senere låneoptagelse. Heller ikke i forbindelse med skift af pengeinstitut modtog klageren ejerpantebrevet.

Indklagede har anført, at det er indklagedes faste praksis, at et ejerpantebrev efter afslutningen af et byggeri udleveres eller sendes til kunden. Klageren har ikke dokumenteret, at det med afdelingen blev aftalt, at ejerpantebrevet fortsat skulle henligge i afdelingen til brug ved eventuel senere låneoptagelse. I bogføringsloven er fastsat en femårig opbevaringspligt. Efter dette tidspunkt må det være lovgivers intention, at bevisbyrden ikke længere påhviler den bogføringspligtige. Klageren har tillige udvist betydelig passivitet ved først nu at kontakte indklagede, når henses til at byggelånet blev indfriet i 1980, og at klageren i 1982 skiftede pengeinstitut.

Ankenævnets bemærkninger:

Det findes ikke på nuværende tidspunkt at kunne pålægges indklagede at føre bevis for, at ejerpantebrevet blev udleveret til klageren efter byggelånets indfrielse i november 1980.

Som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge indklagede at afholde udgifterne ved mortifkationssagens gennemførelse.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.