Rådgivning om beskatning i forbindelse med køb af investeringsbeviser med midler omfattet af virksomhedsordning.
| Sagsnummer: | 273/2005 |
| Dato: | 05-04-2006 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Inge Frölich, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - skatteforhold
|
| Ledetekst: | Rådgivning om beskatning i forbindelse med køb af investeringsbeviser med midler omfattet af virksomhedsordning. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren ved at anbefale denne at købe investeringsbeviser uden samtidig at oplyse om de skattemæssige konsekvenser ved køb af investeringsbeviser med midler omfattet af en virksomhedsordning.
Sagens omstændigheder.
Den 11. februar 2004 blev der afholdt et møde hos indklagede. I mødet deltog klageren, dennes ægtefælle og to rådgivere, herunder en pensionsrådgiver.
Klagerens engagement med indklagede bestod af bl.a. en indlånskonto med et indestående på 272.091 kr. og et boliglån med en restgæld på 46.649 kr. Indlånskontoen, der var etableret i 1997, var en aktionærkonto med binavnet "OPSAML. SKAT". Engagementet bestod i øvrigt bl.a. af en kapitalpensionskonto, en millionærkonto og en budgetkonto m.v.
Klageren drev en café i interessentskabsform sammen med sin søster. Interessentskabet var kunde i pengeinstituttet P.
På mødet blev der drøftet en omlægning af klagerens og ægtefællens realkreditlån og truffet aftale om tegning af forsikringer og etablering af en ratepension. Endvidere blev det aftalt at købe investeringsbeviser for ca. 100.000 kr. af indeståendet på indlånskontoen. Klageren havde givet udtryk for utilfredshed med kontoens forrentning, og indklagede havde på den baggrund anbefalet klageren at købe investeringsbeviser.
Købet af investeringsbeviserne blev gennemført den 17. februar 2004.
I 2005 blev interessentskabet omdannet til et anpartsselskab.
Ved skrivelse af 11. august 2005 rettede klageren via sin revisor henvendelse til indklagede, idet han nu havde konstateret, at han var blevet pålagt en merskat som følge af købet af investeringsbeviserne. Årsagen var, at købet var sket med midler, der var omfattet af virksomhedsskatteordningen, og som derfor ikke kunne placeres i investeringsbeviser uden at overgå til personlig beskatning. Revisoren beregnede merskatten til 46.160 kr. Klagerens rentetab som følge af den fremrykkede skattebetaling blev opgjort til 19.884 kr. Renteberegningen var baseret på en rentesats på 1% p.a. efter skat og inflation og på en statistisk restlevetid for klageren på 36 år. Revisoren beregnede endvidere et tab på 19.906 kr. som følge af realiseret topskat. Hvis købet af investeringsbeviserne ikke var sket, ville det have været muligt at henføre yderligere 143.000 kr. til beskatning som virksomhedsindkomst. Der kunne således være sket en udjævning af den personlige indkomst, således at klageren kunne have sparet topskat på 19.906 kr. (13,92% (15% - nedslag 1,08%) af 143.000 kr.). Klageren anmodede indklagede om en erstatning for det samlede tab på 39.790 kr.
Ved skrivelse af 14. september 2005 afslog indklagede at yde erstatning. Indklagede afviste, at man havde pådraget sig et rådgivningsansvar og gjorde i øvrigt indsigelse imod opgørelsen af kravet. Vedrørende opgørelsen af kravet anførte indklagede bl.a., at det manglende opsparede overskud på 143.000 kr. kunne retableres ved, at klageren i 2005-2007 reducerede sine udtræk af virksomhedsordningen ned til topskattegrænsen for i stedet at trække tilsvarende beløb af det allerede beskattede udtræk ved løbende realisation af investeringsbeviserne. Indklagede beregnede på det grundlag rentetabet ved den fremrykkede beskatning til i alt 1.357 kr. Opgørelsen var baseret på kontorenten på 1% p.a. uden hensyn til det større afkast, som klageren ville opnå på investeringsbeviserne. Klageren havde oplyst, at han på trods af selskabsdannelsen gerne ville have beløbet tilbageført til virksomheden.
Parternes påstande.
Den 17. oktober 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale en erstatning på 39.790 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede var klar over, at han drev en cafe sammen med sin søster. Indklagede modtog årligt hans private regnskab, hvoraf det fremgår, at han beskattes efter reglerne i virksomhedsordningen. Det fremgår også, at den omhandlede konto hos indklagede indgår som et aktiv i virksomhedsordningen. Regnskabet blev sendt til indklagede med henblik på at opnå en god og dækkende rådgivning. Transaktionerne på kontoen vedrører runde beløb med transaktionsteksten "Overførsel", "Lønoverførsel" eller caféens navn. De runde beløb indikerer klart, at der er tale om en selvstændig erhvervsdrivende, idet en lønmodtagers løn formentlig aldrig vil være i hele tusinde kroner.
Han fremsatte på intet tidspunkt ønske om køb af investeringsbeviser men alene et ønske om at få den bedst mulige forrentning af indeståendet på kontoen. Det var indklagede, der anbefalede købet af investeringsbeviser. Indklagede burde derfor også have oplyst om de skattemæssige konsekvenser. Indklagede burde i hvert fald have spurgt, om kontoen var omfattet af virksomhedsordningen. Der må påhvile indklagede en undersøgelsespligt, når en selvstændig erhvervsdrivende rådes til at købe investeringsbeviser.
Udover rentetabet bør indklagede yde erstatning for tab som følge af realiseret topskat, da udbytte -/likvidationsskatten vedrørende det nystiftede anpartsselskab vil være under 50% (mod topskatten på ca. 63%).
Indklagede har anført, at mødet blev afholdt med henblik på at gennemgå klagerens budget- og pensionsforhold.
Klageren ønskede at få indeståendet på den omhandlede konto bedre forrentet og blev derfor foreslået at investere i investeringsbeviser.
Man var ikke bekendt med, at indeståendet på kontoen var omfattet af klagerens virksomhedsskatteordning. Kontoen var oprettet i 1997, og den skattemæssige status var aldrig blevet drøftet. Klageren fik jævnligt overført beløb til og fra kontoen både til løn, betalingsoverførsler og efter telefonisk aftale. Klagerens råden over kontoen indikerede således ikke, at der var tale om en konto omfattet af en virksomhedsskatteordning.
Man var bekendt med, at klageren drev en café sammen med sin søster, og at caféen var kunde i P. Man var derfor af den opfattelse, at klageren holdt sit virksomhedsengagement og sit privatengagement adskilt. Det var alene klagerens og ægtefællens årsopgørelser, som dannede baggrund for rådgivningen på mødet. Klageren blev ikke betragtet som selvstændig erhvervsdrivende i forhold til kundeforholdet hos indklagede.
Klageren sendte sit regnskab i forbindelse med en ansøgning om et boliglån i 2002. Regnskabet blev imidlertid ikke gennemgået, da der ikke var behov herfor.
På mødet blev det foreslået, at indklagedes investeringsrådgiver skulle se nærmere på den overskudslikviditet, som klagerens virksomhed havde stående i P. At det skulle være en investeringsrådgiver blev netop begrundet med, at der ikke kunne investeres i investeringsbeviser, idet disse ikke kunne anvendes som investeringspapirer til virksomheder under virksomhedsskatteordningen. Klageren burde navnlig på den baggrund have oplyst, at den omhandlede konto hos indklagede var omfattet af virksomhedsskatteordningen.
Der er ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar, da man ikke var eller burde have været bekendt med, at indeståendet på den omhandlede konto var under virksomhedsskatteordningen, og da den rådgivning, der hidtil havde fundet sted, hverken direkte eller indirekte havde givet anledning til at undersøge kontoens skattemæssige status.
Vedrørende opgørelsen af tabet må det anses for tvivlsomt, om klageren først i en alder af 77 år eller som vel antaget - først ved sin død - udløser beskatning af indeståendet. Klageren bør endvidere ikke kunne få erstatning for et tab som følge af realiseret topskat, idet klageren ikke har dokumenteret, at han ved ophør af virksomhedsordningen alene skal betale mellemskat.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede var bekendt med, at klageren drev selvstændig erhvervsvirksomhed, og burde derfor have indset, at indeståendet på den omhandlede konto, som var benævnt "OPSAML. SKAT", kunne være omfattet af virksomhedsskatteordningen. Det forhold, at klagerens erhvervsvirksomhed var kunde i et andet pengeinstitut, kan ikke i sig selv medføre, at indklagede berettiget kunne lægge til grund, at indeståendet hos indklagede ikke var omfattet af virksomhedsskatteordningen. Indklagede burde derfor ved sin rådgivning af klageren om køb af investeringsbeviser have oplyst om de skattemæssige konsekvenser herved, hvis indeståendet var omfattet af virksomhedsskatteordningen. Ved at have undladt dette finder Ankenævnet, at indklagede ydede mangelfuld rådgivning til klageren i forbindelse med dennes køb af investeringsbeviser den 17. februar 2004, og at indklagede er erstatningsansvarlig for klagerens tab herved.
Da det investerede beløb på et tidspunkt vil overgå fra virksomhedsbeskatning til personlig beskatning, udgør den betalte skat ikke et egentlig tab for klageren. Klageren bliver imidlertid påført et rentetab ved at skulle betale skatten på et tidligere tidspunkt end forventet.
Klageren har opgjort den fremrykkede skattebetaling til 46.160 kr. og har gjort gældende, at rentetabet skal opgøres på grundlag af en rente på 1% efter skat og inflation og over en periode på 36 år, der svarer til klagerens statistiske restlevetid.
Det lægges som ubestridt af indklagede til grund, at den fremrykkede skattebetaling udgør 46.160 kr. Ankenævnet finder, at klageren burde have kunnet opnå en forrentning på 4% p.a. af dette beløb.
Ankenævnet finder det usandsynligt, at det investerede beløb først ville blive trukket ud af virksomhedsordningen om ca. 36 år, der er klagerens statistiske restlevetid, idet klageren må forventes at ville være ophørt med erhvervsmæssig virksomhed længe forinden. Ankenævnet finder i stedet, at den periode, hvor indklagede skal yde en rentekompensation for den fremrykkede skattebetaling, skønsmæssigt kan fastsættes til 10 år. Indklagede skal herefter betale klageren en erstatning svarende til nutidsværdien af en forrentning på 4% p.a. af 46.160 kr. i 10 år, eller 14.975 kr. (46.160 x 1,0410 - 46.160 = 22.167 kr., nutidsværdi 22.167/1,0410 = 14.975 kr.).
Der bør ved fastsættelsen af renteprocenten ikke tages hensyn til skat og inflation, hvorved bemærkes, at der ikke er taget stilling til beskatningen af erstatningsbeløbet, og at erstatningsbeløbet er tilbagediskonteret til nutidsværdi.
Ankenævnet finder ikke, at der bør ydes klageren erstatning for realiseret topskat, allerede fordi dette eventuelle tab ikke kan anses for en påregnelig følge af den erstatningspådragende adfærd.
Som følge af det anførte
Indklagede skal inden fire uger til klageren betale 14.975 kr. med tillæg af renter efter renteloven fra den 17. oktober 2005. Klagegebyret tilbagebetales klageren.