Afgørelse

Spørgsmål om klage vedrørende renteswapaftaler i tilknytning til realkreditlån i klagerens udlejningsejendomme skal afvises som erhvervsmæssig.

Indledning

Sagen vedrører Ankenævnets kompetence i relation til en klage over to renteswapaftaler indgået i tilknytning til realkreditlån i klagerens udlejningsejendomme.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Nykredit Bank, hvor klageren har optaget en række realkreditlån i forbindelse med hans personligt drevne virksomhed med udlejningsejendomme.

Klageren har siden 2003, hvor han fratrådte sit daværende job, arbejdet fuld tid med boligudlejning. Klagerens ægtefælle arbejder ligeledes fuld tid med udlejning af klagerens ejendomme.

I 2008 bestod klagerens udlejningsvirksomhed efter det oplyste af ca. 100 lejemål og han (enkeltmandsvirksomheden) havde en egenkapital på ca. 5,5 mio. kr. Under sagen er der fremlagt årsrapporter for klagers enkeltmandsvirksomhed for årene 2008 til og med 2013. Det fremgår af årsrapporterne, at klageren i perioden ejede mellem 25-28 ejendomme med en samlet regnskabsmæssig værdi på i alt ca. 50-56,5 mio. kr. og en prioritetsgæld på i alt ca. 35-44 mio. kr.

Muligheden for at indgå renteswapaftaler blev efter det oplyste første gang drøftet den 14. februar 2008 på et møde mellem klageren og banken. Banken gennemgik herefter på et møde den 8. april 2008 mulighederne for at indgå renteswaps.

Den 2. september 2008 blev der afholdt et møde mellem klageren og banken, hvor klagerens finansieringsstrategi samt nuværende finansiering blev drøftet med baggrund i et planchesæt udarbejdet af banken om bl.a. renteswap, herunder almindelig og såkaldt kaldbar renteswap. Det fremgik, at klagerens aktuelle låneportefølje var på ca. 30 mio. kr. fordelt på indekslån, 3-5 % lån, rentetilpasningslån samt Cibor 3 og 6 lån. Renteprofilen på den samlede portefølje var ca. 40 % variabelt og ca. 60 % fast forrentede lån. I øvrigt fremgik bl.a.:

”…

• renteswap er et finansielt instrument …
• Markedsværdien (værdien såfremt renteswappen skal lukkes) afhænger af forskellen mellem den faste rente renteswappen oprindelig er indgået til og den faste rente for restløbetiden …
• Nykredit lægger en marginal på swaprenten. … denne skal ”indhentes” før swappens markedsværdi er positiv …”

I begyndelsen af september 2008 indgik klageren og banken aftale om kaldbar renteswap med en hovedstol på 5 mio. kr., hvorefter klageren betalte en fast rente på 4,73 % p.a. til banken, mens banken betalte en variabel rente (Cibor 3) til ham. Aftalen blev indgået for en periode på 20 år.

Den 24. september 2008 underskrev klageren en rammeaftale med banken om handel med valuta og værdipapirer / finansielle instrumenter. Banken fik til sikkerhed for aftalen pant i en tilknyttet sikringskonto -297.

I begyndelsen af oktober 2008 indgik klageren og banken en yderligere aftale om kaldbar renteswap med en hovedstol på 10 mio. kr., hvorefter klageren betalte en fast rente på 4,65 % p.a. til banken, mens banken betalte en variabel rente (Cibor 3) til klageren. Løbetiden var også her 20 år.

Den 11. november 2009 underskrev klageren en ny version af rammeaftalen samt pantsætningsaftalen.

Den 25. januar 2010 indbetalte klageren 1.027.741,79 kr. på sikringskonto -297 til sikkerhed for en negativ markedsværdi på de to swapaftaler.

Den 19. maj 2010 blev der afholdt møde mellem klageren og Nykredit Bank, hvor klageren bl.a. gav udtryk for utilfredshed med bankens rådgivning om renteswapaftalerne samt bankens håndtering af den negative markedsværdi. Det fremgår af det fra mødet fremlagte planchesæt, at klageren på dette tidspunkt havde realkreditlån for ca. 40,5 mio. kr. Den negative markedsværdi var på ca. 2,9 mio. kr.

Klageren underskrev henholdsvis den 24. september 2010 og den 23. december 2011 nye versioner af pantsætningsaftalen, hvorved klageren forpligtede sig til, på opfordring fra banken, at stille yderligere sikkerhed, hvis den negative markedsværdi på klagerens to swapaftaler oversteg først 5,7 mio. kr. og derefter 7,7 mio. kr.

Den 4. september 2013 blev der afholdt et møde mellem klageren og banken med udgangspunkt i et planchesæt udarbejdet af banken.

Efter det oplyste var den negative markedsværdi i august 2014 på ca. 6 mio. kr.

Ankenævnets sekretariat har i forbindelse med sagens forberedelse besluttet at forelægge spørgsmålet om, hvorvidt sagen er omfattet af Ankenævnets kompetence i henhold til Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4, for Ankenævnet.

Parternes påstande

Den 23. januar 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet og nedlagt en ”påstand 1”, hvorefter Nykredit Bank skal anerkende, at renteswapaftalerne er uforbindende for ham således, at han skal stilles, som om swapaftalerne ikke var indgået, subsidiært at han er berettiget til at ophæve swapaftalerne, mere subsidiært at Nykredit Bank skal holde ham skadesløs for tab forbundet med swapaftalerne, mest subsidiært betale erstatning

Klageren har endvidere nedlagt en ”påstand 2”, hvorefter banken skal erstatte den af klager til enhver tid betalte rentemarginal på swapaftalerne, der udgør forskellen mellem den faste betalerrente og betalerrenten på en tilsvarende neutral interbankkontrakt og en ”påstand 3”, hvorefter banken skal anerkende, at markedsværdien skal opgøres uden indregning af rentemarginal eller andre omkostninger, gebyrer, provision, tillæg eller lignende, samt uden hensyntagen til konveksitet. Som ”påstand 4” har klageren nedlagt påstand om procesrenter.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Ankenævnet skal realitetsbehandle klagen.

Renteswap adskiller sig ikke væsentligt fra produkter der aftales med private bankkunder. Ejendommene er også indkøbt i privat regi.

Ankenævnets afgørelse 59/2013 taler også for, at klagen er egnet til at blive realitetsbehandlet af Ankenævnet.

Nykredit Bankhar anført, at klageren i hele forløbet har været ejer af en lang række udlejningsejendomme med en regnskabsmæssig værdi på over 50 mio. kr., haft prioritetsgæld på 35-45 mio. kr., indgået aftaler om renteafdækning for et væsentligt beløb og drevet udlejningsvirksomhed via dennes enkeltmandsvirksomhed.

Renteswapaftalerne blev indgået med det formål at renteafdække klagerens variabelt forrentede lån optaget med sikkerhed i klagerens udlejningsejendomme, og relaterer sig utvivlsomt til klagerens erhvervsvirksomhed.

Banken sælger kun denne type produkter via sin erhvervsafdeling til erhvervsdrivende, og produkterne passer skattemæssigt kun til personer, der anvender virksomhedsskatteordningen.

Klageren må derfor i forhold til engagementet hos banken karakteriseres som erhvervsdrivende.

Både klageren og klagerens ægtefælle er fuldtidsbeskæftigede med boligudlejning af klagerens ejendomme.

Der er som følge af ovenstående forhold, tale om et erhvervsforhold, der ikke har karakter af et privat kundeforhold, og klagen skal afvises.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet behandler klager vedrørende private kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende kan behandles, hvor klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3. Klager fra erhvervsdrivende falder i øvrigt uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 4.

Klagen vedrører to renteswapaftaler på samlet 15 mio. kr. indgået med Nykredit Bank til renteafdækning af dele af klagerens prioritetsgæld i dennes udlejningsejendomme.

Ankenævnet finder, at klagerens portefølje af udlejningsejendomme, der udlejes gennem en enkeltmandsvirksomhed, som i 2013 udgjorde 25 ejendomme med en regnskabsmæssig værdi på ca. 53 mio. kr., udgør en erhvervsvirksomhed i vedtægternes § 2, stk. 3 og 4’s forstand. Hvilket bestyrkes af, at klageren i 2003 valgte at opsige sit daværende job og beskæftige sig fuld tid med boligudlejning. Klagen vedrører således klagerens erhverv.

Ankenævnet finder videre, at klagen adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, hvorfor sagen ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence.

Ankenævnet afviser derfor at behandle klagen, jf. vedtægternes § 2, stk. 3 og 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen

Klageren får klagegebyret tilbage.