Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om fuldmagtsgiver var i stand til at handle fornuftsmæssigt, falsk.

Sagsnummer: 229/2008
Dato: 26-11-2008
Ankenævn: Peter Blok, Troels Hauer Holmberg, Jette Kammer Jensen, Erik Sevaldsen, Astrid Thomas
Klageemne: Fuldmagt - gyldighed
Ledetekst: Spørgsmål om fuldmagtsgiver var i stand til at handle fornuftsmæssigt, falsk.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagernes indsigelse mod udbetalinger fra en nu afdød kundes konti i henhold til en fuldmagt fra kontohaver.

Sagens omstændigheder.

Denne klage er indgivet af tre af arvingerne efter A, der var kunde i Nordea Bank Danmarks Haderslev afdeling. A var født i 1912 og døde den 30. april 2006. Fællesboet efter A og dennes tidligere afdøde ægtefælle blev behandlet som et bobestyrerbo. På tidspunktet for klagens indgivelse var bobehandlingen afsluttet.

Mellem den 19. december 2001 og den 13. november 2002 blev der ved seks ekspeditioner på A's konti i Nordea Bank hævet i alt 276.500 kr. Fire af hævningerne var på 30.000 kr., en på 150.000 kr. og en på 6.500 kr. Udbetalingerne skete alle i henhold til særskilte fuldmagter fra A til N, der var A's nevø.

Under sagen er fremlagt kopi af fuldmagterne for de enkelte hævninger. Fuldmagterne fremtræder som underskrevet af A; fem af fuldmagterne har desuden underskrift fra to andre personer.

Den 19. december 2002 underskrev A to fuldmagter til R, der er A's datter. Fuldmagterne er oprettet på Nordea Banks fuldmagtsblanketter.

Ved brev af 11. juni 2007 rettede bobestyreren i A's bo henvendelse til Nordea Bank Danmark. Bobestyreren oplyste, at der havde været indgivet politianmeldelse mod N vedrørende de seks hævninger foretaget i 2001/2002. Anklagemyndigheden havde afvist at rejse tiltale på grund af bevisets stilling. Med henvisning til, at A på tidspunktet for hævningerne var ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, fremsatte bobestyreren på vegne tre af boets i alt seks arvinger krav om, at banken betalte de pågældende arvingers andel af det hævede, eller i alt 138.250 kr.

Ved brev af 4. juli 2007 afviste Nordea Bank Danmark kravet med henvisning til, at der ikke havde været anledning til at betvivle, at A havde været i stand at varetage sine anliggender. A's rådgiver var således ikke bekendt med, at A var senil og dement.

Parternes påstande.

Klagerne har den 9. juli 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark tilpligtes at betale 138.250 kr.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at udbetalingerne skete på grundlag af en fuldmagt, som måske var forfalsket eller udfyldt på uærlig vis.

Banken begik en fejl ved udbetalingerne, idet udbetalingerne skete på grundlag af fuldmagter, der ikke var vitterlighedspåtegnet.

Baggrunden for, at der ikke blev rejst tiltale mod N, var, at det som i så mange andre sager med økonomisk kriminalitet ikke var muligt at føre bevis. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at N er uskyldig.

Baggrunden for, at der efterfølgende blev etableret fuldmagter til A's datter, var hurtigst muligt at stoppe udbetalingerne til N.

Alle i A's omgangskreds var klar over, at hun ikke kunne handle fornuftsmæssigt. Der er under sagen fremlagt erklæring fra en advokat, hvorefter denne bekræfter, at A i starten af 2003 var mentalt svækket, hvorfor det var advokatens vurdering, at A da ikke ville være i stand til at oprette et notartestamente.

Nordea Bank Danmark har anført, at fuldmagterne vedrørende de seks hævninger er underskrevet af A. Der er ikke grundlag for at antage, at fuldmagterne er falske. Tværtimod fremstår underskriften som værende identisk med A's underskrift, ligesom der ikke har været grundlag for at rejse tiltale mod N.

Hævningerne var således bindende for A og derfor også for A's arvinger.

Det er ikke godtgjort, at A på tidspunktet for underskriften af fuldmagterne manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt, jf. værgemålslovens § 46, stk. 1. Tværtimod underskrev A efterfølgende sædvanlige kontofuldmagter til en datter. Hertil kommer, at fem af fuldmagterne var påtegnet af to personer.

Fra udbetalingerne blev foretaget, til A døde, gik der ca. 3 ½ år. A eller dennes kontofuldmægtig havde således tid til at anfægte udbetalingerne til N, mens A levede.

Bobestyreren anfægtede først udbetalingerne mere end et år efter, at A var død. Herefter gik der yderligere 10 måneder, før klagerne meddelte, at de ønskede at fastholde kravet.

Det er ikke en gyldighedsbetingelse, at en fuldmagt er vitterlighedspåtegnet. I henhold til bankens interne retningslinjer kræves det som udgangspunkt, at en fuldmagt underskrevet uden for banken vitterlighedspåtegnes.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er ikke godtgjort, at de omhandlede fuldmagter var falske, ligesom det ikke er godtgjort, at A på tidspunktet for oprettelsen af fuldmagterne var ude af stand til at handle fornuftsmæssigt.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.