Spørgsmål om valg af indfrielsesmetode vedrørende realkreditlån.
| Sagsnummer: | 55/2001 |
| Dato: | 21-11-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Mette Frøland, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om valg af indfrielsesmetode vedrørende realkreditlån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører, om indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klagerne i forbindelse med indfrielsen af et realkreditlån.
Sagens omstændigheder.
I foråret 1999 rettede klagerne henvendelse til indklagede vedrørende en ændret prioritering af deres landbrugsejendom.
Ejendommen var bl.a. prioriteret med et kontantlån i Nykredit på oprindeligt 838.000 kr. baseret på 6% obligationer med udløb 2026. Restgælden var ca. 782.000 kr. og obligationsrestgælden ca. 871.000 kr. Restløbetiden var 24,5 år.
Den 9. juni 1999 udstedte DLR et lånetilbud på et 30-årigt 6% obligationslån på 1.460.000 kr. Lånet blev udbetalt den 22. juni 1999, hvor provenuet på 1.390.080 kr. indgik på klagernes lånesagskonto.
Den 22. juni 1999 blev Nykreditlånet straksindfriet til kurs 100. Af indfrielsesopgørelsen fremgår, at obligationsrestgælden var 871.293,94 kr. Lånet havde halvårlige terminer, henholdsvis 1. april og 1. oktober. Ved indfrielsen betaltes en differencerente på 10.089,70 kr. for perioden 28. juni til 30. september 1999.
Den 1. juli 1999 hævede indklagede garantiprovision på 7.300 kr. på lånesagskontoen for perioden 1. juli-1. oktober 1999 vedrørende indklagedes garanti over for DLR for anmærkningsfrit pantebrev. Den 17. juni 1999 havde indklagede hævet 1.986 kr. i provision og gebyr for perioden 17. juni-1. juli 1999.
I december 1999 gjorde klagerne indsigelse imod, at Nykreditlånet var blevet omlagt og gjorde et erstatningskrav på 94.885,48 kr. gældende. Klagerne havde alene ønsket et DLR-lån på ca. 196.000 kr. indfriet i forbindelse med en tillægsbelåning.
Indklagede afviste at have pådraget sig erstatningsansvar.
Klagerne indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skulle betale 94.885,48 kr.
Ved Ankenævnets kendelse af 13. juni 2000 (sag 2000020) blev klagen ikke taget til følge, idet Ankenævnet ikke fandt grundlag for at fastslå, at indklagede havde begået ansvarspådragende fejl ved rådgivningen af klagerne i forbindelse med hjemtagelsen af lånet på 1.460.000 kr. En påstand fra indklagede om sagens afvisning med henvisning til, at klagerne drev landbrug, blev ikke taget til følge. Ankenævnet fandt efter karakteren af den tvist, klagen angik, og det oplyste om klagernes landbrugsvirksomhed, herunder at denne blev drevet som fritidslandbrug, at klagen ikke adskilte sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold.
Ved skrivelse af 7. november 2000 rettede klagerne gennem et fagligt center henvendelse til indklagede om omprioriteringen. Klagerne anførte, at indfrielsen af Nykreditlånet burde være sket ved opkøb af de fornødne obligationer. Den 28. juni 1999 var kursen for obligationerne 96,55. Klagernes tab ved, at indfrielsen var sket som en straksindfrielse frem for indfrielse med obligationer, blev opgjort således:
"Den skete straksindfrielse | |||||
obligationsrestgæld til kurs 100 | kr. | 871.293,94 | |||
differencerenter | kr. | 10.089,70 | |||
I alt | kr. | 881.383,64 | |||
Hvis indfrielse med obligationer | |||||
obligationsrestgæld til kurs 96,55 | kr. | 841.234,29 | |||
Forskellen i indfrielsesbeløbene | kr. | 40.149,35 |
"
Indklagede afviste klagernes krav.
Parternes påstande:
Den 13. februar 2001 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 40.149,35 kr. med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at spørgsmålet om valg af indfrielsesmetode vedrørende Nykreditlånet ikke er behandlet af Ankenævnet i den tidligere kendelse. Klagen bør derfor ikke afvises.
Indklagede orienterede dem ikke om forskellige muligheder for indfrielse af Nykreditlånet, men valgte selv, at indfrielsen skete som en straksindfrielse til kurs 100.
Ved opgørelsen af deres tab bør kursen pr. 28. juni 1999 på 96,55 lægges til grund.
Ved opkøb af Nykreditobligationerne kunne beløbet hertil være hævet på lånesagskontoen, hvor provenuet fra det hjemtagne DLR-lån indestod. Ved den faktisk gennemførte indfrielse hævede indklagede da også indfrielsesbeløbet på denne konto.
Ved hjemtagelsen ville de heller ikke være blevet påført yderligere udgifter til garanti i forhold til DLR, idet der også påløb udgift til garanti ved den af indklagede valgte indfrielsesmetode.
Det bemærkes i denne forbindelse, at de har betalt garantiprovision af den stillede garanti frem til 1. oktober 1999, uagtet lånesagskontoen blev ophævet 3. august 1999.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises, da denne tidligere har været behandlet af Ankenævnet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klagerne blev oplyst om indhold og konsekvenser af både det nye DLR-lån og det gamle Nykreditlån. Klagerne blev således orienteret og rådgivet om de forskellige muligheder for både hjemtagelse og indfrielse, jf. herved det af klagerne underskrevne skema vedrørende udbetaling af kreditforeningslånet. Indklagede drøfter i en naturlig forlængelse af dette skema de forskellige metoder for indfrielse af lån. Indklagede anbefaler endvidere, at der tages kontakt med kundens revisor for endelig fastlæggelse af hjemtagelses og indfrielsesmetode. I erhvervssager som den foreliggende finder indklagede dette naturligt.
Det bestrides, at de fornødne obligationer til indfrielse ved opkøb kunne være købt til kurs 96,55, idet der hertil skal tillægges kursskæring i niveauet 0,5%. Baggrunden herfor er, at indklagede opkøber obligationer gennem en vekselerer, der køber obligationerne i det til enhver tid værende marked. Der foretages i denne forbindelse kursskæring hos både sælger, vekselerer og indklagede.
Indklagede skulle endvidere lånefinansiere udlægget til indfrielsesbeløbet til en rente på 12,5% samt stille garanti for tinglyst anmærkningsfrit pantebrev over for DLR. Garantiprovision udgør i denne forbindelse 2% p.a.
Lån, der indfries med obligationer, vælger indklagede at lade indfri ved et udlæg fra en udlægskredit, da et allerede hjemtaget lån krediteres en spærret lånesagskonto, der ligger til sikkerhed for kundens engagement, herunder garantien for hjemtagelse af lån.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnets kendelse af 13. juni 2000 behandlede ikke spørgsmålet om indfrielsesmetoden vedrørende Nykreditlånet. Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge.
Det er ikke godtgjort, at klagerne instruerede indklagede om at lade indfrielsen af Nykreditlånet ske som en straksindfrielse. For så vidt indklagede måtte have rådgivet klagerne til at lade lånet indfri ved en straksindfrielse til pari, finder Ankenævnet, at et råd herom må anses for fejlagtigt under hensyn til, at obligationerne til indfrielse af lånet kunne erhverves til under kurs 100.
Ankenævnet lægger herefter til grund, at indfrielsen som straksindfrielse alene skete på indklagedes initiativ. Indklagede begik en fejl herved, idet Ankenævnet finder, at indfrielsen under hensyn til, at de omhandlede obligationers kurs var under 100, burde være sket ved køb af obligationer.
Ankenævnet finder herefter, at klagerne bør stilles, som om indfrielsen af Nykreditlånet var sket ved køb af obligationer. Det lægges til grund, at obligationerne kunne være købt den 28. juni 1999 til kurs 97,05 (inkl. kursskæring). Ved beregningen af det beløb, hvortil obligationerne kunne erhverves, tillægges endvidere sædvanlig kurtage samt vedhængende renter.
Det beløb, som klagerne skulle have betalt ved købet af obligationerne, kunne hæves fra den konto, hvorpå provenuet af DLR-lånet blev indsat. Ankenævnet finder at måtte tilsidesætte indklagedes betragtninger med hensyn til, at der ikke kunne ske udbetaling fra denne konto.
For så vidt angår spørgsmålet om garantiprovision for den af indklagede stillede garanti over for DLR bemærkes, at indklagede har undladt at fremkomme med bemærkninger til, hvorvidt indklagede alene er berettiget til garantiprovision for den periode, hvor garantien var gældende. I mangel af indklagedes bemærkninger til dette spørgsmål lægges det til grund, at garantien løb til den 3. august 1999, hvor lånesagskontoen efter det oplyste blev ophævet. Indklagede er derfor ikke berettiget til at kræve garantiprovision for perioden fra 3. august til 1. oktober 1999.
Som følge af det anførte