Indsigelser mod gyldigheden af kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 291/1997 |
| Dato: | 16-06-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelser mod gyldigheden af kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag angår klagerens hæftelse for en kautionserklæring afgivet af klageren i oktober 1993 for et lån ydet af indklagede til klagerens datter og daværende svigersøn.
Sagens omstændigheder.
Den 4. oktober 1993 underskrev klageren en særskilt kautionserklæring. Det fremgik, at kautionen var til sikkerhed for opfyldelse af forpligtelser af enhver art, som klagerens datter og svigersøn havde eller måtte få over for indklagede, idet det ud for "gældsforhold" var anført, at kautionisten "kautionerer for ethvert krav vedrørende nedenstående konto. Konto ...., maksimum udgør d.d. 270.000 kr." Umiddelbart oven for underskriften erklærede kautionisten at have modtaget en kopi af dokumentet.
Samme dag ydede indklagede klagerens datter og svigersøn et lån på 270.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.500 kr., første gang 1. november 1993. Lånets provenu efter etableringsomkostninger var 266.340 kr. Foruden klagerens kaution håndpantsatte debitorerne et løsøreejerpantebrev med pant i en bil.
Indklagede har oplyst, at baggrunden for lånets etablering var, at klagerens datter overførte et engagement på ca. 185.000 kr. fra et andet pengeinstitut. Som en del heraf havde klageren kautioneret for to private lån på i alt 176.865,86 kr. i henhold til kautionserklæringer fra august 1991 og februar 1992. Ud over indfrielse af det overførte engagement anvendtes 50.000 kr. til køb af bil, hvori indklagede modtog underpant; restbeløbet anvendtes til brug for indskud i en lejlighed.
Klagerens daværende pengeinstitut havde forud for klagerens afgivelse af kautionen meddelt en soliditetsoplysning af 28. september 1993 vedrørende klageren. Af denne fremgår:
".......
Kontiene føres hos os uden anmærkninger. Derudover er der et pænt frit depot, hvorfra afkastet indsættes på budgetkonto til hjælp til de faste udgifter.
Vi anser [klageren] som værende ubetinget god for ovennævnte kautionsforpligtelse. Såfremt kautionen bliver effektiv, vil det sandsynligvis bevirke, at huset hvori [klageren] bor, skal sælges - kan sælges uden tab."
Klageren har anført, at det i soliditetsoplysningen nævnte depot hidrørte fra en belåning af hans ejendom. Afkast blev brugt til løbende hjælp til dækning af faste udgifter. Depotet blev senere anvendt til at nedbringe gælden i huset.
Den 8. november 1994 underskrev klageren en erklæring indeholdende tilladelse til, at løsøreejerpantebrevet, hvori indklagede havde sikkerhed, måtte udgå som sikkerhed for lånet "uden nedskrivning på lånet, d.v.s. at provenuet fra salg af ovennævnte bus er til fri disposition for låntagerne." Gældsbrevets hovedstol på 270.000 kr. fremgik af erklæringen.
Efter misligholdelse af kautionslånet overgav indklagede i marts 1997 lånet til inkasso. Lånets restgæld var da på 163.911,81 kr. Den 22. april 1997 udtog indklagede stævning mod klageren for lånets restgæld. Sagen er af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Parternes påstande.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede ikke kan gøre kautionen gældende.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren, der er født i 1929, har bl.a. anført, at han underskrev kautionserklæringen under et kort møde hos indklagede. I mødet deltog datteren og svigersønnen. Han erindrer tydeligt, at svigersønnen og indklagedes medarbejder kendte hinanden særdeles godt, og tonen var kammeratlig, nærmest familiær. Han havde intet kendskab til mødets reelle formål og mulige konsekvenser og fik det heller ikke. Han modtog ingen orientering, men blev blot bedt om at underskrive, idet det blev oplyst, at der var tale om en formssag, da svigersønnen havde en god løn ligesom hans datter. Han blev ikke orienteret om størrelsen af de sammenlagte lån og modtog ikke kopi af kautionserklæringen. Han havde kun fået oplyst, at der var tale om en sammenlægning af datterens og svigersønnens låneforpligtelser. Der er tale om en alskyldserklæring og om kaution for tidligere stiftet gæld. Indklagede har medvirket til, at kautionen blev underskrevet på såvel urigtige som senere bristede forudsætninger. Hertil kommer, at kautionen står i misforhold til hans økonomiske forhold. Han og hans ægtefælle modtager efterløn. Ud over familiens ejendom er han ikke formuende; ingen af ægtefællerne har pensionsordninger. Indklagede var gennem soliditetsoplysningen gjort bekendt med, at hvis kautionen blev effektiv, var det sandsynligt, at familiens ejendom skulle sælges. Indklagede måtte derfor have en pligt til at sikre sig, dels at han opnåede den nødvendige indsigt i, hvad forpligtelsen kunne indebære, dels at der var et økonomisk fundament for forpligtelsen således, at den i givet fald ikke førte til økonomisk ruin. Med hensyn til erklæringen om frigivelsen af løsøreejerpantebrevet har klageren anført, at svigersønnen anmodede om hans underskrift. Havde indklagede vejledt ham på behørig vis om kautionsforpligtelsen, havde han haft et andet grundlag for at træffe beslutning om frigivelse; han ville da have indset, at en accept bevirkede en forringelse af hans stilling som kautionist. Det kan også kritiseres indklagede, at man modtog såvel løsørepant samtidig med kaution fra klageren. Kautionen burde have været nedskrevet med i hvert fald 50.000 kr.
Indklagede har anført, at man i forbindelse med kautionsstillelsen indhentede en soliditetsoplysning fra klagerens pengeinstitut. Den modtagne oplysning må betegnes som god og ubetinget. At det anføres, at klagerens faste ejendom sandsynligvis skal sælges, såfremt forpligtelsen gøres gældende, kan alene opfattes som en oplysning af orienterende art, og oplysningen må betragtes som et bankinternt dokument, der skal tjene indklagede til at bedømme klageren som kautionist. Der forelå ikke særlige omstændigheder, som gav konkret anledning til at undersøge kautionistens økonomi. Bemærkningen om et eventuelt salg af klagerens ejendom kan alene betragtes som en intern orientering til indklagede med henblik på at bedømme de faktiske omstændigheder ved en eventuel inddrivelse af kautionen. Det påhvilede ikke indklagede at foreholde klageren oplysningen, forinden klageren påtog sig kautionen, dels henset til oplysningens karakter, dels henset til at klageren måtte forventes at have et sådant indblik i sin økonomi, at det var muligt for ham at bedømme konsekvenserne af en kaution. Klageren modtog kopi af kautionsdokumentet i forbindelse med underskriften heraf. Ved vurderingen af mødets forløb skal det tages i betragtning, at klageren og debitorerne er/var nært beslægtede. Det bestrides, at klageren har påtaget sig en i forhold til sin økonomi for stor kautionsforpligtelse. Subsidiært bør sagen afvises, da en stillingtagen vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår klart af den kautionserklæring, klageren underskrev den 4. oktober 1993, at han påtog sig at kautionere for et lån på 270.000 kr., og klageren kan på denne baggrund ikke med rette gøre gældende, at han ikke var bekendt med kautionsforpligtelsens omfang. I denne forbindelse bemærkes, at erklæringen må forstås således, at klageren alene påtog sig at kautionere for det udtrykkeligt nævnte gældsforhold, og at der ikke som anført af klageren er tale om en alskyldserklæring.
Af låneprovenuet på ca. 266.000 kr. anvendtes ca. 185.000 kr. til indfrielse af klagerens datters gæld til et andet pengeinstitut, medens restbeløbet efter det oplyste blev stillet til debitorernes disposition. Klageren havde tidligere kautioneret for ca. 177.000 kr. af gælden til datterens tidligere pengeinstitut. Den omstændighed, at der for så vidt angår ca. 8.000 kr. var tale om kaution for tidligere stiftet, ikke sikret gæld, findes ikke at kunne påberåbes af klageren i den foreliggende situation, hvor han var bekendt med, at provenuet af det ny lån bl.a. skulle anvendes til indfrielse af gælden til datterens tidligere pengeinstitut.
Det oplyste om klagerens økonomiske forhold og indklagedes kendskab hertil findes ikke at kunne begrunde, at kautionsforpligtelsen er uforbindende for klageren. Det er endvidere ikke godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse kautionsforpligtelsen for ugyldig som følge af manglende kendskab til forpligtelsens karakter og mulige konsekvenser, og der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan medføre dette.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.