Afgørelse

Ændring af lån i forbindelse med klagers separation.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens hæftelse for lån ydet af indklagede i forbindelse med klagerens separation, hvor klageren beholdt en fast ejendom.

Sagens omstændigheder.

Pr. 1. juli 1999 købte klageren en fast ejendom i Frederikshavn for 620.000 kr. Købet blev finansieret ved optagelse af et lån hos Totalkredit samt et boliglån ydet af indklagedes Frederikshavn afdeling. Klagerens ægtefælle var meddebitor på lånene.

I sommeren 2000 meddelte klageren indklagede, at hun og ægtefællen skulle separeres.

Til brug har parrets overvejelser vedrørende bodelingen samt eventuelt salg af klagerens ejendom, blev der indhentet en ejendomsmæglervurdering, hvorefter klagerens ejendom kunne sælges for kontant 725.000 kr.

Den 21. juli 2000 udarbejdede indklagede et årsbudget for klageren, som forudsatte, at klageren beholdt den faste ejendom. Beregningen viste et månedligt rådighedsbeløb på 6.435 kr. for klageren og dennes to mindreårige børn.

Indklagede har anført, at ægtefællerne på et møde den 21. juli 2000 hos indklagede blev enige om en deling af deres fælles forpligtelser over for indklagede; indklagedes forudsætning herfor var gensidig kaution fra hver af ægtefællerne. Efterfølgende afviste parterne kravet om kaution. I denne forbindelse forespurgte man klageren, om hun kunne fremkomme med anden form for sikkerhed, og klageren foreslog kaution fra sin far. Denne indvilgede heri.

Herefter blev der for klageren etableret et lån på 65.000 kr. (lån -567) med en månedlig ydelse på 1.500 kr. med kaution fra klagerens far samt et lån på 125.000 kr. (lån -559) med en månedlig ydelse på 1.425 kr. og med kaution fra klagerens far begrænset til 35.000 kr. Indklagede modtog sikkerhed i et samtidig etableret ejerpantebrev på 125.000 kr. med pant i klagerens ejendom.

Indklagede har anført, at klageren i foråret 2001 meddelte, at hun havde sat sin ejendom til salg, men at denne ikke kunne sælges trods prisnedsættelser.

Ved skrivelse af 31. august 2001 meddelte indklagede klageren, der nu var fraflyttet ejendommen, at man havde konstateret, at der ikke længere indgik løn på hendes lønkonto. Indklagede havde derfor slettet alle PBS-betalinger og opgjort lønkontoen. Såfremt klageren ikke betalte ydelserne på lånene hos indklagede, ville begge lån blive gjort gældende over for kautionisten.

Ved skrivelse af 18. oktober 2001 foreslog klageren indklagede, at hun betalte 1.000 kr. månedligt til indklagede og tilsvarende til Totalkredit. Klageren oplyste samtidig, at hun ville anmode sin ejendomsmægler om at annoncere ejendommen til salg for 620.000 kr.

Ved skrivelse af 14. november 2001 meddelte indklagede, at man på visse nærmere betingelser kunne acceptere betaling til indklagede af 2.000 kr. månedligt, idet klageren og kautionisten samtidig skulle acceptere, at indklagede fik salgsfuldmagt til ejendommen.

Den 21. december 2001 fremsendte klageren salgsfuldmagt til indklagede underskrevet af hende og kautionisten.

Ved skrivelse af 18. februar 2002 meddelte indklagede, at man havde modtaget meddelelse om, at Totalkredit havde indgivet tvangsauktionsbegæring over klagerens ejendom. Da klageren samtidig havde meddelt, at hun ikke kunne betale ydelserne pr. 1. marts og 1. april 2002, havde man anmodet klagerens far om at indfri kautionsforpligtelsen.

Af skrivelse af 18. februar 2002 til klagerens far fremgår, at indklagede ikke forventede at blive inddækket ved den forventede tvangsauktion over klagerens ejendom, hvorfor man opsagde kautionsforpligtelsen til indfrielse i løbet af 14 dage. Kautionsforpligtelsen blev opgjort til 59.093,22 kr. vedrørende lån -567 pr. 1. januar 2002 samt 35.000 kr. vedrørende lån -559.

Pr. 1. april 2002 blev klagerens ejendom solgt i fri handel for kontant 530.000 kr. Salgssummen gav ingen dækning til indklagede.

Den 12. november 2002 fremsendte indklagede frivilligt forlig, hvorefter klagerens gæld til indklagede udgjorde 347.075 kr., hvoraf 126.599 kr. var sikret ved kaution. Klageren undlod at underskrive forliget.

Parternes påstande.

Klageren har den 8. oktober 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede skal tilpligtes at anerkende, at hendes gæld alene udgør 122.668,94 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at der ved hendes overtagelse af ejendommen blev udfærdiget en beregning udvisende et rådighedsbeløb på 6.435 kr. månedligt. Heraf skulle hun anvende 1.000 kr. til benzin, hvilket var en forudsætning for, at hun kunne passe sit arbejde. Hun havde således 5.435 kr. tilbage til daglige fornødenheder, reparation af bil, fast ejendom m.v. til sig selv og sine to børn på henholdsvis 3 og 13 år. Indklagedes medarbejder meddelte, at beløbet var realistisk.

Hun stolede på, at indklagedes vejledning i situationen var kompetent og tog udgangspunkt i, hvad der var realistisk for hende på de foreliggende økonomiske vilkår. Rådighedsbeløbet er mindre end, hvis hun havde været på kontanthjælp. Indklagedes medarbejder burde have indset, at det ikke var realistisk.

Hendes forslag på daværende tidspunkt var, at hun og ægtefællen skulle være fælles om huset, indtil det blev solgt og herefter dele gælden. Dette afslog indklagedes medarbejder.

I juli 2000 var den samlede gæld i huset med tillæg af gæld på lønkredit og billån i alt 755.337,87 kr. Huset indbragte 530.000 kr., således at restgælden var på 245.337,87 kr. Heraf kan hun vedkende sig halvdelen på 122.668,94 kr.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren fremsætter en række påstande om, hvad der blev meddelt under forskellige møder og telefonsamtaler. En afgørelse af klagen vil derfor forudsætte en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det ikke kan lastes indklagede, at klagerens økonomiske situation udviklede sig som sket. Klageren og hendes daværende ægtefælle besluttede uden indklagedes indflydelse, at ejendommen oprindeligt blev købt i klagerens navn.

Det kan ikke lastes indklagede, at parret efterfølgende blev skilt med heraf følgende økonomiske problemer. Klageren valgte at blive boende i ejendommen, hvorved hun bragte sig i en stram økonomisk situation.

Beslutningen om, hvorvidt rådighedsbeløbet var tilstrækkeligt for klageren, var klagerens egen. Indklagedes medarbejder opfordrede klageren til at overveje, om hun ville sælge ejendommen.

Det har ikke været muligt at inddrive beløb hos den tidligere ægtefælle.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Forud for klagerens beslutning om at beholde den faste ejendom udarbejdede indklagede i juli 2000 et årsbudget, som viste et månedligt rådighedsbeløb på 6.435 kr. til klageren og hendes to børn. Dette rådighedsbeløb kunne ikke på forhånd anses for urealistisk lavt, og klageren måtte selv tage stilling til, om det for hendes vedkommende var tilstrækkeligt.

Indklagede var ikke forpligtet til at acceptere en deling af fælleslånene mellem klageren og dennes tidligere ægtefælle uden gensidig kaution.

Der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan føre til nedsættelse af klagerens gæld til indklagede. Det bemærkes, at Ankenævnet ikke kan pålægge indklagede at acceptere en akkordordning.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.