Fejlagtigt beregnet ydelse.
| Sagsnummer: | 432/1994 |
| Dato: | 09-03-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Fejlagtigt beregnet ydelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Til finansiering af klagerens udskiftning af bil blev et billån hos indklagede med restgæld på 21.742,20 kr. ved gældsbrev af 23. december 1991 forhøjet med 50.133 kr.
Af gældsbrevet fremgik, at lånets hovedstol på 71.875,20 kr. med tillæg af påløbne renter på 10.076,43 kr., ialt 81.951,63 kr., under forudsætning af uændret rentesats skulle tilbagebetales med 31 ydelser på 1.910 kr. og 1 ydelse på 958,43 kr., ialt 32 ydelser. Ydelserne forfaldt til betaling den 5. i hver måned, første gang den 5. februar 1992, og lånet skulle ifølge gældsbrevet løbe til den 5. september 1994.
Den 27. juni 1994, hvor restgælden var 34.461 kr., henvendte klageren sig til indklagede. Det blev konstateret, at der i forbindelse med udfærdigelsen af gældsbrevet var sket en regnefejl, idet de månedlige ydelser ikke var tilstrækkelige til afvikling af lånet på den angivne tid.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes helt eller delvis at frafalde restgælden pr. 5. september 1994.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ved lånets etablering fremhævede, at han alene ønskede lånet, såfremt det med en overkommelig månedlig ydelse kunne afvikles over tre år. Ifølge indklagede kunne disse forudsætninger opfyldes, såfremt han i forbindelse med bilskiftet selv betalte 14.574 kr. af sin opsparing, hvilket han gjorde. På grund af indklagedes fejl indgik han en låneaftale under forkerte forudsætninger, og hans økonomiske situation er nu således, at han ikke kan disponere som forventet, hvilket indklagede bør være ansvarlig for. Fejlen var ikke så åbenbar, at han burde være blevet opmærksom på den. Dette understøttes af, at indklagede end ikke efter korrekturlæsning opdagede fejlen.
Indklagede har anført, at man erkender at have begået den pågældende fejl, men at denne var så åbenbar, at klageren ikke kunne have nogen berettiget forventning om, at lånet ville være afviklet efter betaling af de i gældsbrevet anførte 32 ydelser. Klageren burde i hvert fald på grundlag af de fremsendte årsopgørelser være blevet opmærksom på, at lånet ikke blev afviklet som forventet.
Ankenævnets bemærkninger:
Ifølge gældsbrevet skulle lånet på 81.951,63 kr. inkl. påløbne renter ved uændret rente afvikles ved betaling af 31 ydelser à 1.910 kr. og 1 ydelse på 958,43 kr. Summen af de således angivne ydelser udgør kun 60.168,43 kr. Ankenævnet finder, at klageren på denne baggrund allerede ved lånets stiftelse burde have indset, at der forelå en fejl fra indklagedes side enten ved beregningen af den månedlige ydelse eller ved angivelsen af lånets løbetid. Klageren kan derfor ikke påberåbe sig fejlen, jf. aftalelovens § 32, stk. 1.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.