Afgørelse

Medhold klager


Den 19. september 1989 ydede indklagede et aktieselskab en kassekredit på 300.000 kr. Klageren og en samarbejdspartner underskrev kassekreditkontrakten som tegningsberettigede og som selvskyldnerkautionister.

Det er oplyst, at selskabets drift, aktiver og passiver pr. 1. juni 1990 blev solgt til et andet aktieselskab, og at selskabet blev opløst den 12. marts 1992.

Kassekreditten blev den 1. maj 1992 indfriet med et erhvervslån på 306.000 kr. ydet af indklagede. Ifølge lånedokumentet var selskabet debitor. Klageren og samarbejdspartneren underskrev lånet for debitor og som selvskyldnerkautionister. Lånet skulle afvikles ved en månedlig ydelse på 12.000 kr., første gang den 31. maj 1992, og rentesatsen var p.t. 17,25 % p.a.

Lånet blev ikke afviklet som forudsat, hvilket klageren fik meddelelse om som kautionist i december 1992.

Den 19. februar og den 14. juni 1993 indbetalte klageren 200.000 kr. og 48.949 kr. på lånet. Indbetalingen på 200.000 kr. blev finansieret ved et lån i et andet pengeinstitut.

I et nyt lånedokument blev klageren anført som debitor for restgælden på lånet pr. 21. juli 1993 på 121.694,08 kr. inklusive 3.725 kr. i stiftelsesomkostninger i forbindelse med debitorskiftet. I lånedokumentet angives lånet at være et erhvervslån. Restgælden skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.750 kr. første gang den 30. juli 1993, og renten var p.t. 18,75 % p.a.

Klageren afviklede lånet som forudsat fra august 1993 til primo 1994. Den 14. juli 1994 indbetalte klageren 75.000 kr. på lånet, hvorefter restgælden udgjorde 41.132,62 kr.

Indklagede har oplyst følgende vedrørende forrentningen af lånet og indklagedes generelle rentesatser vedrørende lån:

Af kontoudskrifter for lånet fremgår, at rente er tilskrevet månedligt.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 100.000 kr.

Indklagede har påstået frifindelse.

Klageren har anført, at han efter overdragelsen af selskabet i juni 1990 var af den opfattelse, at han var ude af samtlige forretningssammenhænge med selskabet. Da det efterfølgende viste sig, at alle formalia i forbindelse med salget ikke var i orden, påtog han sig at medvirke til en afvikling af indklagedes tilgodehavende hos selskabet. Ved etableringen af lånet på 306.000 kr. meddelte indklagede, at man af politiske årsager ikke ønskede et debitorskifte. Han var herefter afskåret fra at opnå skattemæssigt fradrag for renterne på lånet, ligesom han ikke havde mulighed for at modtage oplysninger om saldo, rente og andre relevante betingelser for lånet. Det har efterfølgende vist sig, at indklagede har beregnet sig gebyrer og høj rente med månedlig tilskrivning, hvilket har medført, at restgælden trods hans indbetalinger ikke faldt nævneværdigt. I perioden februar 1993 til august 1994 har han indbetalt i alt ca. 350.000 kr. på lånet, hvorefter restgælden udgjorde ca. 41.000 kr. Rentefradraget er, indtil han den 30. juli 1993 overtog restsaldoen som et personligt lån, blevet indberettet for en ikke eksisterende debitor (selskabet). Indklagede har ikke haft anledning til at karakterisere lånet som et erhvervslån efter hans overtagelse af hæftelsen. Indklagede har uden saglig grund karakteriseret lånet som nødlidende og på den baggrund beregnet sig forhøjet rente. Han har positivt medvirket til en afvikling af gælden, og indklagede er bekendt med, at han har en friværdi på ca. 1,5 mio. kr. i fast ejendom.

Indklagede har anført, at lånedokumentet af 1. maj 1992 blev oprettet med selskabet som debitor efter ønske fra klageren og medunderskriveren. Klageren hæfter for indklagedes tilgodehavende som kautionist og er først frigjort ved betaling af lånets restgæld. Klagerens personlige lån blev anvendt til indfrielse af et erhvervsengagement, hvorfor det blev oprettet som et erhvervslån. Det er korrekt, at rentesatsen på lånet ligger og har ligget over den sædvanlige sats på erhvervslån, men det bestrides, at renten har været højere end normalt for engagementer af denne karakter, som betegnes som i bedste fald problematisk og i værste fald som nødlidende.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må efter det foreliggende betragtes som uafklaret, hvorfor lånet på 306.000 kr., som blev oprettet den 1. maj 1992 og anvendt til indfrielse af aktieselskabets kassekredit, efter sit indhold blev ydet til det ikke længere eksisterende selskab. Klageren, som formelt var kautionist, men reelt var debitor, må imidlertid under alle omstændigheder anses for berettiget til at rejse indsigelse mod størrelsen af den rente, der løbende er debiteret lånet, også for så vidt angår perioden forud for juli 1993, da der blev oprettet et lånedokument med klageren som debitor. Under de foreliggende særlige omstændigheder er der ikke grundlag for at fastslå, at klageren har udvist passivitet i denne henseende.

Som sagen er oplyst, finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at indklagede ifølge aftale eller på andet grundlag har været berettiget til at beregne sig en rente, der overstiger indklagedes sædvanlige rente for erhvervslån. Indklagede bør derfor for hele perioden siden lånets stiftelse den 1. maj 1992 nedsætte renten på lånet til den til enhver tid gældende sædvanlige rente for erhvervslån, for så vidt angår perioder med rentespænd til den højeste rentesats. Det findes endvidere ikke godtgjort, at indklagede - i strid med sædvanlig praksis - har været berettiget til at tilskrive rente månedsvis, og rentetilskrivningen med de nævnte nedsatte satser bør derfor ske kvartalsvis.

Der findes ikke at være grundlag for at tilkende klageren noget beløb ud over, hvad der følger af det foran anførte.

Som følge heraf