Spørgsmål om tilrettelæggelse af økonomi, henstand og bevilling af lån
| Sagsnummer: | 446/2011 |
| Dato: | 01-05-2012 |
| Ankenævn: | Henrik Bitsch, Christian Bremer, Troels Hauer Holmberg, Jørn Ravn, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Rådgivning - øvrige spørgsmål
Udlån - øvrige spørgsmål Udlån - låneanmodning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om tilrettelæggelse af økonomi, henstand og bevilling af lån |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelser mod bankens håndtering af hans låneengagement.
Sagens omstændigheder
Klageren er kunde i Nordea Bank Danmark, hvor han har en grund-/lønkonto (-450) og et privatlån (-671).
Ved gældsbrev af 30. september 1998 ydede banken klageren et privatlån på 55.566 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr. Renten var variabel 13,0 % p.a., og løbetiden var ca. syv år.
Efterfølgende bevilgede banken følgende forhøjelser af lånet:
"…
Tidspunkt | Forhøjelse i kr. | Aftalt ydelse i kr. |
10. januar 2004 | 40.909,09 kr. | 1.600 kr. |
13. juni 2004 | 7.575,76 kr. | 1.600 kr. |
26. august 2004 | 17.676,77 kr. | 1.600 kr. |
1. december 2004 | 15.656,57 kr. | 1.600 kr. |
27. januar 2006 | 34.242,42 kr. | 2.000 kr. |
…"
Ved brev af 30. juli 2007 meddelte klageren banken:
"…
Da jeg netop har indsendt formular til Sø- og Handelsretten ang. gældssanering vil jeg gerne bede om at mit afdrag på kontoen bliver sat i bero indtil videre f.o.m. 1-8.
…"
Banken besvarede klagerens henvendelse ved brev af 31. juli 2007:
"…
Jeg kan desværre ikke sætte din ydelse på lån nr. … i bero, før der foreligger en kendelse fra Sø- og Handelsretten.
Du må meget gerne holde mig orienteret om sagens forløb.
…"
Ved brev af 12. september 2007 anmodede klageren banken om at få henstand med tilbagebetalingen indtil videre.
Banken har oplyst, at skifteretten afslog klagerens begæring om gældssanering.
I januar 2010 blev ydelsen på lånet nedsat fra 2.210 kr. til 2.080 kr. månedligt.
Den 19. juni 2011 bevilgede banken en forhøjelse af klagerens lån med 900 kr. Hovedstolen var herefter 79.603,90 kr. og skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.080 kr. Renten var variabel 11,50 % p.a. og løbetiden ca. fire år.
I august 2011 afslog banken klagerens anmodning om lån på 40.000 kr.
I september 2011 afviste banken klagerens anmodning om henstand med betaling af ydelsen på lånet.
Klageren har oplyst, at han kontaktede banken telefonisk den 29. september 2011 for at bede om henstand med at betale ydelsen på 2.080 kr. eller forhøje lånet. Banken afviste klagerens anmodning.
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt sendte klageren en besked til banken via bankens elektroniske kontaktformular:
"…
Navn | [Klageren] |
CPR-nummer | … |
Svar | Jeg forventer svar |
E-mail adresse | … |
Telenonnummer | … |
Skriv din besked her | Jeg har ikke modtaget svar på min tidligere klage hvilket jeg forventer. |
…"
Af kontoudskrift af 31. december 2010 fremgår, at klagerens lån havde en restgæld på 90.663,02 kr.
Banken har oplyst, at pr. 10. november 2011 var restgælden på lånet 74.019,09 kr.
Parternes påstande
Den 6. oktober 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark skal "tilbagefør[e] 2.080 kr. enten i form af henstand eller som forhøjelse af privatlån samt rykkergebyret på 100 kr."
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han kontaktede banken og anmodede om henstand med afdrag, forhøjelse eller en anden løsning vedrørende lånet, da hans lønkonto ellers ville gå i overtræk, og han ikke ville have noget at leve for i oktober måned.
Banken afviste hans anmodning uden begrundelse. Han sendte en klage til bankens klageansvarlige, men modtog ikke svar. Dagen efter sendte han endnu en klage i forventning om at modtage svar. Den 1. oktober 2011 blev afdraget trukket på kontoen. Efterfølgende blev han telefonisk kontaktet af bankens medarbejder, der oplyste ham som tidligere.
Bankens fremgangsmåde var den samme hver måned uanset indeståendet på kontoen. Der er tale om en bevidst omgåelse af RpL § 509.
Den fremlagte kopi af hans klage, som banken har påstået, at de ikke har modtaget, viser, at han har klaget. Han blev efterfølgende kontaktet telefonisk af en medarbejder, der prøvede at overbevise ham om, at hans klage var nytteløs, og at banken havde ret.
Nordea Bank Danmark har anført, at i forbindelse med at banken bevilgede det oprindelige lån i september 1998, blev klagerens budget beregnet. Beregningerne er ikke længere gemt i bankens systemer.
Banken bevilgede adskillige gange klageren en forhøjelse af lånet. Banken hjalp klageren med at genoprette hans økonomi ved at udskyde ydelsen på lånet, da klagerens anmodning om gældssanering blev afslået.
Klageren har gennem det sidste år gentagne gange haft overtræk på sin konto blandt i april, juni, september og oktober 2011. Banken har flere gange forhøjet klagerens lån som følge af overtrækkene. Banken forhøjede senest lånet i juni 2011 for at inddække et overtræk på klagerens grundkonto (-450). Lånet vil være tilbagebetalt om tre år og ni måneder, hvis klageren betaler alle ydelser rettidigt.
Klageren har andre kreditorer end banken. Klageren har p.t. syv registreringer i RKI fra en anden kreditor. Den sidste registrering bliver slettet den 23. november 2013.
På baggrund af klagerens økonomiske situation finder banken ikke, at klageren kan tilbagebetale et større lån, hvorfor banken har afslået at yde lånet. Klageren har ikke overholdt de aftaler, der blev indgået med banken. Banken ønsker derfor ikke at forhøje lånet.
Klageren har selv ønsket det oprindelige lån og forhøjelser heraf. Klageren har underskrevet gældsbreve med aftale om betaling af en månedlig ydelse. Klageren har accepteret at betale en ydelse på 2.080 kr. månedligt, hvilket betyder en tilbagebetaling af gælden inden for en rimelig periode.
Bankens kundeservicechef har ikke registreret at have modtaget de to henvendelser fra klageren. Han har derfor ikke besvaret disse. Banken beklager dette.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Nordea Bank Danmark i forbindelse med klagerens anmodning om forhøjelse af sit privatlån begik fejl eller forsømmelser.
Ankenævnet bemærker, at det beror på et pengeinstituts egen afgørelse, om det ønsker at imødekomme en anmodning om forhøjelse af et lån.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at yde henstand med de aftalte ydelser på lånet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.