Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger.
| Sagsnummer: | 582/1994 |
| Dato: | 09-03-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I overensstemmelse med tilbud af 17. januar 1990 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, samme måned klageren et billån. Lånets hovedstol var på 91.117 kr., hvoraf 7.260 kr. udgjorde de samlede etableringsomkostninger i forbindelse med låneoptagelsen. Ydelsen blev i lånetilbudet beregnet til 1.947 kr. pr. måned, hvorefter lånet, såfremt renten forblev uændret ifølge lånetilbudet, ville være afviklet over ca. 5 år. Lånet blev forrentet med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 13,9% p.a.
Den 26. januar 1993 indfriede klageren under protest og med forbehold om tilbagesøgning af for meget erlagt betaling lånet med 39.160,63 kr. svarende til restgælden på dette tidspunkt.
Under sagens forberedelse har indklagede fremlagt beregninger, der viser, at et lån med hovedstol på 91.117 kr. med månedlig ydelse på 1.947 kr. og rente 13.9% p.a. vil være afviklet på ca. 68 måneder, mens et lån på 83.857 kr., svarende til klagerens lån med fradrag af etableringsomkostninger, med samme ydelse og rente vil være afviklet på ca. 60 mdr.
Klageren har ved klageskema af 6. september 1994 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale rente af 7.260 kr. fra låneoptagelsen den 18. januar 1990 til indfrielsen den 26. januar 1993.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede ved beregning af lånets ydelse og løbetid ikke medregnede etableringsomkostningerne på i alt 7.260 kr. Lånetilbudet var derfor vildledende og ikke egnet som beslutningsgrundlag for ham, ligesom det ikke var egnet til sammenligning med andre lånetilbud. Indklagede bør som professionel långiver ikke kunne forvente at få fuld betaling i form af renter, på grundlag af en fejlagtig og vildledende låneopstilling. Klageren har "under hensyn til den seneste domspraksis" frafaldet et krav om tilbagebetaling af selve beløbet på 7.260 kr.
Indklagede har anført, at løbetiden alene var angivet som ca. 5 år, og at den manglende medregning af etableringsomkostningerne ved beregning af lånets ydelse kun medførte en mindre forlængelse af løbetiden. Klageren blev ikke påført noget tab ved den stedfundne fejl.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter indholdet af indklagedes lånetilbud måtte klageren gå ud fra, at indklagede ville fastsætte lånets ydelse således, at lånet inkl. etableringskostningerne på i alt 7.260 kr. ved uændret rente ville være afviklet efter ca. 5 år. Det var derfor en fejl, at indklagede ved fastsættelsen af den månedlige ydelse ikke tog hensyn til etableringsomkostningerne.
2 medlemmer - Peter Blok samt Niels Busk, der i medfør af Ankenævnets vedtægters § 13, stk. 1, tillægges 2 stemmer - udtaler herefter:
Ankenævnet har behandlet et større antal klager over indklagede vedrørende fejl af ganske samme art. I disse tilfælde har nævnets flertal - bl.a. under hensyn til, at der er tale om en systematisk fejl - i almindelighed pålagt indklagede at kreditere lånet med etableringsomkostningerne med tillæg af renter heraf fra stiftelsestidspunktet. I det foreliggende tilfælde har klageren imidlertid udtrykkeligt alene nedlagt påstand om tilbagebetaling af de renter, der er opkrævet af etableringsomkostningerne på 7.260 kr. fra lånets stiftelse til dets indfrielse. Vi stemmer herefter for, at denne påstand tages til følge.
2 medlemmer - Allan Pedersen og Bjarne Lau Pedersen - udtaler:
Under hensyn til, at klageren ikke har lidt noget tab, at løbetiden alene var angivet som "ca. 60 mdr.", og at den manglende medregning af omkostningsbeløbet ved fastsættelsen af den månedlige ydelse kun har medført en mindre forlængelse af løbetiden, finder vi ikke, at klageren kan gøre krav på kompensation i anledning af den begåede fejl, ej heller som påstået i form af tilbagebetaling af de opkrævede renter af beløbet på 7.260 kr. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger godtgøre klageren et rentebeløb beregnet af 7.260 kr. med den rentesats, som til enhver tid var gældende for klagerens billån hos indklagede, fra lånets stiftelse den 18. januar 1990 til dets indfrielse den 26. januar 1993. Klagegebyret tilbagebetales klageren.