Afgørelse

Indsigelse mod kaution

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod kaution begrundet i bl.a., at der ikke var sket underretning om misligholdelse af låneaftalen, samt krav om frigivelse af tredjemandspant.

Sagens omstændigheder

Aktieselskabet S, som klageren var medejer af sammen med D og E, gik i betalingsstandsning i maj 2008. Senere blev S taget under konkursbehandling.

S havde kredit i Sparekassen Kronjylland, som bl.a. var sikret ved selvskyldnerkaution stillet af klageren, D og E.

Den 27. maj 2008 opsagde sparekassen S’ engagement, som på daværende tidspunkt udgjorde 1.902.944,83 kr., til omgående indfrielse.

Den 23. juni 2008 gjorde sparekassen kautionsforpligtelsen gældende over for klageren.

I begyndelsen af juli 2008 blev der indgået en aftale mellem sparekassen og klageren, D og E, hvorefter den samlede gæld blev opdelt i tre lige store kassekreditter. Henholdsvis klageren, D og E underskrev således hver en kassekreditkontrakt på 652.000 kr. De tre personer krydskautionerede for hinandens kreditter. Samtlige kassekreditter udløb den 30. juni 2009.

Af D’s kassekreditkontrakt (konto nr. -367) som klageren underskrev sammen med E som kautionist den 4. juli 2008, fremgår på side 2:

”ad kaution:

Da der er tale om allerede påtaget kautionsforpligtelse, er nærværende derfor en erstatning af den tilsvarende påtagne kautionsforpligtelse over for [S], jf. dokument af 19.07.07 og 27.02.06.”

På side 6 fremgår videre om kaution:

”Jeg/vi bekræfter samtidig, at Sparekassen Kronjylland har gennemgået betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Jeg/vi er herunder gjort bekendt med, at Sparekassen Kronjylland kan kræve, at jeg/vi straks indfrier den del af kreditten, jeg/vi har påtaget mig at kautionere for, hvis debitor ikke opfylder sin betalingsforpligtelse…”

Den 7. juli 2008 underskrev klageren tillige en håndpantsætningserklæring, hvor han håndpantsatte et ejerpantebrev på 600.000 kr. i sin ejendom til sikkerhed for opfyldelse af sin kredit konto nr. -665 og sekundært for, hvad han i øvrigt var eller måtte blive sparekassen skyldig.

I februar 2010 blev klagerens kassekredit omlagt til et lån på 500.000 kr. (konto nr. -815) og klageren underskrev den 9. februar 2010 et gældsbrev for lånet. I gældsbrevet henvises til særskilt underpantsætningserklæring.

Samtidig underskrev klageren en selvskyldnerkautionserklæring for D’s og E’s gæld til sparekassen. Heraf fremgår bl.a. følgende:

”Gældsforhold

Kredittens maksimum og midlertidig bevilget trækningsret på konto nr. -367 og/eller -375 uden fast tilbagebetalingstidspunkt.

Gyldighedsperiode

Nærværende kaution bortfalder efter 5 år fra underskriftstidspunktet, medmindre Sparekassen Kronjylland forinden har gjort krav gældenden over for kautionisten, eller kautionen er forlænget ved aftale mellem Sparekassen Kronjylland og kautionisten.

Særlige bestemmelser

Nærværende kaution erstatter kautionen af juli 2008.

Gæld på konto –367 l/[D] udgør p.t. kr. 665.068,25 plus renter fra 1/1 2010.

Gæld på konto -375 l/[E] udgør p.t. kr. 605.862,51 plus renter 1/1 2010.

Engagementet hidrører fra indfrielse af engagement l/[S] u/konkurs – engagement blev ved indfrielsen opdelt i 3 lige store dele til hver af de kautionerende indehavere med krydskaution af de 2 øvrige.

Det er aftalt, at nærværende kautionsforpligtelse beløbsbegrænses til i alt 250.000 kr., såfremt [klageren] overholder indgået afviklingsaftale på lån nr. -815 stort kr. 500.000.”

I november 2010 blev D’s kassekredit omlagt til et lån på 708.000 kr. (konto nr. -325) med fast afvikling, og D underskrev i den forbindelse et gældsbrev til sparekassen.

Sparekassen har fremlagt en kaution for engagementet med D dateret den 12. maj 2011, hvor E med sin underskrift tiltræder, at D’s ”erhvervskredit konto nr. -671” omlægges til et lån konto nr. -325. Sparekassen har oplyst, at der blev sendt en tilsvarende erklæring til klageren som kautionist for D, men at sparekassen ikke længere er i besiddelse af dette brev.

I sommeren 2011 fik klageren mulighed for i sit pengeinstitut at låne 400.000 kr., således at han næsten kunne indfri sit lån hos sparekassen. Efter drøftelser mellem klageren og sparekassen tilbød sparekassen den 28. juni 2011, at klageren kunne indfri sin restgæld mod betaling af 400.000 kr. I den forbindelse skrev sparekassen følgende til klageren den 28. juni 2011:

”Indfrielse af lån nr. -815

……

Bestående kr. 250.000 kautionsforpligtelse for engagement l/[D] og l/[E] er uændret gældende og således at denne uændret sikres ved kr. 250.000 ejerpantebrev i [klagerens ejendom] næst bestående kr. 1.761.000 realkreditlån plus yderligere indtil kr. 400.000 realkreditlån/ejerpantebrev efter nærmere instruktion.

Øvrig pant vil kunne stilles til din disposition.

…………”

Den 10. august 2011 indbetalte klageren 400.000 kr. til sparekassen. På den baggrund udstedte sparekassen en saldokvittering til klageren på 66.270,83 kr., som klageren underskrev den 23. august 2011. Af saldokvitteringen fremgår bl.a.:

”Erhverv 2000 nr. -815 kr. 64.759,08

Budgetkonto nr. -697 1.511,75.

…. Saldokvittering gælder kun de nævnte forpligtelser. Det medfører, at dine andre forpligtelser over for Sparekassen Kronjylland, herunder kaution og sikkerhedsstillelse for 3. mands engagement i Sparekassen Kronjylland fortsat er gældende i fuldt omfang.”

D overholdt betalingerne på sit lån konto nr. -325 frem til februar 2013.

Den 10. april 2013 skrev sparekassen følgende til klageren:

”Vedr. din kautionsforpligtelse for [D] på gældsbrev -325.

Da [D] har indledt gældssanering den 07.02.2013 er hans engagement forfalden til fuld indfrielse.

Dette medfører, at din kautionsforpligtelse på kr. 250.000 ligeledes er forfalden til indfrielse.

Jeg skal derfor anmode dig om at indbetale dette beløb inden 10 dage fra dato……”

Efter at sparekassen havde kaldt kautionen, var der drøftelser og korrespondance mellem klageren og sparekassen, og den 23. april 2013 sendte sparekassen bl.a. posteringsoversigt vedrørende konto – 325 til klageren.

Klageren har fremlagt en mail, han modtog fra D den 22. maj 2013:

”Jeg har haft møde med [..] i Sparekassen. Der var sådan set ikke noget nyt……. Jeg regner med at høre fra skifterettens advokat i løbet af ugen i forbindelse med en sandsynlig tilbagetrækning af gældssaneringssagen. Hvilken konsekvens det får i forhold til Sparekassen og jeres kautioner, ved jeg først, når jeg har haft møde med [..] og ham fra [..] der har kompetencen til at sætte noget i værk.

Hvis Sparekassen ikke vil være med til en eller anden form for aftale/akkord, vil det utvivlsomt ende med at jeg går personlig konkurs, huset ryger på tvang og så er vi lige vidt i forhold til kautionen.

Jeg beklager, men jeg kan ikke se nogen lykkelig udvej på situationen. Hvis jeg på nogen som helst måde kunne afværge at kautionen kommer i spil, så ville jeg gøre det…...”

Den 21. juni 2013 sendte sparekassen en mail til klageren med oplysning om, at D havde trukket sin anmodning om gældssanering tilbage. I mailen anfører sparekassen videre:

”Vi har på baggrund heraf anmodet [D] om fremsendelse af materiale med henblik på vurdering af hans mulighed for fremadrettet at servicere engagementet i Sparekassen.

Vi vender tilbage til jer, når der er nyt i sagen.”

I sommeren 2014 blev D’s ejendom solgt på tvangsauktion. Det fremgår af salgsopstillingen, at tvangsauktionen var rekvireret af Nordea Kredit Realkreditaktieselskab.

Den 8. august 2014 anmodede sparekassen klageren om at indbetale kautionen på 250.000 kr. som følge af D’s misligholdelse af lånet.

Den 11. august 2014 modtog sparekassen 185.000 kr. i provenu fra tvangsauktionen. Efter nedskrivning med dette beløb var restgælden på D’s lån 596.039 kr.

Det fremgår af kontoudtog for konto -325, at E indbetalte 250.000 kr. den 1. september 2015.

Klageren gjorde indsigelse mod kautionsforpligtelsen. Den 5. september 2014 skrev sparekassen bl.a. følgende til klageren:

”Med henvisning til korrespondance og telefonsamtale i forbindelse med vores krav …. skal vi igen beklage, at du ikke har været holdt orienteret om [D’s] manglende indbetalinger, men fastholde vores krav med henvisning til, at du som kautionist ikke er blevet dårligere stillet.

……………

[D] har som tidligere oplyst overholdt indbetaling på lån frem til februar 2013, hvor der blev indledt gældssanering. Indbetalingerne har dog hele perioden alene kunnet dække rentetilskrivning ………….”

Klageren gjorde indsigelse mod kautionsforpligtelsen i mail af 9. september 2014.

Der er fremlagt årlige meddelelser om kautionsforpligtelse (konto nr. -325) sendt til klageren 31. december 2012, 2013 og 2014.

Klageren har fremlagt mails sendt til sparekassen i perioden 25. januar 2015 og frem til indgivelse af klage til sparekassens klageansvarlige, som er udateret. Mails ses ikke at være besvaret af sparekassen.

Klageren har bl.a. anmodet om at få det håndpantsatte ejerpantebrev udleveret. Dette har sparekassen afvist. Sparekassen har oplyst, at den er indstillet på at lade ejerpantebrevet rykke, såfremt klageren ønsker at omlægge sine lån mod, at et eventuelt låneprovenu indbetales til sparekassen.

Parternes påstande

Den 19. august 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Kronjylland skal føre hans ejerpant tilbage og frafalde ethvert krav mod ham i forbindelse med kautionen.

Sparekassen Kronjylland har principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at sparekassen ikke har overholdt sine forpligtelser om at meddele ham, at D havde stoppet sine indbetalinger.

Han tog ikke og burde ikke tage for givet, at fordi D søgte gældssanering, var D også stoppet med sine indbetalinger på lånet. Han kunne heller ikke læse det ud af sparekassens mail til ham den 21. juni 2013 om, at gældssaneringsanmodningen var trukket tilbage.

Havde han vidst, at D havde stoppet sine indbetalinger til lånet, kunne han have hjulpet D med indbetalinger og dermed have undgået, at hans kaution blev udløst. Der gik halvandet år, før han blev opmærksom på, at indbetalingerne var stoppet.

Sparekassen har dermed forringet hans muligheder for at begrænse sin kautionsforpligtelse/sit tab.

Sparekassen har i sit brev til ham af 5. september 2014 erkendt, at den ikke har orienteret ham om D’s manglende indbetaling.

Han bestrider, at han tilbage i 2008, hvor S gik i betalingsstandsning, skulle have været bekendt med, at D havde en meget anstrengt økonomi.

Han er ikke blevet gjort bekendt med, at D’s kredit blev omlagt til et lån og havde ingen mulighed for at vide dette. I kautionserklæringen fremgår præcis, hvilke lån, han hæfter for, nemlig konto nr. -367 og -375. han har aldrig kautioneret for konto nr. -325.

Han hæfter derfor ikke for gælden.

Sparekassen har forringet hans regresmuligheder ved at realisere det pant, der lå til sikkerhed for D’s lån.

Sparekassen skal returnere hans ejerpantebrev.

Sparekassen Kronjyllandhar til støtte for afvisningspåstanden anført, at de forskellige opfattelser mellem klageren og indklagede af, hvorvidt klageren er underrettet om, at D stoppede med at indbetale til klageren, alene kan blive afklaret ved parts- og vidneforklaringer.

Endvidere indeholder sagen, der vedrører et tidligere erhvervsforhold med tre ejere samt opdeling af fælles gæld med krydskautioner og individuelle akkordordninger, så mange faktiske oplysninger, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer af de tre tidligere ejere samt rådgivere.

Sagen er derfor ikke egnet til behandling i Ankenævnet og bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen gjort gældende, at klageren i forbindelse med S’ konkurs i 2008 hæftede for selskabets gæld til indklagede.

Da sparekassen i juni 2008 kaldte klagerens selvskyldnerkaution, var den berettiget til at opkræve samtlige 1.902.944,83 kr. indbetalt af klageren, selv om D og E også begge hæftede for gælden. Det vil sige, at klageren hæftede for hele beløbet over for sparekassen.

Efterfølgende, hvor gælden blev opdelt i tre lige store kreditter til henholdsvis klageren, D og E, og de tre personer påtog sig at krydskautionere for hinanden, var der således tale om, at klageren påtog sig kautionsforpligtelser for en gæld, som klageren allerede hæftede for.

Kautionen stod derfor ikke i misforhold til klagerens/kautionistens økonomi.

Klagerens kassekredit var tidligere blevet omlagt til et lån, ligesom D’s kassekredit blev det. Klageren var således bekendt med, at kassekreditten kunne blive omlagt til et lån og har ikke kunnet være i tvivl om, at D’s lån nr. -325 erstattede D’s kassekredit nr. -367.

Sparekassen skrev i maj 2011 til både klageren og E om, at D’s kredit med konto nr. -367 var omlagt til lån -325, som de således fremover kautionerede for. Sparekassen er desværre ikke længere i besiddelse af brevet til klageren, men sparekassen vil kunne dokumentere, at brevet er fremsendt ved en partsforklaring fra den daværende rådgiver.

I de årlige kautionsoversigter, som klageren har modtaget fra sparekassen ultimo december/primo januar 2012-2014 er det klart anført, at klageren kautionerer for konto nr. -325. Klageren har ikke bestridt at have modtaget disse oversigter.

Klageren har selv i forbindelse med indgåelsen af aftalen om saldokvittering den 23. august 2011 erkendt, at han fortsat kautionerede for D’s gæld til sparekassen.

Indklagede skal derfor afvise, at klageren er frigivet for kaution for D’s gæld på lån nr. -325.

Sparekassen gør gældende, at da den i april 2013 underrettede klageren om, at D havde søgt gældssanering, måtte det stå klageren klart, at D havde stoppet sine indbetalinger til lånet. Det kunne klageren ikke være i tvivl om.

Manglende underretning til en kautionist om, at debitor er stoppet med at betale, påvirker alene den stillede kaution i det omfang, den manglende underretning har forringet kautionistens mulighed for regres. Klagerens mulighed for regres hos D er ikke blevet forringet.

Det er dog fortsat indklagedes opfattelse, at klageren er blevet orienteret om de manglende betalinger.

Klagerens gæld var i øvrigt forfalden til betaling, da D stoppede med at betale af på gælden til indklagede, idet indklagede allerede den 10. april 2013 havde kaldt kautionen og anmodet om indbetaling af 250.000 kr.

Det var ikke indklagede, som begærede D’s ejendom solgt på tvangsauktion. Indklagede bestrider derfor at have realiseret pantet.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke grundlag for at afvise klagen.

Klageren havde sammen med D og E en fælles gæld på knapt 2 mio. kr. til Sparekassen Kronjylland efter, at det selskab, som de havde påtaget sig selvskyldnerkaution for, var gået konkurs i 2008.

Gælden blev opdelt mellem de tre personer, således at der blev indgået tre enslydende personlige kreditaftaler på hver 652.000 kr. med klageren, D og E. Personerne krydskautionerede for hinanden. Klageren hæftede således personligt og på grundlag af sine kautionsforpligtelser for den samlede gæld til sparekassen.

Aftalerne om krydskaution blev indgået til erstatning for tidligere kautionsforpligtelser, hvor klageren, D og E hver især kautionerede for S’ gæld.

Klageren håndpantsatte samtidig et ejerpantebrev på 600.000 kr. i sin private ejendom til sparekassen til sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser over for sparekassen.

I februar 2010 blev klagerens kassekredit (konto nr. -665) omlagt til et lån med fast afvikling (konto nr. -815). I den forbindelse nedsatte sparekassen klagerens kautionshæftelse til et maksimalt beløb på 250.000 kr. under forudsætning af, at klageren overholdt afviklingsaftalen på lånet med sparekassen. Det blev i den forbindelse præciseret, at kautionen erstattede kautionen af 2008.

I november 2010 blev D’s kassekredit (konto nr. -367) også omlagt til et lån med fast afvikling på 708.000 kr. (konto nr. -325). Provenuet fra det nye lån blev anvendt til at indfri det oprindelige lån.

Ankenævnet finder, at det nye lån må anses for en videreførelse af det gamle lån, hvorfor klagerens kautionsforpligtelse overføres til det nye lån

Fra februar 2013 misligholdt D sit lån (-325) og i april 2013 meddelte sparekassen klageren, at D’s lån var forfalden til indfrielse og gjorde kautionen gældende over for klageren.

Ankenævnet finder herefter, at sparekassen rettidigt har underrettet klageren om misligholdelsen og således bevaret sine rettigheder i henhold til kautionen.

Det forhold, at sparekassen først i august 2014 på ny anmodede klageren om at indbetale kautionen, og at den i september 2014 beklagede, at klageren ikke havde været holdt orienteret om D’s manglende indbetalinger, kan ikke føre til et andet resultat.

Ankenævnet finder således ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at hans kaution skal bortfalde eller nedsættes yderligere.

Ankenævnet finder heller ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at sparekassen skal frigive ejerpantebrevet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.