Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kort og kode opbevaret i bils bagagerum, kode noteret i lommebog.

Sagsnummer: 337 /1992
Dato: 30-12-1992
Ankenævn: Frank Poulsen, Gert Bo Gram, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen
Klageemne: Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - pinkode opbevaret ved kort
Ledetekst: Kort og kode opbevaret i bils bagagerum, kode noteret i lommebog.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 27. august 1990 mellem kl. 15.30 og 16.45 fik klageren frastjålet sin taske anbragt i klagerens bils bagagerum. Klageren har oplyst, at bagagerummet var aflåst. I tasken opbevaredes klagerens dankort samt en lommebog, hvori PIN-koden var noteret.

Ved misbrug af kortet blev samme dag hævet 2 x 2.000 kr. i 2 pengeautomater henholdsvis kl. 16.36 og 17.05.

Ved klagerens henvendelse til indklagedes kontoførende afdeling blev kortet spærret den 28. august 1990.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre 2.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun ikke finder at have udvist grov uagtsomhed i forbindelse med tyveriet. Hun bestrider iøvrigt at have udvist passivitet, idet hun først i april/maj 1992 er blevet bekendt med Ankenævnets eksistens. Indklagede undlod i forbindelse med hendes henvendelse om godtgørelse af misbruget at orientere om Ankenævnets eksistens. På denne baggrund finder hun ikke at have udvist passivitet.

Indklagede har anført, at uanset ordlydende må den dagældende bestemmelse i betalingskortlovens § 21, stk. 1 nr. 1 også omfatte en uagtsomhed bestående i at have opbevaret PIN-kodens samme sted som dankortet. At koden har været søgt kamufleret ved noteringen af koden et tilfældig sted i en lommebog kan ikke tillægges betydning, idet det har været muligt for gerningsmanden at foretage transaktioner ved anvendelse af korrekt kode. Hertil kommer, at klageren på et langt tidligere tidspunkt kunne have rejst kravet og således ved sin passivitet må anses for at have fortabt muligheden for at rejse indsigelse på nuværende tidspunkt.

Ankenævnets bemærkninger:

2 medlemmer - Frank Poulsen samt Gert Bo Gram, der i medfør af Ankenævnets vedtægters § 13 stk. 1 har to stemmer - udtaler:

Efter betalingslovens § 21, stk. 1 nr. 1, således som denne bestemmelse var affattet på misbrugstidspunktet, er kortindehaveren med beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger at den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed". Denne bestemmelse findes uanset ordlyden også at måtte omfatte en uagtsomhed, som består i, at kortindehaveren har opbevaret PIN-koden samme sted som dankortet. I det foreliggende tilfælde har klageren erkendt, at hun i sin taske, der opbevaredes i klagerens bil bagagerum, og hvori kortet lå, opbevarede en lommebog, hvor koden var noteret. Klageren findes herved at have udvist grov uagtsomhed, og vi stemmer derfor for, at klagerens påstand ikke tages til følge.

2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Kirsten Nielsen - udtaler:

Vi lægger til grund, at klageren i den foreliggende sag har opbevaret kortet i sin taske, der blev stjålet fra klagerens bils aflåste bagagerum, og at koden var noteret i en lommebog, der også befandt sig i bagagerummet.

Ved domme af den 24. februar og den 23. april 1992 har Østre Landsret afgjort ankesager, hvis udfald - ligesom den foreliggende sags - i væsentligt omfang har været afhængig af fortolkningen af betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, i bestemmelsens tidligere gældende affattelse. Vi forstår dommene således, at det ved afgørelsen af, om kortet er mistet ved grov uagtsomhed, efter landsrettens opfattelse er en relevant omstændighed, at PIN-koden blev opbevaret sammen med kortet, men at sådan samlet opbevaring ikke automatisk bør føre til, at der statueres "grov uagtsomhed". Dette spørgsmål må besvares på grundlag af en samlet vurdering af den måde, hvorpå kortet og koden blev opbevaret.

Ved en vurdering af den foreliggende sag i lyset af de nævnte landsretsdomme finder vi ikke, at klagerens opbevaring af kortet og koden må karakteriseres som groft uagtsom. Vi stemmer derfor for, at klagen tages til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.