Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ekspeditionstid, kurstab for sælger.

Sagsnummer: 652/1994
Dato: 21-09-1995
Ankenævn: Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Nedergaard, Jørn Ravn
Klageemne: Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Realkreditbelåning - ejerskifte
Ledetekst: Ekspeditionstid, kurstab for sælger.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved slutseddel underskrevet den 28. marts 1994 solgte klageren og en anden person deres faste ejendom. Af købesummen på 535.000 kr. skulle 417.000 kr. berigtiges ved hjemtagelse af et kontantlån fra Realkredit Danmark. Ifølge slutsedlen var køber berettiget til at finansiere købet på anden måde. Slutsedlen indeholdt en fortrykt passus om, at sælger var gjort bekendt med muligheden for kurssikring af nettoprovenuet.

Den 25. april 1994 udstedte Unikredit lånetilbud på et kontantlån på 417.000 kr. Af tilbuddet fremgik bl.a., at forinden lånet kunne udbetales, skulle der foreligge underskrevet gældsovertagelseserklæring samt kopi af ejendomsforsikringspolice.

Den 27. april 1994 modtog indklagede fra den medvirkende ejendomsmægler handlens dokumenter, herunder lånetilbud.

Den 5. maj 1994 underskrev sælgerne hos indklagede omprioriteringsaftale samt øvrige dokumenter. Af omprioriteringsaftalen fremgår, at der ikke ønskedes kurssikring. Samme dag fremsendte indklagede pantebrevet til tinglysning.

Indklagede har oplyst, at man medio maj 1994 modtog pantebrevet retur fra tinglysning, hvorefter man den 19. maj 1994 til den berigtigende advokat fremsendte gældsovertagelseserklæring med anmodning om, at køber underskrev denne. Den 27. maj 1994 modtog indklagede gældsovertagelseserklæring retur, og den 2. juni 1994 anmodede indklagede Unikredit om lånets udbetaling. Lånet udbetaltes herefter på grundlag af kursen den 7. s.m.

Ved skrivelse af 9. august 1994 meddelte klagerens advokat, at der ved hjemtagelsen af kontantlånet var sket en forøgelse af obligationsmængden på ca. 45.000 kr. sammenholdt med den i slutsedlen forudsatte. Som følge af slutsedlens reguleringsklausul medførte dette, at sælger skulle refundere kontant 17.009,55 kr. til køber.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det aftaltes at undlade kurssikring, fordi indklagedes medarbejder ikke mente, at det var nødvendigt, ligesom der også var forbundet udgifter ved kurssikring. Herudover finder hun, at sagens ekspedition er trukket i langdrag, hvilket har medført yderligere tab.

Indklagede har anført, at klageren selv traf beslutning om at undlade kurssikring. Det bestrides, at sagens ekspedition er trukket i langdrag, idet man har foretaget samtlige ekspeditioner uden unødigt ophold.

Ankenævnets bemærkninger:

Det er ubestridt, at klageren i forbindelse med indgåelse af aftale om omprioritering den 5. maj 1994 blev vejledt om muligheden for at foretage kurssikring af kontantlånet, og at klageren på grundlag af indklagedes rådgivning besluttede sig for ikke at foretage kurssikring. Ankenævnet finder, at klageren må indse, at hun herved selv påtog sig risikoen for den fremtidige kursudvikling.

Ankenævnet finder ikke, at indklagedes ekspeditionstid af sagen kan kritiseres. Der findes herefter ikke grundlag for at give klageren medhold i klagen, hvorfor

Den indgivne klage tages ikke til følge.