Afgørelse

Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med optagelse af boliglån og investering af midlerne via en formueplejeaftale.

Indledning

Denne sag vedrører, om Nykredit Bank har pådraget sig et ansvar i forbindelse med klagernes optagelse af et boliglån og investering af midlerne via en formueplejeaftale.

Sagens omstændigheder

Klagerne (M og H), der er ægtefæller, købte i 2000 en fast ejendom for en købesum på 1.518.966 kr.

I 2006, hvor ejendommen var behæftet med et lån på cirka 1,4 mio. kr., blev Forstædernes Bank (nu Nykredit Bank) anmodet om at finansiere en ombygning for ca. 2 mio. kr. Banken vurderede, at værdien af ejendommen efter ombygningen ville udgøre cirka 7,5 mio. kr. Klagernes samlede indtægt var på årligt cirka 650.000 kr.

På et møde den 18. december 2006 blev det efter forslag fra banken aftalt at belåne ejendommen med yderligere 2 mio. kr. til investering via en Investplejeaftale. Efter det oplyste deltog en person fra et finansrådgivningsfirma, F, i mødet. Banken har anført, at F fremtrådte som klagernes repræsentant. Klagerne har bestridt dette og har anført, at der alene var tale om en vennetjeneste.

I forbindelse med mødet underskrev klagerne en aftale med banken, hvorefter banken fik fuldmagt til at investere klagernes midler i et depot med tilhørende afkastkonto. Investeringshorisonten var over fem år, og risikovilligheden var høj risiko, hvilket indebar en investeringsstrategi med en fordeling med cirka 70 % i aktier og cirka 30% i obligationer.

Ved brev af 23. oktober 2007 til klagerne bekræftede banken investeringshorisonten (over fem år) og risikovilligheden (høj risiko) med henvisning til ikrafttrædelsen af reglerne om investorbeskyttelse (MiFID) pr. den 1. november 2007.

Af en årsopgørelse pr. den 31. december 2007 for investeringsengagementet fremgår en "Primo værdi" på 2.000.903 kr. og en "Ultimo værdi" på 1.476.846 kr. I årets løb var 543.870 kr. blevet udtrukket af ordningen. Midlerne var placeret i cirka 70 % aktier og cirka 30 % obligationer.

Den 16. september 2008 besvarede og underskrev M en såkaldt risikotest, der bestod af 13 spørgsmål vedrørende holdning til investering. Samtidig udarbejdede banken et dokument vedrørende M’s investeringsprofil, hvoraf fremgår, at M’s investeringshorisont var over fem år, og at hans risikovillighed var høj risiko udtrykt ved tallet 8 på en skala fra 1-10 (1-3 = lav risiko, 4-7 = mellemrisiko, 8-10 = høj risiko).

I perioden 1. januar-31. december 2008 var der et negativt afkast på 373.175 kr. på porteføljen.

I 2008 og 2009 blev der udtrukket henholdsvis 639.204 kr. og 345.632 kr. af formueplejeordningen.

Pr. den 31. december 2009 havde ordningen en værdi på 182.660 kr.

Den 30. december 2010 indgav klagerne en klage over Nykredit Bank til Ankenævnet med krav om erstatning.

Med udgangspunkt i en depotværdi pr. den 2. marts 2011 på 210.860 kr. har banken opgjort klagernes tab på Investplejeaftalen til 261.337 kr.

Parternes påstande

Klagerne har nedlagt påstand om, at Nykredit Bank skal betale en erstatning på 261.337 kr. med tillæg af omkostningerne ved lånefinansieringen af investeringerne.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken som følge af mangelfuld rådgivning har påtaget sig et erstatningsansvar for deres tab på investeringsengagementet.

Deres indtægter var utilstrækkelige til at servicere et lån i ejendommen på 5,5 mio. kr. De havde i forvejen i to andre pengeinstitutter fået afslag på en finansiering med i alt 3,5 mio. kr. svarende til den eksisterende belåning med tillæg af 2 mio. kr. til ombygningen. Banken har ikke dokumenteret, at deres økonomi rakte til at servicere belåningen på 5,5 mio. kr.

Investeringsengagementet var en forudsætning for bankens lånetilsagn. Engagementet kunne kun hænge sammen, hvis investeringerne på 2 mio. kr. gav et afkast, der oversteg omkostningerne ved lånefinansieringen. Banken der forestod og anbefalede investeringsengagementet stillede et årligt afkast på 15 %-30 % i udsigt.

Efter reglerne om god pengeinstitutskik burde de aldrig være blevet godkendt til engagementet.

H deltog ikke i møderne vedrørende låneaftalerne og Investplejeaftalen, ligesom H ikke har udfyldt en risikotest. H kunne ikke identificeres med M.

De blev ikke rådgivet af F i forbindelse med engagementet. Banken havde i øvrigt en selvstændig rådgivningsforpligtelse over for dem uanset om og i hvilket omfang de måtte have modtaget rådgivning fra tredjemand.

Dokumenterne vedrørende investeringsprofil understøtter, at de søgte bankens rådgivning.

Nykredit Bank har anført, at engagementet blev etableret på baggrund af en henvendelse fra F, der på klagernes vegne anmodede om lån til finansiering af ombygning af klagernes ejendom. I forlængelse heraf modtog banken fra F diverse oplysninger om klagernes økonomi, herunder om deres årlige husstandsindkomst. Banken var ikke bekendt med det af klagerne anførte om, at andre pengeinstitutter havde afslået deres låneansøgning.

På mødet den 18. december 2006 blev forskellige muligheder for fremtidigt samarbejde drøftet. Banken oplyste om muligheden for at belåne friværdien med henblik på investering i værdipapirer. Det bestrides, at banken som anført af klagerne skulle have stillet et afkast på op til 30 % i udsigt. Banken oplyste om blandt andet historiske afkast, hvoraf det også fremgik, at afkastet kunne være negativt.

Klagerne traf selv beslutning om låneoptagelsen og investeringerne. Under hele forløbet var klagerne repræsenteret af F, der også modtog sædvanlig afregning fra banken i anledning af engagementet. Banken forudsatte, at klagerne beslutninger var afstemt med F, herunder at F rådgav klagerne i relation til, hvorvidt de kunne servicere de lån, som de ønskede at optage. Klagerne har ikke på noget tidspunkt efterspurgt rådgivning fra banken.

Det fremgik tydeligt af Investplejeaftalen, at investeringen og spekulation i værdipapirer er forbundet med risiko og kan medføre tab.

Investeringerne blev foretaget i overensstemmelse med klagernes investeringsstrategi og risikoprofil.

H deltog i ét eller flere møder med banken. På grund af den forløbne tid er erindringen herom usikker.

Ankenævnets bemærkninger

To medlemmer – Henrik Bitsch og Erik Sevaldsen, der efter Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer – udtaler:

Det må efter det foreliggende lægges til grund, at bankens investeringer af klagernes midler skete i overensstemmelse med Investplejeaftalen af 18. december 2006.

Klager havde i denne forbindelse, ved en aftale, der er underskrevet af begge ægtefæller, accepteret en høj risikovillighed. Dette er bekræftet ved et brev stilet til dem begge ca. 10 måneder senere, den 23. oktober 2007 og på ny ved aftale af 16. september 2008.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at bankens rådgivning i forbindelse med aftalen var mangelfuld. For så vidt angår lånefinansieringen bemærkes, at klagerne måtte indse, at det var forbundet med tab, hvis afkastet af investeringerne ikke kunne dække omkostningerne ved lånefinansieringen.

Klagernes påstand om erstatning tages herefter ikke til følge.

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af de under en formueplejeaftale foretagne investeringer med henblik på at konstatere eventuelle investeringer i strid med aftalen.

To medlemmer – Jørn Ravn og Maria Hyldahl – udtaler:

Det fremgår, at den daværende god-skik-bekendtgørelse, § 13, at der, såfremt et pengeinstitut anbefaler eller medvirker til særligt risikofyldte investeringer, som en lånefinansieret investering er, i samarbejde med kunden skal foretages en omhyggelig vurdering af kundens muligheder for at bære et eventuelt tab – ligesom, at pengeinstituttet skal fraråde en kunde en investering eller finansiering af en investering, såfremt disse overstiger kundens økonomiske formåen.

Det faktum, at klager var repræsenteret med en finansrådgiver, som banken afregnede for engagementet, fritager ikke banken for denne forpligtelse. Banken har et selvstændigt ansvar for at sikre sig, at kunden træffer sin investeringsbeslutning på et oplyst grundlag. Banken har ikke løftet sin rådgivningsforpligtelse.

Vi finder derfor, at banken begik en ansvarspådragende fejl, ved ikke at sikre sig, at klager havde modtaget den fornødne rådgivning.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.