Indsigelse mod afslag på at frigive klageren som meddebitor på tre lån optaget af klageren og hendes daværende ægtefælle som debitorer. Klageren var ikke ejer af den pantsatte ejendom.
| Sagsnummer: | 21705037/0 |
| Dato: | 11-12-2017 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Anne Ellegaard Povlsen, Lars K. Madsen og Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Gældsovertagelse - betingelser
Gældsovertagelse - afslag Frigørelse - gældsansvar |
| Ledetekst: | Indsigelse mod afslag på at frigive klageren som meddebitor på tre lån optaget af klageren og hendes daværende ægtefælle som debitorer. Klageren var ikke ejer af den pantsatte ejendom. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelse mod afslag på at frigive hende som meddebitor på tre lån optaget af hende og hendes daværende ægtefælle som debitorer. Klageren var ikke ejer af den pantsatte ejendom.
Sagens omstændigheder
Klagen er meddebitor på tre lån i Nykredit Realkredit, som hun har optaget sammen med sin daværende ægtefælle, M.
M erhvervede i 1988 sammen med sin far en ejendom, som blev opdelt i to ideelle anparter. M blev ejer af den ene ideelle anpart, E, og optog i den forbindelse et lån i realkreditinstituttet på 744.000 kr. med pant i E.
I 1998 flyttede klageren ind hos M, og de boede herefter sammen i E.
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt blev klageren og M gift.
I november 2002 optog klageren og M et banklån på 150.000 kr. Til sikkerhed for lånet fik banken pant i et ejerpantebrev med pant i E.
I januar 2004 blev lånet i realkreditinstituttet, som M havde optaget ved købet af E, omlagt og forhøjet til et 30-årigt kontantlån med rentetilpasning på 940.000 kr. Lånet blev optaget med både klageren og M som debitorer.
I marts 2005 optog klageren og M et 20-årigt kontantlån med rentetilpasning på 162.000 kr. Lånet havde pant i E efter lånet på oprindelig 940.000 kr.
I december 2005 optog klageren og M et banklån på 230.000 kr. Til sikkerhed for lånet fik banken pant i ejerpantebrevet i E, der samtidig blev forhøjet.
I maj 2007 optog klageren og M et 30-årigt kontantlån med rentetilpasning på 391.000 kr. Lånet havde pant i E efter lånene på oprindelig henholdsvis 940.000 kr. og 162.000 kr.
Af de tre pantebreve til realkreditinstituttet fremgik blandt andet:
”…
Gældsovertagelse ved ejerskifte
Nykredit kan efter ansøgning bevilge gældsovertagelse af lånet til en ny ejer af den pantsatte ejendom, men Nykredit forbeholder sig ubegrænset ret til at afslå bevilling af gældsovertagelse.
I øvrigt gælder Justitsministeriets pantebrevsformular B (sidste side).
…”
Af Justitsministeriets pantebrevsformular B fremgik blandt andet:
”1. Debitor er personlig ansvarlig for opfyldelse af forpligtelserne efter dette pantebrev og underkastet de til enhver tid for realkreditinstituttet gældende vedtægter og bestemmelser fastsat i medfør af vedtægterne, herunder eventuelle bestemmelser om solidarisk gældsansvar.”
Senere i 2007 flyttede klageren og M til Thailand, og E blev udlejet.
I 2008 flyttede klageren og M fra hinanden.
I august 2010 flyttede klageren tilbage til Danmark, og i oktober 2010 blev klageren og M skilt. Der fandt ingen bodeling sted, og der blev derfor ikke indgået en aftale mellem klageren og M om fordeling af aktiver og passiver.
Ifølge det oplyste blev M boende i Thailand, og E var fortsat udlejet.
I 2016 rettede klageren henvendelse til realkreditinstituttet og bad om at blive frigjort som debitor på de tre lån, som hun var meddebitor på, hvilket realkreditinstituttet afslog.
Parternes påstande
Den 4. maj 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Realkredit A/S skal frigive hende som debitor på de tre indestående lån med pant i E.
Nykredit Realkredit A/S har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at det alene er M, der ejer E.
Siden hun og M flyttede til Thailand i 2007, har E været udlejet. M har betalt og betaler fortsat alle ydelser og omkostninger vedrørende E, ligesom M modtager huslejen fra lejeren. M har derfor ikke regres mod hende og vil derfor ikke miste en regresmulighed ved frigivelse af hende som meddebitor på lånene.
Realkreditinstituttet anerkendte M som enedebitor, da han købte E, og han var herefter enedebitor i ca. 14 år. Der er således tale om, at M oprindelig ejede gælden, og der er derfor ikke tale om gældsovertagelse.
Hun kan ikke huske, at hun har underskrevet tre lån i realkreditinstituttet. Hun mener, at hun omkring 2004 har underskrevet et omlægningslån på ca. 200.000 kr., der skulle anvendes til bygning af en carport og forbedringer af E. Hun mener endvidere, at M’s forældre kautionerede for lånet optaget i 2007. Den omstændighed kan tyde på dårlig rådgivning, hvilket støttes af, at hun ikke er blevet medejer af E.
M har over for hende forklaret, at lånet optaget i 2007 var til køb af et hus i Thailand.
M har både, inden hun flyttede sammen med ham, og efter de flyttede fra hinanden, betalt alle ydelser og omkostninger vedrørende E, og han har dermed vist, at han er kreditværdig og kan betale restgælden alene.
Hun har opfordret realkreditinstituttet til at rette henvendelse til M med henblik på at indhente økonomiske oplysninger til brug for en kreditvurdering af ham. Hun har fået oplyst af instituttet, at M ikke ønsker at medvirke til frigivelse af hende som debitor. Instituttet har afslået at fremlægge sin korrespondance med M.
Der er tale om, at realkreditinstituttet uden juridisk begrundelse og med M som undskyldning fastholder hende som debitor på lånene. Realkreditinstituttet fratager hende på den måde mulighed for at komme videre i sit liv.
Nykredit Realkredit A/S har anført, at både klageren og M har optaget lånene som debitorer, og at instituttet ikke er forpligtet til at frigøre klageren som debitor på lånene.
Realkreditinstituttet er bekendt med, at der ikke er enighed mellem klageren og M om deling af gældsansvaret for lånene i E.
M har oplyst, at han ikke ønsker at påtage sig gældsforpligtelsen for lånene alene, og han har derfor ikke ønsket at indlevere materiale til brug for en kreditvurdering. Det har derfor ikke været muligt at gennemføre en kreditvurdering af M og vurdere, om han kan påtage sig gældsforpligtelsen alene.
Realkreditinstituttet kan således ikke på nuværende tidspunkt ud fra udlåns- og kreditpolitiske grunde godkende M som enedebitor.
Det har ikke været muligt at indhente M’s samtykke til at fremlægge mailkorrespondancen med ham, og under henvisning til reglerne om tavshedspligt har realkreditinstituttet derfor ikke mulighed for at fremlægge korrespondancen med M, efter at klageren og M ophævede samlivet.
Det følger af bestemmelsen i gældsbrevslovens § 2, stk. 2, at M vil fortabe en eventuel regresret over for klageren, hvis realkreditinstituttet frigiver klageren som meddebitor på lånene.
Ankenævnets bemærkninger
I henholdsvis januar 2004, marts 2005 og maj 2007 optog klageren og hendes daværende ægtefælle, M, tre kontantlån med rentetilpasning i realkreditinstituttet som solidarisk hæftende debitorer. Lånene havde pant i en af M ejet ideel anpart af en fast ejendom, E.
I 2010 blev klageren og M skilt, og der fandt ifølge det oplyste ingen bodeling sted.
Ankenævnet lægger til grund, at klageren må have været bekendt med, at hun påtog sig en medhæftelse ved underskrivelsen af pantebrevene for lånene i realkreditinstituttet, og at M var eneejer af E.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at realkreditinstituttet har pådraget sig et rådgivningsansvar ved at yde lånene til både klageren og M som debitorer.
Ankenævnet finder, at klageren ikke har et retskrav over for realkreditinstituttet på at blive frigjort for sin hæftelse.
Afgørelsen af, hvorvidt realkreditinstituttet alligevel vil frigive klageren som meddebitor på de i sagen indestående realkreditlån, indebærer en kredit- og udlånspolitisk vurdering, som det som udgangspunkt tilkommer det enkelte realkreditinstitut at foretage. Ankenævnet finder som udgangspunkt ikke at kunne efterprøve denne vurdering, og der er ikke i sagen godtgjort forhold, der kan føre til en fravigelse af dette udgangspunkt.
Ankenævnet kan alene behandle klager over realkreditinstitutter. En eventuel klage over klagerens hæftelse for banklånene, som hun optog sammen med M, kan indgives til Pengeinstitutankenævnet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.