Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 200103019/2001 |
| Dato: | 21-06-2001 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, grit Munk, Leif Nielsen, Per Englyst, Søren Møller-Damgaard |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i oktober 1989 klagernes daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 349.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 405.564 kr. Instituttet videresolgte pr. 1. januar 1990 ejendommen for en nominel pris på 439.215 kr. I januar 1990 fremsendte instituttet årsopgørelse for 1989 til klagerne, hvoraf det fremgik, at pantebrevsrestgælden udgjorde 0 kr., og at der under klagernes CPR-numre var indberettet renter m.v. til skattemyndighederne på i alt 55.535 kr. I august 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 38.100 kr., eksklusive rente, gældende over for klagerne, svarende til det endelige tab efter videresalget. I december 1999 nedsatte instituttet fordringen med kurstabet på det i forbindelse med videresalget udstedte sælgerpantebrev, hvorefter fordringen udgjorde 26.816 kr. Efter at instituttet i 2000 havde genoptaget sagen, protesterede klagerne forgæves over kravet, som de fandt var forældet, idet det hovedsageligt bestod af renter og bidrag.
Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod dem. Instituttet påstod frifindelse.
Flertallet i Nævnet bemærkede, at det af tidligere sager om personlige fordringer var fremgået, at der havde været anvendt forskellige fremgangsmåder ved fordelingen af budsummen på de enkelte kolonner, og at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. De skattemæssige indberetninger for 1990 kunne ikke tages som udtryk for, at budsummen forlods var anvendt til dækning af restancer m.v. Som sagen var oplyst, kunne det ikke udelukkes at instituttet forlods havde anvendt budsummen og videresalgsoverskudet til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Mindretallet henviste til, at det i retspraksis i lignende sager var blevet fastslået, at det i forholdet mellem parterne tilkommer instituttet at bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet i forbindelse med en tvangsauktion skal afskrives. Med henvisning hertil stemte mindretallet for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klagerne i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.
Efterfølgende forligt.