Afgørelse

Bidragsforhøjelse.

21408117
Bidragsforhøjelse.
Klagerne optog i 2009 et lån på 2.260.000 kr. til det indklagede realkreditinstitut. I forbindelse med låneoptagelsen blev der underskrevet et rådgivningsskema, hvori klagerne havde anført, at de ønskede et lån med variabel ydelse, der var lavere end på et fastforrentet lån, men samtidig ønskede en begrænsning i, hvor meget ydelsen på lånet kunne stige. Af aftalegrundlaget fremgik det, at der som en del af ydelserne skulle betales et bidrag, hvis størrelse og beregningsmåde i lånets løbetid kunne ændres af instituttet. Instituttet varslede i februar 2013, i november 2011 samt i maj 2013 bidragsforhøjelser over for klagerne. Klagerne rettede efterfølgende henvendelse til instituttet med en protest over, at bidraget på deres lån var steget for tre gange siden 2010, og at de ikke ved låneoptagelsen havde modtaget rådgivning herom, uanset at de i rådgivningsskemaet havde tilkendegivet, at de ønskede en begrænsning i, hvor meget ydelsen på lånet kunne stige. Klagerne ville derfor skifte institut og indfri lånet til pari. Instituttet fastholdt, at klagerne havde modtaget den relevante rådgivning, og at en indfrielse skulle ske på sædvanlige vilkår.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle annullere samtlige bidragsforhøjelser og at tilbagebetale klagerne allerede betalte bidragsbeløb som følge af forhøjelser. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at hjemlen til at foretage bidragsforhøjelserne fremgik tydeligt af aftalegrundlaget, og at klagerne da heller ikke umiddelbart havde rejst indsigelser imod dette. Klagerne havde anført, at de under rådgivningen om lånet i 2009 havde understreget, at det for dem var afgørende, at ydelsen på lånet kun kunne svinge på et middel niveau, og at det ikke på nogen måde var blevet fremdraget i rådgivningen, at ydelsen kunne blive påvirket af bidragsforhøjelser. Over for den klare hjemmel i aftalegrundlaget til bidragsændringer fandt Nævnet, at klagerne imidlertid ikke havde godtgjort, at de på tidspunktet for låneoptagelsen havde opnået tilsagn om, at bidraget og dermed ydelsen ville blive fastholdt på det niveau, det dengang havde. Uanset bidragsforhøjelsernes niveau og antal var der efter Nævnets opfattelse ikke grundlag for at tilsidesætte forhøjelserne som urimelige, når der hensås til niveauet andre steder i branchen på lån med samme karakteristika og tilsvarende sikkerhedsmæssig placering. Endelig fandt Nævnet heller ikke at kunne tilsidesætte bidragsforhøjelserne som vilkårlige, idet de var gennemført på en ensartet måde over for kunder eller grupper af kunder med lån med samme karakteristika m.m. Som følge af det anførte blev realkreditinstituttet frifundet.


K E N D E L S E

afsagt den 30. marts 2015


JOURNAL NR.: 2014-01-08-117-T


INSTITUT: Totalkredit A/S


KLAGEEMNE: Bidragsforhøjelse.


DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 20. februar 2015


SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Morten B. Pedersen
Bent Olufsen
Per Englyst
Lars K. Madsen





SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

I forbindelse med køb af en ejendom optog klagerne i 2009 et lån på 2.260.000 kr. til det indklagede realkreditinstitut.

Lånet blev optaget gennem et af indklagedes låneformidlende pengeinstitutter, som i henhold til ansvars- og samarbejdsaftalen med indklagede yder rådgivning om lånet. Der blev i den forbindelse underskrevet et rådgivningsskema, hvoraf blandt andet følgende fremgår:

”Om Vores erfaring med at optage lån:
Ingen erfaring – Det er første gang, at vi optager et lån med sikkerhed i fast ejendom inden for de sidste 10 år.
…
Om vores risikovillighed:
Vi ønsker som udgangspunkt et lån med variabel ydelse, der er lavere end på et fastforrentet lån. Men vi ønsker samtidig en begrænsning i, hvor meget ydelsen på lånet kan stige. Vi accepterer en middel risiko på lånet, hvad angår ydelse og beskyttelse af boligens friværdi.

Vi accepterer risikoen ved at vælge et lån med afdragsfrihed, hvor ændringer i renteniveauet giver større variation i ydelsen end på lån med afdrag. Herudover er vi også indstillet på, at ydelsen forhøjes, når den afdragsfrie periode udløber, eller at lånet forfalder til fuld indfrielse, når lånet udløber.

Om vores forventninger til lånets løbetid:
Vi har ingen planer om at indfri/ekstraordinært afvikle lånet.

…(Det låneformidlende pengeinstitut)… har i den forbindelse oplyst os om følgende:

De væsentligste egenskaber ved det valgte lån:
Vi har valgt et afdragsfrit BoligXlån med variabel rente.

Et lån med variabel rente koster typisk mindre end et lån med fast rente. Til gengæld kan renten og dermed ydelsen på lånet både stige og falde. Herudover har dette lån ikke en friværdibeskyttende egenskab, da kursen på lånets bagvedliggende obligationer ikke falder i nær samme grad, som boligens værdi ved stigninger i renteniveauet. Ved hver rentetilpasning er der mulighed for at ændre lånet, herunder hvor mange år der skal være mellem hver rentetilpasning (1-10 år).

…

Begrundelse for valget af lånet i lyset af vores økonomiske situation:
Kunderne ønsker sikkerhed for renten og ydelsen de næste 3 år. I denne periode ventes en god lønstigning. Kunderne ønsker at nedbringe banklånet hurtigst muligt og derfor har de valgt den lave 3-årige rente.

Øvrige råd:
I forbindelse med rådgivningen er vi opmærksomme på, at Fast rente – Obligationslån kan udgøre et alternativ til det lån, som vi har indgået aftale om.”

Af det for lånet udstedte pantebrev fremgår følgende under de særlige bestemmelser:

”Vilkår for lånet
For lånet gælder de af …(indklagedes)… bestyrelse til enhver tid fastsatte vilkår for långivningen og obligationsudstedelsen. Henvisningen til vedtægterne i Justitsministeriets pantebrevsformular B skal forstås som en henvisning til bestemmelser fastsat af …(indklagedes)… bestyrelse med hjemmel i …(indklagedes)… vedtægter.

Der henvises i øvrigt til de til debitor udleverede ”Almindelige forretningsbestemmelser” i Långuiden samt ”Særlige bestemmelser” i nærværende pantebrev.

…

Bidrag
Som en del af ydelserne betales et bidrag, hvis størrelse og beregningsmåde fastsættes af …(indklagede)… Bidragets størrelse oplyses i forbindelse med udbetaling af lånet.

Bidrag og beregningsprincipper kan ændres efter …(indklagedes)… beslutning. Meddelelse herom vil i såfald blive givet til debitor med mindst 3 måneders varsel forud for en termin.

…(Indklagede)… kan desuden fastsætte specielle bidragssatser og/eller beregningsprincipper for særlige lån eller grupper af lån. Meddelelse om ændringer i bidraget og/eller beregningsprincipperne herfor kan gives i en terminsopkrævning. Ændres bidraget, ændres terminsydelsen i forhold hertil.”

Indklagede fremsendte den 24. februar 2010 følgende brev til klagerne om bidragsforhøjelse:

”Bidragssatsen forhøjes
De økonomiske konjunkturer og faldende ejendomspriser betyder flere tab på boliglån. Samtidig er den lovpligtige kapital, vi skal stille som sikkerhed for kundernes lån, blevet dyrere. Vi må derfor konstatere, at …(indklagedes)… omkostninger til realkreditudlån er steget.

Fra 1. juli 2010 forhøjer …(indklagede)… derfor bidragssatsen på realkreditlån med 0,1 procentpoint.

Det betyder, at ydelsen på dit realkreditlån stiger. Som tommelfingerregel kan du regne med, at for hver million, du har lånt, vil det pr. måned koste ca. 85 kr. mere før skat og ca. 60 kr. mere efter skat¹.

Din samlede ydelse består af renter, eventuelle afdrag og bidraget til …(indklagede)… Forhøjelsen af bidragssatsen følger de betingelser, som fremgår af dit pantebrev.

…”

Forhøjelsen blev efter det oplyste ikke gennemført, da den ikke kunne godkendes af konkurrencemyndighederne.

Den 21. november 2011 varslede indklagede på ny bidragsforhøjelse over for klagerne:

”Nye priser på realkreditlån
…(Indklagede)… oplever ligesom de øvrige realkreditinstitutter stigende krav til, hvor meget kapital vi skal have som sikkerhed for kundernes lån. Samtidig er kapitalen blevet dyrere at anskaffe. Det betyder, at …(indklagedes)… omkostninger er steget.

Fra 1. april 2012 forhøjer vi derfor for første gang i …(indklagedes)… 20-årige historie bidragssatsen på alle realkreditlån. Det forhøjede bidrag opkræver vi første gang sammen med ydelsen ved udgangen af juni måned 2012.

Hvor meget bidragssatsen forhøjes, afhænger af hvilket lån du har. På lån med fast rente og afdrag forhøjes bidragssatsen med 0,05 procentpoint. Alle andre lån forhøjes med 0,10 procentpoint.

Hvad betyder det for dig?
Bidragssatsen på dit lån ændres fra 0,5024 til 0,6024 procent årligt.
…
Forhøjelsen af bidragssatsen følger de regler og betingelser, som fremgår af dit pantebrev.
…”

Endvidere varslede indklagede den 27. maj 2013 bidragsforhøjelser:

”Nye priser på realkreditlån
Realkreditinstitutterne bliver mødt med skærpede lovkrav til, hvor meget kapital vi skal have som sikkerhed for vores udlån. Når prisen på denne kapital så samtidig er høj, og vores tab er vokset, betyder det, at vores omkostninger ved at producere realkreditlån stiger kraftigt. For at dække disse omkostninger må vi hæve priserne.

Det betyder, at …(indklagede)… fra 1. oktober 2013 forhøjer bidragssatserne på realkreditlån. Forhøjelsen betyder samtidig en mere entydig sammenhæng mellem pris, låntype og belåningsgrad. Lån uden afdrag bliver dyrere end lån med afdrag, og variabelt forrentede lån bliver dyrere end fastforrentede lån. De nye bidragssatser bevirker, at alle lån fra …(indklagede)… følger samme prisstruktur.

Det nye bidrag opkræver vi første gang sammen med ydelsen ved udgangen af december måned 2013.

Hvad betyder det for dig?
Låntype Tilpasningslån (F1) variabel rente
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,6024
Ny årlig bidragssats fra 01.10.2013 i pct. 0,9436
Restgæld pr. 30.09.2013 i kr. 2.260.000,00
Terminsydelse december 2013 i kr. 13.837,61
Bidragsændringens betydning for ydelsen i kr. 1.927,78
Bidragssatsen er blevet fastsat ud fra det belåningsinterval, der var gældende, da lånet blev udbetalt.

Forhøjelsen af bidragssatsen følger de regler og betingelser, som fremgår af dine lånevilkår.
…”

Klagerne rettede den 30. maj 2013 henvendelse til indklagede som følger:

”Vi har modtaget jeres brev om ændring af bidragssatsen for vores realkreditlån (lånenr. …), hvilket jo beklageligvis er tredje gang siden 2010, at vi modtager et sådant brev. Denne gang har I dog valgt at give den en gevaldig stramning med en stigning i bidragssatsen på godt og vel 64 procent.

Årsagen til stigningen er beskrevet i generelle vendinger i brevet, og der kan naturligvis ske ting, som det kan være svært at tage højde for, men vi hæfter os dog ved, at en af årsagerne er voksende tab – altså er der umiddelbart ydet lån til kunder, der ikke skulle være ydet lån til, hvilket nu overvæltes på (os) øvrige kunder (ligesom man jo kan gisne om, hvorvidt årsagen til de skærpede lovkrav er den samme).

Det være sagt, vil vi høre, om den kraftige ændring i bidragssatsen giver mulighed for at opsige og indfri vores realkreditlån før tid (til kurs pari) – enten helt eller delvist. Vi må ærlig talt indrømme, at den seneste stigning har fået os til at overveje, om …(indklagede)… (og …(det med indklagede koncernforbundne realkreditinstitut)…), som vi indtil videre har været tilfreds med, er det rigtige realkreditinstitut for os, hvorfor vi nok vil benytte førstkommende lejlighed til at skifte.”

Indklagede besvarede den 3. juni 2013 henvendelsen fra klagerne:

”Vi har én gang før hævet priserne på realkreditlån, men siden er realkreditinstitutterne mødt med nye og skærpede lovkrav til, hvor meget kapital vi skal have som sikkerhed for vores udlån. Da tabsniveauet samtidig er højt, er de samlede omkostninger ved at yde realkreditlån steget betydeligt, og det er derfor nødvendigt at hæve bidragssatserne på realkreditlån i …(indklagede)… for at overholde de nye krav, så vi også fremover kan tilbyde lån til eksisterende og nye kunder.

…(Indklagede)… er en del af …-koncernen. Med de nyeste lovkrav vil kravene til …-koncernens kapital være ca. 70 mia. kr. i 2019 ved uændret udlånsaktivitet mod aktuelt 31 mia. kr. – og det ved uændret udlånsaktivitet. Koncernens nuværende egenkapital udgør ca. 58 mia. kr. og for at kunne sætte en større del af vores egenkapital til side som sikkerhed, bliver vi derfor i de kommende år nødt til at øge indtjeningen betydeligt.

Samtidig ser vi – ligesom konkurrenterne – en nødvendighed i at skabe mere sammenhæng mellem risikoen på de forskellige låntyper, vi tilbyder, og den pris, som kunden betaler for det pågældende lån.

I kan altid indfri jeres realkreditlån på sædvanlige vilkår ved at opkøbe lånets bagvedliggende obligationer. Hvis I ønsker rådgivning om, hvorvidt en mulig låneomlægning kan være en fordel for jer, skal I kontakte det pengeinstitut, der formidlede jeres …(indklagede)…-lån.

Vi er glade for at have jer som kunder, så vi håber, at forklaringen her kan være med til at skabe en større forståelse for prisforhøjelsen.”

Klagerne fremsendte den 4. juni 2013 endnu en e-mail til indklagede:

”Tak for svaret, som vi dog finder ganske generelt og – undskyld udtrykket – intetsigende.

Vi er derfor desværre fortsat i tvivl, om …(indklagede)… er det rette sted for os, og vi vil derfor fortsat arbejde videre mod et skifte (ligesom vi ingenlunde har i sinde at benytte os af …(indklagede)… ved fremtidige ejendomskøb).”

Den 11. august 2014 fremsendte klagerne følgende uddybning af klagen til indklagede:

”I forlængelse af nedenstående skal vi uddybe vores klage over forhøjelsen af bidragssatsen på vores lån.

I forbindelse med optagelsen af vores realkreditlån blev vi rådgivet af vores nu tidligere bank, … Som det fremgår af vedhæftede dokument benævnt ”Dokumentation for rådgivning om lån med sikkerhed i fast ejendom”, havde vi – da vi optog lånet – ingen erfaring med optagelse af sådanne lån. Vi blev ikke i forbindelse med optagelsen af lånet rådgivet om muligheden for en ændring af bidragssatsen. Faktisk er muligheden for en stigning i bidragssatsen ikke omtalt i det vedhæftede dokument. Der er i stedet sat lighedstegn mellem renten og ydelsen, idet det er anført, at ”… renten og dermed ydelsen på lånet (kan) både stige og falde”. Ligeledes fremgår det, at ”… renteniveauet giver større variation i ydelsen end på lån med afdrag”, men der fremgår ikke noget om bidragssatsen.

Det havde naturligvis været relevant, at vi var blevet rådgivet om bidragssatsen, da det også fremgår, at vi ønskede …”… en begrænsning i, hvor meget ydelsen på lånet kan stige”.

På baggrund af denne mangelfulde rådgivning skal vi venligst anmode om, at de beløb, som vi allerede har betalt som følge af forhøjelsen, tilbagebetales samt at forhøjelse stilles i bero fremover.”

Indklagede fastholdt den 11. august 2014, at klagerne havde modtaget den relevante rådgivning.

Yderligere korrespondance førte ikke til en afklaring mellem parterne, og klagerne indbragte herefter sagen for Realkreditankenævnet.

Indklagede fremsendte den 28. august 2014 en varsling til klagerne af bidragsforhøjelse pr. 1. januar 2015:

”Nye priser på realkreditlån
1.januar 2015 forhøjer …(indklagede)… bidragssatser og kursfradraget ved rentetilpasning. Bidraget og kursfradraget ændres, så det i højere grad modsvarer de omkostninger, kapitalkrav og risici, der er forbundet med den pågældende låntype.

Realkreditlån fra …(indklagede)… vil fortsat være en attraktiv måde at finansiere din bolig på.

Det nye bidrag opkræver vi første gang som en del af din ydelse ved udgangen af marts måned 2015. Det forhøjede kursfradrag anvendes på lån, som rentetilpasses med virkning fra 1. januar 2015 eller senere.

Hvad betyder det for dig?
Låntype Tilpasningslån (F1) variabel rente
Restgæld pr. 31. december 2014 i kr. 2.260.000,00
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,9436
Ny årlig bidragssats fra 1. januar 2015 i pct. 1,0316
Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat) 497,20
Nuværende kursfradrag i kurspoint 0,10
Nyt kursfradrag fra 1. januar 2015 i kurspoint 0,20
Kursfradragsændringens vejl. betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. fra førstkommende
rentetilpasning (før skat) 188
Bidragssatsen er fastsat ud fra belåningsintervallet på lånets tilbudstidspunkt. Lånets ydelse påvirkes både af beskrevne bidragsændring og renteændringer ved førstkommende rentetilpasning.
Ændring i ydelsen som følge af ændring i kursfradraget er vejledende og afhænger af renteniveauet på rentetilpasningstidspunktet.

Forhøjelsen af bidragssatsen og kursfradraget følger de regler og betingelser, som fremgår af dine lånevilkår.

…”

Klagerne fremsendte den 8. september 2014 følgende e-mail til indklagede:

”I forlængelse af vores korrespondance nedenfor samt af de grunde, der fremgår af den klage, som vi har indgivet til Realkreditankenævnet vedrørende tidligere forhøjelser, skal vi nu også formelt klage over jeres seneste forhøjelse, jf. vedhæftede brev.

I den forbindelse må vi erkende, at vi er noget overraskede over, hvordan det er …(indklagede)…, som nu for 3. gang har været det første realkreditinstitut, der har hævet priserne. Det forekommer stærkt bekymrende, at konkurrerende institutter ikke har haft samme behov, men blot har fulgt trop, når lejligheden efterfølgende har budt sig.

Endvidere bedes I venligst oplyse, hvor stor en del af prisforhøjelserne, der reelt tilfalder …(indklagede)…, og hvor stor en del, der tilfalder samarbejdende banker. På baggrund af skriveri i dagspressen vedrørende (låneformidlende pengeinstituts)… udtræden af …(indklagede)… samarbejdet, har vi kunnet forstå, at alle prisforhøjelser ikke går direkte til …(indklagede)… Såfremt prisforhøjelserne ikke fuldt ud tilfalder …(indklagede)…, havde det naturligvis været relevant at oplyse os konkret herom i forbindelse med den rådgivning, vi fik, ved vores lånoptagelse.”

Indklagede henviste den 25. september 2014 til, at klagerne havde indbragt sagen for Realkreditankenævnet, og at indklagede derfor ville afvente Ankenævnets afgørelse.


PARTERNES PÅSTANDE:

Klagerne påstår indklagede tilpligtet at annullere samtlige bidragsforhøjelser og at tilbagebetale klagerne allerede betalte bidragsbeløb som følge af forhøjelser.

Indklagede påstår frifindelse.




KLAGERNES FREMSTILLING:

Klagerne oplyser, at de i sommeren 2008 indgik en finansieringsaftale med banken med henblik på finansiering af købet af den i klagen nævnte ejendom. I forbindelse med indgåelsen af aftalen blev de også rådgivet af banken, som samarbejder med indklagede, for så vidt angår realkreditlån.

Klagerne valgte et 3-årigt rentetilpasningslån, og i forbindelse med drøftelserne med banken blev de informeret om, hvorledes renten ville påvirke ydelsen på lånet. De blev imidlertid ikke på nogen måde informeret eller rådgivet om muligheden for ændringer i bidragssatsen.

Klagerne henviser til rådgivningsskemaet, som blev udarbejdet af banken. I dokumentet er det flere steder fremhævet, hvorledes en ændring i renten vil påvirke ydelsen af lånet. Det er således nævnt, at ”… ændringer i renteniveauet giver større variation i ydelsen end på lån med afdrag” og at ”… Renten og dermed ydelsen på lånet (kan) både stige og falde”. Der sættes med andre ord lighedstegn mellem renten og betydning for ydelsen. Det blev altså i rådgivningen forudsat, at bidragssatsen ville holde sig konstant.

Som det fremgår af det netop citerede, var de indforståede med risikoen for rentestigninger, idet de jo samtidig fik den fulde fordel af eventuelle fald i renten. Desuden fremgår det også af rådgivningsskemaet, at de samtidig ønskede ”… en begrænsning i, hvor meget ydelsen på lånet kan stige”, og at de kun accepterede ”… en middel risiko på lånet, hvad angår ydelse…”. På baggrund af deres specifikke og entydige ønsker havde det været relevant at rådgive dem om mulighederne for betydelige ændringer i bidragssatsen, idet de bemærker, at finanskrisen allerede havde sat ind på tidspunktet for rådgivningen, hvorfor eventuelle tab m.m., som indklagede senere har henvist til i sin begrundelse for at forhøje bidragssatsen, måtte være indklagede (og dets samarbejdspartnere) bekendt eller fremstå som sandsynlige. Det fremgår endvidere af rådgivningsskemaet, at de ”ingen erfaring” har med at optage lån af denne type, hvilket naturligvis skærpede kravene til rådgivningen.

I februar/marts 2009, hvor finanskrisen stadig var aktuel, overtog de ejendommen og optog det 3-årige rentetilpasningslån hos indklagede. I den forbindelse fik de ikke yderligere rådgivning, men blev blot bedt om at underskrive en række dokumenter, herunder det pantebrev, som indklagede har henvist til i forbindelse med deres klage direkte til indklagede. De modtog også Långuiden, hvor indklagede fremhæver, at ”Alle …(indklagedes)… kunder, dvs. låntagere betragtes som detailkunder. En detailkunde har det højeste beskyttelsesniveau. Reglerne om investorbeskyttelse har til formål at sikre, at investeringsrådgivning og investeringsbeslutninger sker på et oplyst grundlag.” De mener selvsagt ikke, at investeringsrådgivningen og deres investeringsbeslutning er sket på et oplyst grundlag.

I februar 2010 varslede indklagede en forhøjelse af bidragssatsen. Begrundelsen var reelt baseret på en henvisning til finanskrisen, som allerede var indtrådt, da de blev rådgivet og senere optog lånet. Forhøjelsen blev dog ikke gennemført, da den blev underkendt af konkurrencemyndighederne. I november 2011 modtog de varsel om en forhøjelse af bidragssatsen fra 0,5024 pct. til 0,6024 pct., svarende til en stigning på næsten 20 pct. I maj 2013 blev de varslet om en yderligere stigning af bidragssatsen. Denne gang fra 0,6024 til 0,9436 pct., hvorefter deres bidragssats samlet set var blevet forhøjet med ca. 88 pct. på en kort periode. Endvidere skete begge forhøjelser (igen) reelt begrundet under henvisning til finanskrisen. Disse forhøjelser blev gennemført og betyder, at omkostningerne ved deres realkreditlån er blevet langt større end, hvad de med rimelighed kunne påregne på baggrund af rådgivningen forud for optagelsen af lånet, selv om indklagede var eller burde være bekendt med de forhold, som senere blev angivet som baggrund for forhøjelsen.

Sammenfattende mener de, at bidragsforhøjelserne fra indklagede har været urimelige og uberettigede henset til rådgivningen ydet forud for optagelsen af lånet, idet:

• Der ikke eksplicit blev rådgivet om muligheden for forhøjelse af bidragssatsen.
• Der blev sat lighedstegn mellem ydelsen og renten, medens bidragssatsen blev forudsat konstant.
• De havde givet udtryk for deres manglende erfaring og deres ønske om sikkerhed for ydelsens størrelse, idet de dog havde accepteret ændringer i renten.
• Omstændighederne, som indklagede har henvist til som begrundelse for bidragsforhøjelserne, var eller burde være indklagede bekendt forud for lånoptagelsen.
• Indklagede havde i perioden fra indgåelsen af finansieringsaftalen til optagelsen af lånet mulighed for at yde yderligere rådgivning.

Til indklagedes udtalelse har klagerne følgende bemærkninger:

Indklagede har ikke konkret tilbagevist de af klagerne beskrevne omstændigheder vedrørende lånets optagelse, endsige den ydede rådgivning i forbindelse med lånoptagelsen. Indklagede har blot kortfattet og generelt henvist til pantebrevet.
Klagerne er enige i, at de har underskrevet pantebrevet. Dog er der ikke enighed om, at det udgør et tilstrækkeligt hjemmelsgrundlag i lyset af den ydede rådgivning og sagens konkrete omstændigheder.

Det skal i den forbindelse understreges, at det pågældende pantebrev blev fremsendt til klagerne, efter at rådgivningen havde fundet sted. Rådgivningen fandt sted i sommeren 2008, mens klagerne fik tilsendt pantebrevet i februar 2009, umiddelbart før lånet skulle udbetales.

På den baggrund havde de reelt ikke mulighed for at handle anderledes end at underskrive pantebrevet. Det er således ikke retvisende, når indklagede anfører, at lånedokumentation indgår som en del af rådgivningen, og at nærværende sag kun angår den mundtlige rådgivning. Indklagedes skriftlige rådgivning har også været mangelfuld.

Indklagede havde i øvrigt mulighed for at ajourføre sin rådgivning i perioden helt frem til lånets udbetaling. Det bemærkes, at Lehman Brothers eksempelvis gik konkurs i denne periode (september 2008).

Det forhold, at alle realkreditlån ydes med variabel bidragssats, er selvsagt ikke udtryk for, at dette ikke er en væsentlig egenskab. En ensidig adgang for en part til at ændre prissætningen er vel det mest indgribende aftalevilkår, som man kan forestille sig, og som følge heraf en væsentlig egenskab.

Selv om indklagede aldrig før havde været nødsaget til at ændre sin prisstruktur, var det jo netop henset til de generelle økonomiske konjunkturer på tidspunktet for rådgivningen og i perioden frem til lånets udbetaling oplagt at rådgive om og specifikt gøre opmærksom på muligheden for anvendelse af denne ensidige adgang til at ændre prissætningen. På baggrund af rådgivningen blev klagerne i stedet stillet i udsigt, at bidragssatsen ville forblive stabil.

Indklagede har derudover anført, at bidragsstigningerne hverken er vilkårlige eller urimelige og følger ankenævnspraksis. Klagerne bekendt har Ankenævnet endnu ikke behandlet en sag, der er tilstrækkelig sammenlignelig med nærværende sag, ligesom ankenævnspraksis forudsætter, at bidragsstigninger vil kunne tilsidesættes på baggrund af konkrete omstændigheder. Klagerne mener uagtet indholdet af pantebrevet at have påvist sådanne konkrete omstændigheder som følge af rådgivningen og omstændighederne i øvrigt i forbindelse med lånoptagelsen.

Realkreditankenævnet har i sin tidligere praksis vedrørende bidragsstigninger henvist til vanskelighederne ved at forudse ændringer i løbet af hele lånets løbetid. I dette tilfælde havde indklagede – som den mest branchekyndige part – jo netop en oplagt mulighed for at forudse sådanne ændringer og de dermed forbundne øgede omkostninger.

Den 28. august 2014 har klagerne modtaget endnu et varsel om prisforhøjelse. Af varslet fremgår, at bidragssatsen denne gang forhøjes til i alt 1,0316 pct. Den seneste bidragsstigning betyder, at klagerne på få år har fået sin bidragssats mere end fordoblet. Endvidere har indklagede ved brev af 28. august 2014 også hævet kursfradraget fra 0,1 til 0,2 kurspoint.

Klagerne henviser til korrespondancen i forlængelse af den seneste bidragsforhøjelse, hvori klagerne blandt andet har udbedt sig oplysninger om, hvor stor en del af bidragsforhøjelserne der tilfalder indklagede, og hvor stor en del der tilfalder de samarbejdende pengeinstitutter. Det er klagernes formodning, at en (stor) del af bidragsforhøjelserne tilfalder samarbejdende pengeinstitutter og således ikke udelukkende går til de formål, som indklagede har beskrevet i sine varslingsbreve.

Klagerne er ligeledes forundret over, hvorledes indklagede gentagne gange har været det første realkreditinstitut til at hæve priserne. Det forekommer tankevækkende, at konkurrerende institutter ikke har haft samme behov, men blot har benyttet lejligheden til at følge efter. Det er således nærliggende at konkludere, at indklagedes prisforhøjelser i høj grad begrunder sig i forhold, som kan tilskrives indklagedes egne forhold.

Indklagede har – på trods af opfordring – ikke nærmere forklaret, hvor stor en del af bidragsprovenuet der tilgår de samarbejdende pengeinstitutter, men har blot i generelle vendinger henvist til det arbejde, som de samarbejdende pengeinstitutter udfører, og at det er en del af indklagedes forretningsmodel.

Dette forklarer imidlertid ikke nødvendigheden af, at en uforholdsmæssig stor del af bidragsprovenuet skal tilgå de samarbejdende pengeinstitutter. Det er således ikke anført, at de samarbejdende pengeinstitutter har haft øgede omkostninger, der ikke med rimelighed kunne forudses, og som det derfor har været nødvendigt at kompensere for gennem en andel af det stigende bidragsprovenu. Det arbejde og de ydelser, der varetages af de samarbejdende pengeinstitutter, har næppe ændret sig i et omfang, der modsvarer deres andel af det forhøjede bidragsprovenu. Dette understøttes af den af klagerne til Realkreditankenævnet indsendte artikel.

Klagerne er derfor af den opfattelse, at indklagedes utilstrækkelige forklaring om disse forhold skal have processuel skadesvirkning, således at i hvert fald en del af bidragsforhøjelserne (på ikke under 25%) ikke kan anses for tilstrækkeligt begrundede.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at klagerne pr. 26. februar 2009 fik udbetalt et afdragsfrit tilpasningslån F3 på 2.260.000 kr. i ovenstående ejendom. Lånet blev refinansieret pr. 31. december 2014.

Klagerne mener, at indklagedes bidragsforhøjelser er urimelige og uberettigede henset til rådgivningen, som blev ydet forud for lånets optagelse. De gennemførte bidragsstigninger er hverken vilkårlige eller urimelige og følger ankenævnspraksis.

Indklagede bemærker, at rådgivningen kan finde sted på et skriftligt grundlag eller over telefonen. Indklagede henviser til pantebrevet, hvoraf det fremgår, at bidraget på klagernes lån er variabelt. Indklagede forudsætter, at klagerne har gjort sig bekendt med materialet, inden det underskrives og returneres.

Indklagede er enig med klagerne i, at sagens omdrejningspunkt er, om der i forbindelse med rådgivningsforløbet ved lånets udbetaling burde have været rådgivet (mundtligt) eksplicit om, at realkreditlån ydes med variable bidragssatser.

Indklagede bemærker i tilknytning hertil, at indklagede på tidspunktet for klagernes låneoptagelse aldrig før havde været nødsaget til at ændre sin prisstruktur. Henset til at alle realkreditlån – uanset realkreditinstitut – ydes med en variabel bidragssats, mener indklagede, at det ikke er en væsentlig egenskab at fremhæve i forbindelse med den mundtlige rådgivning om klagernes valg af realkreditlån. Det er således tilstrækkeligt, at dette fremgår af lånedokumentationen, som indgår som en integreret del af rådgivningen.

Indklagede bemærker, at klagerne ikke har redegjort for og/eller dokumenteret, at de ville have handlet anderledes, hvis de havde fået mundtlig rådgivning vedrørende indklagedes adgang til at ændre priser.

Indklagede er enig med klagerne i, at der ikke mundtligt blev rådgivet om muligheden for forhøjelse af bidragssatsen, og at der i rådgivningen blev sat lighedstegn mellem ydelsen og rente, medens bidragssatsen blev forudsat konstant, idet bidragssatsen som udgangspunkt og i modsætning til lånets rente er fast, medmindre andet varsles. Det bemærkes for god ordens skyld, at reglerne for investorbeskyttelse, som klagerne henviser til, vedrører obligationshandelen – salget af obligationer – ikke selve lånet.

Klagerne fremhæver, at idet finanskrisen allerede på tidspunktet for klagernes låneoptagelse var indtrådt, var omstændighederne, som ligger til grund for indklagedes prisjusteringer, allerede kendte og burde have været fremhævet i rådgivningen. Indklagede har efter finanskrisen måttet hæve bidragssatserne på grund af stadigt stigende internationale og danske lovkrav til indklagedes kapital, et vedvarende højt tabsniveau m.v., som har medført, at de samlede omkostninger ved at yde realkreditlån er steget betydeligt. Dette er sket over flere omgange, da det ikke har været foreneligt med den aktuelle markedssituation at iværksætte bidragsforhøjelser, som fuldt ud matchede det øgede omkostningsniveau.

Indklagede mener fortsat, at det ikke afskærer indklagede fra at gennemføre de varslede prisstigninger, at klagerne ikke modtog mundtlig rådgivning om indklagedes mulighed for at foretage prisjusteringer, som er hjemlet i pantebrevet.

Indklagedes forretningsmodel indebærer, at udlån formidles via et strategisk samarbejde med lokale og regionale pengeinstitutter. Pengeinstitutkunder kan som udgangspunkt alene blive betjent gennem et samarbejdende pengeinstitut, der er ansvarlig for kundekontakten og står for den løbende rådgivning og servicering af kunder. For dette arbejde modtager det formidlende pengeinstitut en del af bidragsprovenuet. Det formidlende pengeinstituts andel af bidraget dækker også den sags- og tabsgaranti, som pengeinstituttet stiller over for indklagede. At en del af bidraget tilgår det formidlende pengeinstitut, er en del af indklagedes forretningsmodel.

Anbringender
Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende,

at indklagede er berettiget til at gennemføre de varslede bidragsstigninger.


OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:

Klagerne har i sagen fremlagt en artikel fra www.business.dk, som rejser kritik af de stigende bidragssatser og fordelingen af de øgede bidragsindtægter mellem realkreditinstitutterne og de autoriserede låneformidlere.

Bekendtgørelse nr. 928 af 28. juni 2013 om god skik for finansielle virksomheder indeholder følgende bestemmelse om outsourcing af afsætning og rådgivning:

”§ 2. Når en finansiel virksomhed indgår aftale med andre finansielle virksomheder om afsætning og rådgivning i forbindelse med virksomhedens produkter, skal den finansielle virksomhed sikre sig, at der er en klar arbejdsdeling mellem virksomheden og medkontrahenten, og at medkontrahenten overholder reglerne i denne bekendtgørelse.”


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Hjemlen til at foretage bidragsforhøjelserne fremgår tydeligt af aftalegrundlaget, og klagerne har da heller ikke umiddelbart rejst indsigelser imod dette.

Med hensyn til rådgivningen er den ydet af det låneformidlende pengeinstitut. Imidlertid har indklagede efter god skik reglerne ansvaret for, at dette er sket i overensstemmelse med disse.

Klagerne har anført, at de under rådgivningen om lånet i 2009 understregede, at det var afgørende for dem, at ydelsen på lånet kun kunne svinge på et middel niveau, og at det var afgørende, at der i de tre første år var sikkerhed for ydelsens størrelse. Umiddelbart underbygges disse forudsætninger i rådgivningsskemaets oplysninger. Klagerne anfører i den forbindelse, at det ikke på nogen måde blev fremdraget i rådgivningen, at ydelsen kunne blive påvirket af bidragsforhøjelser.

Over for den klare hjemmel i aftalegrundlaget til ændring af bidraget har klagerne imidlertid ikke godtgjort, at de på tidspunktet for låneoptagelsen har opnået tilsagn om, at bidraget og dermed ydelsen ville blive fastholdt på det niveau, det dengang havde. Nævnet bemærker i tilslutning hertil, at rådgivningen på tidspunktet for låneoptagelsen skal ses i det lys, at bidragsforhøjelser på det skete niveau og med den skete frekvens næppe kunne forudses.

Klagerne anfører synspunkter i relation til reglerne om investorbeskyttelse af detailkunder. Nævnet bemærker hertil, at disse ikke kan benyttes i relation til låneoptagelsen, idet den dertil knyttede værdipapirhandel ikke sker som et led i en investeringsbeslutning.

Uanset bidragsforhøjelsernes niveau og antal er der efter Nævnets opfattelse ikke grundlag for at tilsidesætte forhøjelserne som urimelige. Niveauet ses også andre steder i branchen på lån, der har sammen karakteristika, nemlig at der er tale om kortrentelån med afdragsfrihed og formentlig med en yderlig sikkerhedsmæssig placering. Endelig finder Nævnet heller ikke at kunne tilsidesætte bidragsforhøjelserne som vilkårlige, idet de efter det oplyste er gennemført på en ensartet måde over for kunder eller grupper af kunder med lån med samme karakteristika m.m.

Som følge af det anførte

b e s t e m m e s

Indklagede, Totalkredit A/S, frifindes.




Henrik Waaben / Susanne Nielsen